Masato (også kaldet chicha andre steder i regnskoven)
Man skræller en masse maniokker og sætter dem i kog i en stor gryde i flere timer.
Når maniokkerne er kogte moses de grundigt.
Efterfølgende river man rå maniokker eller søde kartofler. Den revne masse iblandes mosen og så skal drikken stå og gære i tre dage, hvorpå den sigtes i store baljer, klar til at blive serveret til fester og sammenkomster.
Førhen tyggede man de rå maniokker eller søde kartofler for at gære dem gennem spyttet – nu nøjes man med at rive de rå rodfrugter. Det skal dog nævnes, at der er steder i regnskoven, hvor kvinderne stadigvæk tygger sig frem til den rigtige gæring.
Masato serveret i en hjemmelavet lerskål
Chapo (flydende bananmos eller forfriskning)
Man koger 10 modne kogebananer i en stor gryde med meget vand.
Når bananerne er godt kogte, tager man dem op og moser dem grundigt – enten på yanesha-manér med en ’chapero’ som er en slags stor morter ellers bare med en blender.
Når bananerne er lavet til en mos, putter man dem ned i vandet igen og blander det godt, så man får en flydende masse.
Man kan enten spise chapo’en som en flydende grød til morgenmad, eller blande mere vand i og drikke det som forfriskning.
Fisk i palmeblade
To fisk krydres med salt og krydderurter og pakkes derefter ind i aromatiske palmebalde (også kaldet Bijauu på yanesha-sproget).
Fiskene grilles over svag varme i cirka en time. Den bedste smag fås, hvis man på ægte regnskovsmanér bruger åbent bål.
Fiskene kan spises enten koldt eller varmt sammen med kogte maniokker eller kogebananer.
En anden mulighed for tilbehør er, at snitte kogebananer i fine skiver og stege dem i olie med salt ligesom pomfritter.