Hvis du står og skal have afgjort, om du er gravid eller ej, og du ingen graviditetstest har, ja så er der hjælp at hente i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel, hvor du finder de afrikanske sporefrøer. Disse kan nemlig anvendes som graviditetstest. Hvordan og hvornår man opdagede dette, kan man kun gisne om.
Agatudserne lever frit i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel. Tudserne er mest aktive om natten mens de om dagen sidder stille på jorden, gerne tæt på et vandhul. De kan være meget svære at få øje på, når de sidder stille på jorden, da de er godt kamoufleret med deres brune og sorte farver.
Agatudsen er kendt for at være altædedende. De spiser alt, der har en størrelse, så de kan sluge det. De kan faktisk sagtens spise en mus eller en rotteunge. I Randers Regnskov lever de hovedsageligt af melorme, fårekyllinger og de fritlevende kakerlakker.
Da de første 2 agoutier blev sat fri i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel, gik der lang tid, hvor de slet ikke viste sig. Efterhånden som de vænnede sig til deres nye hjem og til de mange mennesker, begyndte de at komme frem oftere og oftere. Agoutien siges at være svær at få til at yngle i fangenskab, da de har brug for meget plads til deres parringsleg. I Randers Regnskov har agoutiparret ynglet flere gange og fået mellem 1 og 3 unger ad gangen.
Alligatorskildpadden er en ferskvandsskildpadde som lever det meste af livet under vand. Den sidder på bunden af en sø og venter på, at et bytte svømmer tæt nok på. Den kan holde vejret i over 50 minutter. Alligatorskildpadden er meget svær at få øje på, da den er godt kamoufleret. Også i Randers Regnskov kan det være svært at få øje på alligatorskildpadden i vandfaldssøen i Sydamerikakuplen. Den gemmer sig ofte under sten, grene og af og til under broen.
I Randers Regnskov lever der amerikanske kakerlakker i alle kuplerne. De fungerer som foder for masser af dyr som firben, frøer, tudser, fugle og aber. De er nataktive, så derfor ser man dem sjældent i dagtimerne, hvor Regnskoven er åben. Om aftenen kommer de frem fra deres skjul i klipper og sprækker.