I Randers Regnskov kan man se bjerglorierne flyve frit omkring i Asienkuplen. Her sidder de ofte i foderskålene med frugt og udvælger de saftigste, sødeste frugter for næsen af de flyvende hunde.
Mange af vores gæster oplever, at bjerglorierne flyver med fuld fart lige forbi hovederne på dem. Man skal dog ikke være bange, for de er hurtige til at navigere udenom.
De blågule araer finder man i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel. Her lever de frit og man kan ofte se den blågule arahan flyve rundt under kuppeltaget. Han er meget nysgerrig og følger med i alt, hvad der rør sig. Han beskytter sit territorium mod de andre dyr, blandt andet springtamarinerne, der ofte lige skal hen og se, om de blågule araer har fået noget mere spændende at spise end dem selv.
I Randers Regnskov lever en stor flok blodnæbsvævere frit i Afrikakuplen. De kan trods antallet være svære at få øje på i trækronerne, på grund af deres ringe størrelse. Hvis man kigger grundigt i grenene kan man dog næsten altid få øje på én.
Hvis man ikke kan få øje på dem, kan man ofte høre, at de pipper. Desuden er der flere vævede reder i træerne, specielt i området ved trædestene.
Trods det farvestrålende hoved kan det være svært at få øje på dominikanerkardinalerne i Randers Regnskovs Sydamerikakuplen. De sidder oftest stille i træerne og gemmer sig mellem bladene. De er nemmest at få øje på, når de flyver rundt i kuplen eller sidder i madskålene rundt omkring og spiser frugter og melorme.
Flagermuspapegøjerne lever frit i Randers Regnskovs Asienkuplen. Her ses de oftest i skålene med mad til de flyvende hunde, hvor de udvælger de sødeste frugter for næsen af de flyvende hunde. Det er dog ikke derfor de hedder flagermuspapegøjer. De kaldes for flagermuspapegøjer, da de hænger med hovedet nedad, når de sover, ligesom flagermus.