Alt det sjove var forbeholdt drengene. De måtte klatre i træer, tage på fisketur og på jagt, alt imens pigerne skulle blive hjemme og hjælpe til. Sådan oplevede Teresita Antazú sin barndom i regnskoven. Og det ville hun ikke finde sig i.
Jeg fik at vide, at piger ikke måtte ride, fordi de kunne ødelægge noget på sig selv. ”Du sprænger før tid”, fik jeg at vide. Og så skulle jeg selvfølgelig ride for at se, om det nu også var rigtigt.
Sådan har det altid været. Når jeg fik at vide, at jeg ikke måtte klatre op i avocado-træet, så var det lige netop det, jeg gjorde. Og når jeg fik at vide, at jeg ikke måtte komme i nærheden af mænd, der skulle ud og fiske, når jeg havde menstruation, fordi det ville ødelægge deres fangst, så kunne jeg jo ikke lade være med at gøre lige netop det, siger den rebelske pige som, nu er blevet en stærk kvinde på 46 år.
Teresita rituelt klædt
Fra ideer om kost til kamp om kvinders rettigheder
De sidste seks år har Teresita siddet i styrelsen i AIDESEP, som er en paraplyorganisation for alle ikke-statslige organisationer i Peru, der arbejder for regnskovsindianernes rettigheder. Egentlig har hendes vej ind i organisationsarbejdet udviklet sig naturligt, fra hun var 15 år gammel og begyndte at lave workshops for kvinder sammen med sin mor. Dengang lærte hun dem at sy og lave en mere alsidig kost.
Førhen brugte man kun maniok (rodfrugt, som er grundelement i kosten ligesom kartoflen i Danmark), bananer og vildt i madlavningen – ingen grøntsager. Det lærte jeg dem sammen med min mor, fordi vi havde boet et andet sted med andre kostvaner, forklarer Teresita.
Senere udviklede arbejdet sig mere og mere hen mod kampen for kvindernes rettigheder og oplysningskampagner målrettet mod disse regnskovskvinder, der på mange måder lever isoleret fra det etablerede samfund. Men det har ikke været nogen nem kamp, og den runde og lattermilde kvinde har været igennem ekstreme situationer undervejs – som i stedet for at vælte hende omkuld, har styrket hende.
Teresita sammen med stammens høvding og sin fætter
Bedstefars forelskelses salve
Den viljestærke og initiativrige pige havde sit første store oprør overfor det samfund, hun er opvokset i, da hun var 15 år. Vanen tro havde hendes morfar fundet en mand til hende, som han mente, hun skulle gifte sig med. En mand der var 10 år ældre. Det passede ikke den enerådige teenager, som derfor flygtede hjemmefra – tre måneder hos en tante, der boede i en nabolandsby.
Tre gange prøvede bedstefaren at afsætte Teresita. Det kom endda så vidt, at den unge pige vågnede skrigende en nat, fordi hun havde følt noget på sit bryst. Det viste sig at bedstefaren havde smurt en salve på hendes bryst, som efter sigende skulle få hende til at forelske sig i den mand, han havde udvalgt til hende.
Ikke engang det hjalp, griner hun.
Det lykkedes aldrig den insisterende bedstefar at overtale det uvorne barnebarn. Hun havde sine egne planer og ville gå egne veje. Som 18-årig fik hun sin første datter med en mand, der var syv år ældre, og som hun nåede at bo sammen med i et år hos hans mor. Moren så ned på Teresita, fordi hun er regnskovsindianer og da datteren Jessica kom til verden, flyttede den nybagte mor tilbage til regnskoven.
Enlig mor - en skandale i et indianersamfund
I vores samfund ser man meget ned på enlige mødre, forklarer Teresita den situation, der ventede hende, da hun vendte hjem. - Der gik ikke en dag, uden min mor sagde til mig, at jeg skulle finde mig en mand.
Og som i mange andre mandsdominerede samfund, er den generelle opfattelse, at kvinder ikke kan klare sig uden en mand. Men det var Teresita opsat på at modbevise.
Stik imod sædvane begyndte hun at arbejde udenfor hjemmet, og da hun fem år senere besluttede at gifte sig, var det med en gravid mave, som den kommende ægtemand ikke var ansvarlig for. Endnu en skandale i de små samfund.
Alle de dumheder jeg har begået, har jeg kun mig selv at takke for. Jeg kan ikke skyde skylden på nogen anden, siger hun med et selvironisk smil.
Teresita med søstre
Et ægteskab præget af prøvelser
Da Teresita blev gift forlod hun arbejdsmarkedet for en tid, men blev hurtigt trukket tilbage, da der var brug for denne unge og målrettede kvinde.
Hun tog på kurser og begyndte at tjene penge på at arbejde med det, hun brændte – og stadigvæk brænder for: regnskoven, oprindelige folk og kvinders rettigheder. Alt hvad hun selv er og indeholder.
Min mand accepterede aldrig, at jeg arbejdede. Det var en ydmygelse. Hvis folk fandt ud af, at jeg købte ting til ham, var det en fornærmelse, for det var jo tegn på, at han ikke kunne forsørge mig, siger hun, mens hun prøver på at forklare den kultur, hun har rødder i.
Brystgivning som præventionsmiddel
Den gængse opfattelse er, at en kvinde ikke kan håndtere ansvar alene, hvorfor de fleste kvinder stadigvæk vælger at blive i et dårligt fungerende – og i mange tilfælde også voldeligt – ægteskab.
Femten år varede Teresitas ægteskab – et ægteskab der bragte fem børn mere til verden udover de to døtre, hun allerede havde før ægteskabet.
