I Randers Regnskovs saltvandsakvarie kan man møde aftrækkerfiskene. De er store grålige fisk med blå-lilla striber på hovedet og på finnerne. På grund af deres størrelse er de meget dominerende, når der bliver fodret. De spiser tit halvdelen af hajens mad, der oftest er en hel fisk. Aftrækkerfiskenes mund ligner et stort næb som de sagtens kan bruge til at tage en bid af en hel fisk.
Når man kigger på en dragefisk, er man ikke i tvivl om, hvorfor den har fået sit navn. Den ligner virkelig en drage og er tilmed næsten lige så farlig som de drager, vi hører om i gammel kinesisk folketro og diverse eventyr. Dragefisken kan dog ikke spy ild men har til gengæld giftkirtler i rygfinnerne, som den bruger, når den skal forsvare sig mod fjender. Her i Randers Regnskov har vi tre af slagsen, som vi bl.a. fodrer med guppyer til gæsternes store fornøjelse.
Egernfisken er en mellemstor fisk der kan blive op til 15 cm lang. Den lever i Randers Regnskovs saltvandsakvarie, hvor den bor i hajtanken. Den er hovedsageligt aktiv om natten og gemmer sig oftest om dagen. Man kan være heldig at se den svømme rundt helt inde ved bagvæggen i hajtanken om dagen. Egernfisken lever primært af små krabber og rejer, men spiser til tider også små fisk.
Nede i Randers Regnskovs saltvandsakvarium hører vi jævnligt børn og barnlige sjæle ytre deres genkendelsesglæde over at se "Nemo", som er den tegnefilmsfigur, der gjorde klovnefisk kendt verden over. I den akvarieafdeling, vi kalder "mangroven", har vi nemlig masser af klovnefisk, og netop klovnefisk er biologisk set nogle meget interessante fisk.
Hvis du synes, at hajer har nogle imponerende kæber, skulle du tage et kig ned i gabet på en muræne. Ikke nok med at de har kæber inde i selve munden, som er rigt besatte med knivskarpe, bagudrettede tænder, har de, som den eneste gruppe af dyr, et ekstra sæt kæber nede i selve svælget.