Randers Regnskov - Tropical Zoo
Randers Regnskov - Tropical Zoo
DanskEnglish not available for this pageDeutsch nicht vorhanden für diese seite
Se også
 
Påvirkning af miljøet

Olien er giftig

Olie er sammensat af flere forskellige stoffer, som f.eks. grenede og ugrenede alkaner, cykliske alkaner og aromatiske kulbrinter. Nogle af dem er meget fedtopløselige, og kan derfor optages af levende organismer. Ofte er stofferne desværre giftige.

Dyrene forsvinder

Olien, som ledes ud med spildevandet, sætter sig på planter, græsser og mosser langs flodbredden. Konsekvensen bliver bl.a., at fødegrundlag, levesteder og ynglepladser ødelægges for mange dyr. Når fødegrundlaget og levestederne forsvinder, vil dyrene enten dø eller forlade området. Jo længere nede i fødekæden, et dyr forsvinder, jo flere dyr vil blive påvirket.

Ophobning i fødekæden

Olie kan også forurene plankton, alger, fiskeæg og insektlarver. De bliver spist af små fisk, som bliver spist af større fisk, som bliver spist af andre dyr som fugle og mennesker. På den måde bliver de giftige stoffer ophobet gennem fødekæden, og de øverste led i fødekæden behøver ikke at have direkte kontakt med det forurenede vand for at indtage de giftige stoffer. 

Fisk, som bliver udsat for olieforurening, får finneråd, har svært ved at yngle og udvikler kræft.

Omsætning af olien

Tre rigtig gode betingelser for omsætningen af organisk stof som f.eks. olie er varme, masser af lys og vand. Alle tre betingelse opfylder regnskoven. Kulbrinter, som findes i den råolie, der er en del af spildevandet, vil hurtigt blive omsat af bakterier, hvis der er vand, varme og lys nok. Nogle af bakterierne lever af at omdanne olie. Ved hjælp af ilt forbrænder de kulbrinterne i olien til energi, CO2 og vand. Selvom nedbrydningen af olien sker hurtigere i regnskoven, kan bakterierne på ingen måde nå at nedbryde de store mængder olie, som udledes med spildevandet. Derfor giver olie mange steder lokale problemer.

Afbrænding af naturgas

Naturgassen, som ofte ligger over olien i undergrunden, bliver ikke udnyttet, men i stedet brændt af. Gassen kaldes overskudsgas, og ifølge Shell brændes den af, fordi kvaliteten af gassen er for dårlig. Men en undersøgelse fra firmaet COWI viser, at overskudsgassen kan udnyttes til at producere el og gasflasker. Herved kan den globale afbrænding af gas mindskes med næsten 100 mia. kubikmeter om året. Det svarer til Tysklands og Frankrigs samlede energiforbrug.

TopAttraktioner.dk

RANDERS REGNSKOV · TØRVEBRYGGEN 11 · 8900 RANDERS · TLF. 87 10 99 99

Kontakt osproduceret af houmark.com