Svedjebrug eller flyttemarksbrug er en af de ældste jordbrugsformer i menneskets historie. Herhjemme blev det brugt i sten- og bronzealderen, og i dag bliver flyttemarksbrug brugt i mange tropiske lande. Der har sandsynligvis aldrig været så mange mennesker, der er afhængige af flyttemarksbrug, som der er i dag.
Rotationssystem
Som I kan se på figuren anvender flyttemarksbrug et rotationssystem, som især er tilpasset regnskovens dårlige landbrugsjorde, men systemet anvendes også på savanner og i sumpområder. I regnskoven bliver små skovområder ryddet, og sker det ved afbrænding, vil man kalde flyttemarksbruget for et svedjebrug. Når rydningen er færdig, dyrkes der i asken, som har gødet jorden med mineraler og næringsstoffer.
Braklægning
Efter en kort årrække opgives marken for ikke at udpine jorden. Marken får nu lov til at ligge brak i mellem 10 og 30 år, så den kan springe i skov igen. Markerne er som regel ikke ret meget større end den lysning et stort regnskovs træ ville skabe, hvis det væltede.
Frø fra regnskovens træer vil begynde at spire, og med tiden vil lysningen blive lukket. Det kaldes naturlig succession. Det er det samme som sker, når markerne lægges brak. Derfor er det vigtigt, at markerne ikke er så store at jorden bliver udtørret af sol og vind, så vækstbetingelserne forringes for de nye træer.
Bæredygtigt landbrug
Efter 12-15 år har vegetationen på brakmarkerne genvundet jordens frugtbarhed.
Ved at bruge et rotationssystem med marker på forskellige stadier af braklægning og opdyrkning, bliver flyttemarkbruget/svedjebruget en bæredygtig landbrugsform. Det betyder, at den omkringliggende urørte skov undgår at bliver fældet.
Bæreevne
Som alt andet har flyttemarksbrug også sine begrænsninger, især når det kommer til det, man kalder bæreevnen, som er det antal mennesker, der kan leve pr. hektar landbrugsjord.
Når befolkningstallet stiger, skal der leve flere mennesker pr. hektar jord. Det lægger et større pres på jorden i flyttemarksbruget. Det medfører ofte, at brakperioden forkortes, for at der skal være mad nok.
Jorden udpines
Når brakperioden forkortes, vil mængden af næringsstoffer i jorden blive mindre, og jorden vil kun kunne dyrkes i en meget kort periode. Med tiden vil jorden blive helt udpint, og der vil være behov for at inddrage mere jord for at kunne opretholde livsgrundlaget. Det fører til, at uberørt regnskov fældes for at give plads til nye marker. Derved bliver flyttemarks- og svedjebruget destruktivt i stedet for bæredygtigt.
Veje åbner skoven
Regnskoven i Ecuador og resten af Sydamerika har været utilgængelig for de fleste mennesker, indtil tømmer- og olieselskaberne fik øjnene op for regnskovens rigdomme. For at få adgang til tømmeret og olien anlagde selskaberne veje ind i regnskoven. En skæv jordfordeling, voksende befolkning og fattigdom har medført, at jordløse landarbejdere og fattige bønder har bosat sig langs vejene i håb om en bedre tilværelse som svedjebrugere.
Regnskov forvandles til græs
Mange af disse kolonister kender ikke meget til bæredygtigt landbrug. Derfor rydder de store områder og dyrker kun én afgrøde (monokultur) i modsætning til de oprindelige folk i skoven, som dyrker mange forskellige afgrøder mellem hinanden (blandingskultur). Kolonisterne dyrker jorden, til den er fuldstændig udpint og der må ryddes nye områder. De gamle områder er så store og udpinte, at de ikke længere selv kan springe i skov, og efterhånden bliver de dækket af græs.
Træer og andre planter kan ikke klare sig i konkurrencen med græsset om næringsstofferne og regnskoven kommer ikke igen.
