Med sin rungende og smittende latter slår Teresita Antazú ud med armene og siger, at hun da godt kunne tænke sig at trække sig tilbage med sine ni køer i regnskoven en dag. Men først er der stadigvæk meget arbejde, der skal laves.

Teresita arbejder for AIDESEP, som er en forening, der organiserer samtlige ikke-statslige organisationer, der kæmper for regnskovsindianernes rettigheder i Peru. Som eneste kvinde i styrelsen igangsatte hun for seks år siden et kvindeprogram, der specielt fokuserer på kvinders rettigheder i et samfund, der på mange måder stadigvæk er mandsdomineret.

Der er dog stor forskel fra stamme til stamme. Hos nogle befolkningsgrupper i regnskoven har kvinderne høj status.

Alejandro Parellada er koordinator for programarbejde i Syd- og Mellemamerika for International Working Group for Indigenous Affairs (IWGIA), der har hovedsæde i København.

Hos Shipibo’erne spiller kvinden en vigtig rolle, og det samme gør sig gældende i Asháninka-organisationerne. Det er et generelt problem, når man taler om oprindelige folk – at man ser dem som en homogen gruppe. Der er stor forskel. Og den forskel kommer blandt andet til udtryk i kvindens rolle i de forskellige samfund, understreger han.

Samtidig giver han også Teresita ret i, at det generelt er et problem, at kvinderne i Perus Amazonas ikke deltager nok i organisationsarbejde, og deres stemmer derfor sjældent bliver hørt.

Det vi gør i IWGIA, er, at vi nogle gange giver specifik finansiering for at sikre, at kvinderne deltager. Men vi kan under ingen omstændigheder stille betingelser op om, at kvinder skal være ledere, for at vi godkender et projekt.

På trods af at det er svært at generalisere, så er et af de overordnede problemer i regnskoven i forhold til kvinderne, at de ikke har identitetspapirer, samt at de gennemsnitligt har en kort skolegang. Mange kvinder har knap afsluttet første del af folkeskolen, og nogle har aldrig så meget som været i skole. Et endnu mere udbredt problem er, at kvinderne i de små bysamfund ikke kender til deres rettigheder.

Jeg har altid ment, at den ideelle situation for kvinder er en god uddannelse. I det mindste at de gennemfører folkeskolen og også helst gymnasiet. Generelt er det sådan, at de kvinder der ikke kan forsvare sig, netop har grobund i uvidenhed, siger Teresita.

Alejandro supplerer med, at man må tænke på, at gymnasium og videreuddannelse altid foregår uden for landsbyen. Hvilket først og fremmest betyder, at det i høj grad er de unge mænd, der bliver videreuddannede. Der er stadigvæk en tendens til, at kvinder i regnskoven bliver gravide i en ung alder, og derfor må forlade studierne.  

Det er meget normalt at se en mand op i alderen sammen med en pige, der slæber på en baby. Man skulle tro, det er hans datter – men det er i virkeligheden hans kone. Det er ret almindeligt, siger Teresita lettere bekymret og påpeger, at pigerne ofte er 14-16 år.

Yulma Caleb er en af de piger, der for tre år siden i en alder af 13 år fik mulighed for at tage til Lima, Perus hovedstad, da hun var færdig med første del af folkeskolen. Hun passer hus hos en privat familie fra syv om morgenen til klokken 17 og så går hun i skole fra klokken 18 til 22 – så kan hun lige nå et par timers lektielæsning, inden hun skal i seng.

Jeg var meget ked af det i starten, men nu har jeg vænnet mig til det. Alligevel savner jeg altid regnskoven og landsbylivet, siger hun med nostalgisk stemme.
Yulma får 400 kroner om måneden for sin arbejdsindsats, og hun er godt tilfreds både med lønnen og den familie hun arbejder og bor hos.

Der er mange familier, der ikke behandler dig godt. Mændene tror, at den service de betaler for, også indebærer seksuelle ydelser, siger hun med væmmelse, hvorpå storesøster Gleni på 23 år tager tråden op.

I det hus jeg arbejdede, bad manden mig om, at jeg skulle give ham en massage. Hvorpå jeg svarede, at det er personligt anliggende – hans kones job ikke mit.

