Meget af det træ, som fældes i regnskoven, bliver eksporteret som tømmerstokke, eller som produkter der er en smule forarbejdet. USA, Japan og Vesteuropa er de største importører af tropisk tømmer. Det er efterspørgelsen fra disse lande, som er afgørende for, hvor meget træ der bliver fældet.

Regnskovslandene forarbejder kun tømmeret lidt eller slet ikke, inden de eksporterer det. De har ofte hverken fabrikkerne, pengene eller uddannede folk til at udføre en videre forarbejdning.  Derfor ender de store fortjenester ofte i andre lande, som har penge og fabrikker til den videre forarbejdning af træet. For jo mere forarbejdet træet er (møbler, papir mm.), jo større er fortjenesten.

Mange af regnskovslandende bruger flere penge på at importere træ i form af forarbejdede produkter, end de tjener på at eksportere uforarbejdet træ. 

Det træ, som eksporteres, er bestemte træarter, og de plantes ofte i skovplantager.

Træ fældet i naturlig produktionsskov bliver i mange lande suppleret med træ fra skovplantager. Det er ofte træer som eukalyptus, akacie, teak, fyr og forskellige palmearter, der dyrkes i plantagerne.

I Ecuador er der plantet ca. 164.000 hektar (246 fodboldbaner), hvoraf 80% er eukalyptus og fyrretræer, der findes som plantager i Andesbjergene. De sidste 20% af plantagerne ligger hovedsageligt langs kysten, hvor der bandt andet dyrkes balsatræ.

Fordelen ved skovplantager er, at de letter skovningspresset på den naturlige regnskov. Ulemperne er, at der ofte kun bliver plantet en enkelt træart i plantagerne. Det bevirker, at variationen indenfor både flora og fauna bliver stærkt nedsat. Desuden kræver plantager også plads, og den plads fås ofte ved at fælde regnskoven. Det ville være bedre at plante plantager på de allerede afskovede arealer.

Siden 1988 er mængden af det man kan kalde produktionsskov, som forvaltes bæredygtigt, steget fra én til 25 millioner hektar. Produktionsskov kan defineres som skov, hvor træerne fældes og tømmeret eksporteres