I regnskoven bruger man stadigvæk mange steder, det der med en fint ord hedder sædvaneret – det vil sige lokal eller kommunal afstraffelse, som tager udgangspunkt i ældgamle traditioner. Det er fuldt lovligt, så længe det drejer sig om mindre foreteelser, så som små-tyveri og husspektakler.
Hos yanesha-indianerne i det centrale Amazonas i Peru holder de fast ved traditionerne i det omfang, det er muligt. Afstraffelsesmetoderne gælder også tilflyttere, som ikke er indianere.
Tyveri og sladder
Vedligehold af de kommunale arealer
Små-tyveri bliver afstraffet ved at tyven, skal udføre kommunalt arbejde til skue for alle. Det kan for eksempel være at holde parker og gøre rent i landsbyens fællesarealer eller lave noget kommunalt murerarbejde.
Større tyverier – specielt hvis det er privat ejendom – bliver afstraffet med pisk fra nogle grene, der har små pigge.
Sladder er heller ikke velset i de små samfund, derfor bliver en sladdertante tvunget til at spise to hele chilipebre, der er blevet fint hakket, så de er ekstra stærke.
Voldtægt og vold mod kvinder
Den værste straf er for at have voldtaget eller slået en kvinde. I de tilfælde bliver gerningsmanden bundet fast til et træ, hvor der bor røde myrer. Det er vigtigt, at lukke ører, næse, mund og andre ”huller” til ellers dør gerningsmanden. Når han så er forsvarligt bundet og dækket til, slår man på træet med nogle kæppe, der lokker de røde myrer frem. Fem minutter er nok til, at det næsten er ulideligt for manden at være til de næste tre dage. Myrerne efterlader en svie og kløe, der ikke er til at holde ud.
Pinlige og smertefulde straffe er effektive
Indianerne siger at deres straffe er meget effektive: generelt synes folk, det er pinligt at alle andre ser, at de har stjålet – det ville være nemmere bare at betale en bøde i det skjulte.
Og i forhold til voldtægt og vold mod kvinder, tænker mændene sig helt sikkert om en ekstra gang, fordi straffen er så pinefuld – og de ved, der ikke er nogen ’kære mor’.