Men Glenis afvisning fik ikke manden til at indstille chikanen. Han begyndte at spærre vejen for hende, når de mødte hinanden i gangen, eller han lukkede hende inde sammen med sig på et værelse. Til sidst blev det for meget for Gleni, så hun besluttede at sige op og flytte tilbage til asháninka-landsbyen San Miguel i den centrale regnskov.

Men Glenis situation er ikke nem. Hun har en søn på to år og blev derfor nødt til at gå ud af gymnasiet, da hun var højgravid. Faren har aldrig vedkendt sig barnet, og det står nu klart, at Gleni aldrig får en længere uddannelse – samtidig tegner der sig en fremtid for hende som enlig forsørger.

Som enlig mor er der ikke nogen, der vil have dig. Det bliver svært at finde en mand, siger hun med nedslået blik i det kønne ansigt.

De to søstre er dog heldige med at have en stærk og beundringsværdig mor, som ikke lader sig kue af døtrenes uheld. I en alder af 47 år har Juana bragt 10 børn til verden – den sidste kom for tre år siden. Juana nyder stor respekt i den lille landsby, da hun er en så kaldt knogle-mager. Hun har en stor viden om knogler og brud og bliver derfor altid hidkaldt med sine salver og healende hænder.

Juana har da også tilbudt at passe Glenis lille søn i en periode af fem måneder, så datteren kan tage tilbage til Lima og prøve at tjene lidt penge.

Tilbage i regnskoven er der dog også kvinder, der på deres egen måde gør oprør mod det samfund, de er vokset op i. Hilda Quinchori er 26 år og har fire ældre søskende og seks yngre. Hun blev selv gift for seks år siden med Angel – og har endnu ingen børn.

Nogle gange har han sagt, at han vil finde en anden kone, så han kan få børn. Og så siger jeg, det kan han da bare gøre. Men han har endnu ikke gjort det, siger Hilda og blinker.

Hver dag i sin menstruation drikker hun en kop urte-ekstrakt af en plante, der hedder piripiní. Det skal drikkes om morgenen på tom mave. Og så undgår hun også at spise sødt og salt under hele perioden. Det holder hende fra at blive gravid.

Da Hilda var barn gik hun tit i skole på bare fødder, fordi der ikke var penge til at købe sko. Og hun blev nødt til at forlade skolen i en alder af 12 år, fordi hun skulle hjælpe til i marken derhjemme. De erfaringer vil hun ikke udsætte andre for.

Jeg plejer at sige til mine niecer, at de ikke skal gifte sig. Det er slet ikke så smukt, som de får at vide. Og først og fremmest fortæller jeg dem, at de skal bruge prævention.
Hilda vil gerne have børn på et tidspunkt, men det skal ikke være flere end et eller to børn.

Ligesom Angel er mange mænd i regnskoven skeptiske, når der bliver snakket rettigheder. Teresita har været udsat for mange hånende bemærkninger, når hun har ledet workshops om kvinders rettigheder.
- ”Hvis de har de samme rettigheder, så kan de jo bare lave deres egne kanoer,” siger de, fordi de udmærket ved, at det er alt for hårdt arbejde for kvinderne. Og det samme siger de om at bygge huse osv., fortæller Teresita.
Men denne selvforståelse bliver også delt af mange kvinder, forklarer den utraditionelle regnskovskvinde videre.

Hvis du er vokset op med at få at vide, at kvinder er mindre værd, at de er svage og at kvinder ikke bør gøre dit og dat, så ender du med at tro på det. Det vil sige, at mange kvinder også har følt, at de bare skulle passe husgerningen og holde sig fra organisationsarbejde.

Men der er da også mange mænd – og kvinder – der tager ved lære.

Der er mænd, der har sagt til mig: ”fra nu af vil jeg behandle min kone anderledes. Jeg har altid troet, at jeg var mere, fordi jeg er mand, men nu har jeg indset, at kvinder har samme kapacitet som en mand”. Det varmer hjertet, siger Teresita.

Og det er netop sådanne resultater kombineret med bevidstheden om, at der stadigvæk er lang vej igen for regnskovens kvinder, der gør at Teresita stædigt og insisterende bliver ved med at slås for deres rettigheder – og må lade drømmen om kvægpasning og rislende floder vente.