I Mellem - og Sydamerika er mange ryddede skovarealer endt som kvægbrug. Omkring 80% af den fældede regnskov er endt som græsgange. Det er ofte sket, fordi ejeren, især op gennem 60’erne og 70’erne, kunne få økonomisk støtte til kvægbruget, både nationalt og internationalt. I Brasilien betalte statskassen 75% af udgifterne til etableringen af kvægbrugene, og derudover skulle kvægbrugene ikke betale skat og afgifter i de næste 17 år.

Et kvægbrug er ofte ikke rentabelt i mere end 6-8 år. Det første år kan kvægbrugene opdrætte én okse pr. hektar. Men det tager en okse ca. 5 år at blive slagteklar, og i den tid falder jordens frugtbarhed og græsset vokser langsommere. Så efter 5 år skal der bruges 5 hektar jord pr. okse i stedet for én hektar. Efter de 6-8 år er regnskovsjorden så udpint, at den ikke kan producere nok græs til kvæget og giftigt ukrudt overtager græsgangen.

Men hvorfor drive alle de kvægbrug, når det i de fleste tilfælde ikke kan betale sig?

Det drejer sig om ejerskab til jorden. Mange kvægbrug ligger langs veje, hvor jorden er købt billigt, inden vejen anlægges. Når vejen er anlagt, stiger jordpriserne med 4-12 gange. Så det er udsigten til hurtig profit ved salg af jord, det handler om. De fleste kvægbrug er altså oprettet for at tjene penge på spekulationer og ikke for produktionen af kød.

Det er især i Brasilien, man ser de store kvægfarme, men også Ecuador hoppede med på bølgen. I 1973 kom Ecuador med en jordreform, som krævede, at mindst 50 % af jorden skulle være opdyrket, hvis ejeren ikke skulle miste den til staten. Desuden forsøgte reformen at fremme kvægbrug ved at give billige lån. Det virkede og mange jordejere, både kolonister og indianere, fældede store områder med skov for at få græsgange til deres kvæg. Kvægbrugene betød, at jordejerne ikke mistede deres jorde.

På godt drevne kvægbrug vil græsningen på græsgangene kunne fortsætte i mindst 20 år i stedet for de 6-8 år, men så længe motivationen bag kvægbrugene er spekulationer i jordpriser, vil regnskoven forsat blive fældet.