I Randers Regnskovs saltvandsakvarie kan man møde aftrækkerfiskene. De er store grålige fisk med blå-lilla striber på hovedet og på finnerne. På grund af deres størrelse er de meget dominerende, når der bliver fodret. De spiser tit halvdelen af hajens mad, der oftest er en hel fisk. Aftrækkerfiskenes mund ligner et stort næb som de sagtens kan bruge til at tage en bid af en hel fisk.
Agatudserne lever frit i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel. Tudserne er mest aktive om natten mens de om dagen sidder stille på jorden, gerne tæt på et vandhul. De kan være meget svære at få øje på, når de sidder stille på jorden, da de er godt kamoufleret med deres brune og sorte farver.
Agatudsen er kendt for at være altædedende. De spiser alt, der har en størrelse, så de kan sluge det. De kan faktisk sagtens spise en mus eller en rotteunge. I Randers Regnskov lever de hovedsageligt af melorme, fårekyllinger og de fritlevende kakerlakker.
Da de første 2 agoutier blev sat fri i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel, gik der lang tid, hvor de slet ikke viste sig. Efterhånden som de vænnede sig til deres nye hjem og til de mange mennesker, begyndte de at komme frem oftere og oftere. Agoutien siges at være svær at få til at yngle i fangenskab, da de har brug for meget plads til deres parringsleg. I Randers Regnskov har agoutiparret ynglet flere gange og fået mellem 1 og 3 unger ad gangen.
Alligatorskildpadden er en ferskvandsskildpadde som lever det meste af livet under vand. Den sidder på bunden af en sø og venter på, at et bytte svømmer tæt nok på. Den kan holde vejret i over 50 minutter. Alligatorskildpadden er meget svær at få øje på, da den er godt kamoufleret. Også i Randers Regnskov kan det være svært at få øje på alligatorskildpadden i vandfaldssøen i Sydamerikakuplen. Den gemmer sig ofte under sten, grene og af og til under broen.
I Sydamerikakuplens søkobassin kan du finde verdens største ferskvandsfisk, nemlig arapaimaen, som kan blive godt 3 m lang og veje over 150 kg. Vores eksemplar er dog ikke helt så stor endnu, men hvis den bliver ved med at spise så godt, som den gør nu, skal den nok vokse sig stor og stærk på ingen tid.