Randers Regnskov - Tropical Zoo
Randers Regnskov - Tropical Zoo
DanskEnglish not available for this pageDeutsch nicht vorhanden für diese seite
Se også
 
Olieselskaberne

Petrobras i Ecuador

Petrobras er et brasiliansk olieselskab, som har afdelinger rundt omkring i de Sydamerikanske lande. Siden 1996 har selskabet været i Ecuador under navnet Petrobras Energia. Selskabet har aktiviteter i blok 18 og 31. I blok 18, som indianerlandsbyen Verde Sumaco er en del af, udvindes der allerede olie, mens der i blok 31 gøres klar til olieudvinding.

Blok 31 ligger midt i Yasuni national park, som regnes for et af de mest bevaringsværdige områder i Ecuador. På trods af, at den ecuadorianske lovgivning forbyder udnyttelse af reservater og national parker og på trods af, at området i 1989 blev erklæret en del af jordens miljømæssige kulturarv af UNESCO, har petrobras alligevel fået lov til at udvinde olie i nationalparken.

For at skåne parken mest muligt vil Petrobras tage en masse forholdsregler. De vil blandt andet placere deres oliecenter udenfor parken, og der vil ikke blive anlagt veje ind parken. I stedet vil man flyve ind til olieboringerne. Desuden vil olieledninger, som fører olien fra boringerne til oliecenteret være gravet ned i jorden, og ikke ligge på overfladen, som det ellers er normalt.

Et spørgsmål om penge

Mange miljøorganisationer mener ikke, at det kan lade sig gøre at udvinde olie uden at ødelægge området, selvom Petrobras tager alle de forholdsregler, som det er muligt.

Men Ecuador er et fattigt land, som er meget afhængigt af sine olieindtægter, så hvis der ikke skal udvindes olie i områder som Yasuni national park, må der findes en anden måde at tjene pengene på. Den ecuadorianske præsident er kommet med et forslag om, at det internationale samfund kunne købe obligationer i, at olien ikke blev pumpet op. På den måde kunne Yasuni nationalpark forblive uberørt og Ecuador få sine penge.

Det lader dog ikke til, at det internationale samfund har været interesseret i at købe obligationerne, da den Ecuadorianske regering nu har givet Petrobras lov til at udvinde olie i parken.

Nye forretningsprincipper hos olieselskaberne

I 1990’erne begyndte nogle af olieselskaberne at ændre deres forretningsprincipper, så der blev lagt mere vægt på menneskerettigheder, miljø og social ansvarlighed. Shell indgik f.eks. en kontrakt med den peruvianske regering om at udvinde gas i Perus regnskov.

I den forbindelse udarbejdede Shell en guide til sine medarbejdere på olieanlæggene, om hvordan de skulle forholde sig til lokalbefolkningen (indianerne).

Shell ansatte antropologer, som kendte til området i forvejen, for at øge forståelsen mellem lokalsamfundet og Shell. Der blev også indgået et samarbejde med en lokal NGO og sundhedsministeriet om et sundhedsprogram, hvor der vil blive installeret drikkevand og oprettet lægehjælp.

Det er dog ikke altid, at olieselskaberne overholder deres aftaler. I nogle tilfælde har indianerne for eksempel fået installeret vandhaner, men ingen vand, selvom det var en del af aftalen.

Indianerne og olieselskaberne

Olieselskaberne tilbyder ofte indianerne symbolsk betaling og gaver for at samarbejde og lade selskaberne komme ind på deres jorde og foretage prøveboringer. Betalingen kan f.eks. være en skolebygning, påhængsmotorer til indianernes kanoer, en flyvetur med helikopter eller småbeløb.

Det sker også, at lederen for indianersamfundet tager imod bestikkelse fra olieselskaberne.

En anden strategi fra olieselskabernes side er at skabe splid mellem indianerne. I de landsbyer, som ligger tæt på veje og større byer, ser nogle nye muligheder for arbejde og udvikling i kølvandet på olieselskaberne. Andre frygter for ødelæggelse af deres livsgrundlag, når regnskoven forsvinder.

Oliebyer

Mange flytter til de oliebyer, som er opstået med olieudvindingen, i håb om et bedre liv. Desværre ender mange mænd som tiggere og kvinderne som prostituerede for at kunne klare sig.

De mennesker, som vælger at arbejde for olieselskaberne, tjener en bedre løn end de fleste. Men de er bestemt ikke vellidte blandt deres landsmænd, så dilemmaet bliver, om man vil være økonomisk bedre stillet eller vellidt.

Den svære kamp

Indianernes kamp mod olieselskaberne er svær og mange giver op, for lige meget hvad de gør, fortsætter selskaberne deres udvinding. Prøver indianerne at smide folkene fra olieselskaberne ud fra deres områder, skrider den ecuadorianske hær ofte ind og beskytter oliefolkene, så de kan fortsætte deres arbejde.

TopAttraktioner.dk

RANDERS REGNSKOV · TØRVEBRYGGEN 11 · 8900 RANDERS · TLF. 87 10 99 99

Kontakt osproduceret af houmark.com