Tokaygekkoen kan blive op til 35 cm lang og er dermed en af verdens største arter af gekko. Dens hud er blålig eller grå med rødlige pletter. Ungerne har ofte sorte og hvide aftegninger på halen.
Ovenpå hovedet har de et tredje øje. De kan ikke se billeder med dette øje, men det er lysfølsomt. Dette øje bruges til at advare mod fjender, der sniger sig ind på gekkoen bagfra. Hvis der pludseligt skygges for dette øje løber gekkoen sin vej. Det er en af grundene til, at gekkoer kan være forfærdeligt svære at fange.
På siden af hovedet kan man se ørehullerne, og det er faktisk muligt at kigge lige gennem hovedet på gekkoen gennem ørene.
Gekkoer har nogle meget specielle fødder. De har meget små hår og riller under tæerne som kan klæbe på glatte overflader. En enkelt tå på en gekko har nok klæbeeffekt til, at hele gekkoen kan hænge i den. Videnskaben arbejder i øjeblikket på at aflure gekkoens teknik, så man kan lave noget meget stærkt tape, der kan bruges i rummet.
Relation til mennesker:
Tokaygekkoen kan ofte ses inde i huse og hytter i Asien. Gekkoen holder gerne til i nærheden af en lyskilde, da insekter tiltrækkes af lys i aftentimerne. Gekkoen sidder tålmodigt og venter på, at insekterne skal komme tæt nok på, så den kan fange og spise dem. Indfødte accepterer, at gekkoerne bor i husene, da de hjælper med at holde myg, myrer og kakerlakker væk.