Jeg har altid givet bryst i så lang tid som muligt – cirka to år – for at undgå at blive gravid igen, siger Teresita med et listigt smil på læben og forklarer videre, at hun ikke ønskede flere børn efter nummer fem, Tania Julia.
Jeg brugte spiral, men det opdagede min mand, og så måtte jeg droppe det. Det samme skete, da jeg prøvede med ampuller og p-piller. Og så kom Mariano til verden efter fem år, siger hun mens blikket slår over i en mat og trist farve.
Mariano døde den 26. november 2004, kun 11 år gammel. Han fik meningitis som 3-årig – en sygdom, der svækkede ham så meget, at han aldrig rigtigt kom ovenpå igen.
Tania Julia med billede af Mariano
Far brændte datter med cigaretter for at få hende til at tie
Livet har ramt Teresita på mange fronter. En af de største prøvelser for Teresita, var en dag, hun kom op og skændes med sin mand.
Han ville slå mig, så jeg kastede mig over ham som en furie, siger hun og forklarer videre, at den ældste datter Jessica, der på det tidspunkt var 18 år gammel, lagde sig imellem for at beskytte sin mor.
Og så kom det frem, at min mand havde voldtaget Jessica utallige gange, fra hun var 10 år gammel. Han brændte hende med cigaretter, for at hun ikke skulle sladre og truede med at drukne hende i floden, husker Teresita med forfærdelse og tilføjer, at hun besvimede og efterfølgende måtte gå til psykolog i lang tid.
Det var efter denne hændelse, at Teresita endeligt besluttede at komme ud af et ægteskab præget af utroskab og en spilleglad mand. Skilsmissen gjorde, at hun flyttede permanent ind til Perus hovedstad Lima, hvor mulighederne var bedst for at arbejde for regnskovskvindernes rettigheder.
Bare tæer og storbyen
Det var meget svært for børnene i starten. De sultede og frøs. Sult fordi de var vant til, at når de blev sultne i løbet af dagen, kunne de bare tage frugt fra et træ – det kan man ikke i Lima. Og de frøs, fordi de ikke kunne vænne sig til, at skulle have så meget tøj på
En vinterdag da jeg kom hjem fra arbejde, havde Mariano klippet buksebenene af sine bukser. Han kunne ikke holde ud at have hele kroppen tildækket. Det var også en hård kamp at få børnene til at gå med sko, mindes Teresita med et smil på læben.
Nu går 22-årige Gisell, 20-årige Blenny og 18-årige Guillermo på universitetet. Tania Julia på 16 år er ved at være færdig med gymnasiet og den lille Lolita på 10 år går stadigvæk i fjerde klasse. Hvert semester er en kamp for Teresita for at finde penge nok til, at hendes børn kan blive i uddannelsessystemet.
Jessica på 27 år har til Teresitas store fortrydelse aldrig færdiggjort sine universitetsstudier, fordi hun valgte at få en lille datter, Yadira, på nu to år.
Kvinder skal tie når de føder - ellers skræmmer de barnet
I yanesha-kulturen hedder det sig, at man ikke må skrige, når man føder, fordi det så bliver en skræmmende oplevelse for barnet at komme til verden. Kvinderne skal bide smerten i sig og give den nyfødte så god en start på livet som muligt.
Det sagde jeg også til Jessica, da hun skulle føde, ligesom min mor altid havde sagt til mig. Min mor plejede at sende os børn over til bedstemor, og når vi kom tilbage, så havde vi en ny lillebror eller lillesøster. Når mor skulle føde, var det kun hende og far. Ingen andre. Hun plejede at binde sig selv fast til to krydsede træstammer og så sætte sig på hug, siger Teresita, mens man sporer en snært af beundring i hendes fortælling.
Min mor har en meget stærk karakter. Selvom min far var den fysisk stærke i mit hjem, så var det min mor, der bestemte. Jeg har arvet hendes karakter.
Børnebørnene bor hos bedstemor
Ligesom resten af kvinderne i Teresitas familie har hendes mor Josefa meget let til latter og elsker at drille og pjatte. I en alder af 63 år vasker hun stadigvæk tøj i floden, passer mark, laver mad og vandrer de 1-2 timers gang gennem regnskoven for at komme fra landsbyen op til sit eget lille paradis længere oppe ad den krystalklare flod. Hun har næsten altid et eller to børnebørn boende i flere måneder af gangen, for at aflaste et af sine 10 børn – og så er hun knap begyndt at få grå hår.
Josefa - Teresitas mor
Drømmen om det gode liv i regnskoven
På sigt er det Teresitas drøm at vende tilbage til regnskoven.
Jeg savner floderne, bjergene. Min egn, landsbyen, maden, chapo’en (typisk regnskovsdrik), fiskene. Det stille og rene liv, siger hun med et drømmende udtryk, og tilføjer, at det også betyder meget at komme tilbage og bo, hvor hendes mor og søstre befinder sig.
Men samtidig kan hun ikke forestille sig et liv uden kvindekampen.
Det har jo været så stor en del af mit liv. Hele livet igennem. Jeg tror altid, jeg vil støtte kampen, om det så er indefra eller fra sidelinien, siger hun.
En barndomsdrøm, udover at have sine køer, passe dem, se kalvene blive til fuldvoksne tyre eller drægtige køer, er at få heste.
Jeg elsker at ride. Med hesten føler du en frihed, du ellers ikke føler. Da jeg var lille, følte jeg mig altid stor, når jeg red. Nogle gange føler jeg, at når jeg får en hest, så vil jeg endelig være fri, slutter den runde kvinde med den lette latter.
