En vigtig del af mændenes arbejde i Verde Sumaco er at gå på jagt. De skal skaffe kød til deres familie for at supplere basiskosten af kogebananer og maniokrødder. Hvor ofte en mand går på jagt kan variere en del og afhænger blandt andet af vandstanden i floden. Når vandet er lavt og klart, er det nemt at fiske, og så er det ikke så nødvendigt at gå på jagt.
Ellers går mændene typisk på jagt 5-10 gange om måneden, eller når de har lyst til at spise kød. Så snart drengebørn kan holde til det, begynder de at gå med deres far på jagt, og når de er mellem 12 og 16 år, begynder de at tage af sted på egen hånd.
Geværer har erstattet pusterør som jagtredskab
Redskaberne er meget primitive, og består som regel af en machete, et jagtgevær og en lommelygte. Ingen af indianerne har råd til et nyt gevær, så de har alle nogle meget gamle jagtbøsser. De har ofte ikke givet mere end 150 kr. for deres gevær, men det er heller ikke mere værd. En del af geværerne er så gamle, at de skal bindes sammen med snor eller ståltråd for ikke at falde fra hinanden.
Oprindeligt brugte indianerne pusterør til jagten, men efter de har fået adgang til geværer, som er væsentligt mere effektive end pusterør, er det kun meget få, der bruger den gamle jagtteknik. De ganske få, der overhovedet har et pusterør i huset, bruger det praktisk talt aldrig.
Indianerne har ikke råd til at købe nye geværer, så deres jagtvåben er meget gamle og slidte.
Gnavere er de vigtigste byttedyr
Der jages efter mange forskellige dyr, men hovedsagligt består jægernes bytte af større fugle, aber, kaimaner, hjorte og store gnavere. Det mest almindelige bytte er de store gnavere, såsom agouti og flodsvin. De kan være ret talrige, og når en jæger tager på gnaverjagt, vil han næsten altid kunne skyde en i løbet af et par timers jagt. En agouti kan give kød nok til et fint måltid for en familie, og et flodsvin kan give mad nok til flere dage. Gnaverne jages oftest om aftenen og natten, for da er de aktive og mindre forsigtige end om dagen. Det er derfor bedst at jage, når månen er gemt bag skyerne og natten er kulsort.
Mændene går gerne ud med lommelygte og jagtgevær en time inden det bliver mørkt for at finde et godt sted. Særligt agoutierne holder ofte til omkring indianernes marker, hvor de spiser maniokrødder samt nedfaldne nødder og frugter. Her laver jægeren nogle gange et skjul af store palmeblade, så han kan ligge på lur og skyde dyrene, når de kommer for at spise. Han kan også sætte sig til at vente i regnskoven i nærheden af en palme, der lige har smidt sine frø. Både gnavere, hjorte og vildsvin er glade for de olieholdige palmefrø, så hvor der er frø, vil der som regel også være jagtbytte.
Ved marken opstilles et skjul af palmeblade, hvorfra jægeren kan vente på sit bytte.
Langs dyreveksler sættes geværfælder op.
Glødende øjne i natten
I den mørke nat kan det være svært at se sit bytte, og regnskovens tætte vegetation gør det endnu sværere. Mændene har lommelygter, men de er som regel temmelig svage, da indianerne ikke har penge til at købe nye batterier. Agoutier og flodsvin er alligevel nemme at finde, for hvis man lyser i deres retning, skinner deres øjne igen som to orange gløder. Mændene ser sjældent deres bytte før de skyder, de sigter bare efter øjnene. Også kaimaners øjne lyser igen, hvilket gør det let at finde dem. Kaimaner er derfor et populært byttedyr, og de store individer giver meget mad. De bliver enten skudt med gevær eller slået i hovedet med en machete.
Carlos, 15 år, på vej på nattejagt med gevær og lommelygte.
En formiddags jagt har givet mad til et par dage; en junglehøne og en kapuchiner abe.
Kapuchiner aben pelses...
... og Carlos spænder skindet ud, så det kan bruges til en tromme.
De fleste tapirer og større aber er for længst spist
Mens jagt efter gnavere, hjorte og kaimaner oftest foregår om natten, er det som regel om dagen, der jages efter aber og fugle. De mindste aber, såsom silkeaber, bliver generelt ikke spist, det gør derimod kapuchineraber, edderkoppeaber og brøleaber. Efterhånden er det dog sjældent, at indianerne skyder aber, da der ikke er mange tilbage af de større arter tæt på selve Verde Sumaco.
Under jagten må jægeren gå lydløst gennem skoven og lytte efter bevægelse i trætoppene. Både aber og fugle er på vagt overfor angreb fra skovbunden, så det er vigtigt ikke at blive opdaget. De mindre fugle som tinamou og andre bundlevende fugle bliver skudt eller fanget med små løkke-fælder lagt ud langs dyreveksler og stier igennem skoven. Vildsvin og tapir er begge meget eftertragtet bytte. Hvis man vil gøre sig håb om at finde dem, skal man dog sejle langt op ad floden for at jage i et mere uforstyrret område. I dag er der hverken vildsvin eller tapirer i skovene lige omkring Verde Sumaco. De er for længst blevet spist.
Lugter kødet råddent, skal det steges lidt længere
En sjælden gang kommer jægerne hjem fra de fjernere dele af Verde Sumacos landområder med et vildsvin eller en tapir. Særligt tapiren er et enormt bytte, og der er mad til mange familier i flere dage. Jægerens familie tager hvad de selv skal bruge og sælger eller giver resten væk til de andre i landsbyen. De har ikke mulighed for at gemme kødet i længere tid, for det tropiske klima fordærver det meget hurtigt. Da de ikke har køleskabe og frysere, må de nøjes med at dække det til med blade for at holde de fleste insekter væk. Der går ikke længe før kødet begynder at lugte råddent, men hvis det bare bliver kogt eller stegt godt, kan det stadig spises.
Indianerne har hverken køleskab eller fryser, så tapirkøddet bliver hurtigt dårligt i tropevarmen.
Naturen er ikke uudtømmelig
Indianerne har boet i Verde Sumaco i 20-30 år, og skoven omkring dem er tydeligt mærket af det. Den traditionelle måde at leve som regnskovsindianere er som nomader, hvor man typisk lever i et område i mellem 4 og 6 år, hvorefter man flytter videre til et nyt område. Folket i Verde Sumaco har dog forladt denne livsstil og bosat sig permanent ved Paushiyacu-floden.
Dette har blandt andet betydet, at de ikke længere bare kan gå uden for døren og fange vildsvin og tapirer, sådan som de gamle i stammen fortæller, at man kunne i deres ungdom. Det ligger ikke til indianernes kultur at holde igen med hvor meget de tager fra naturen, og det lader til at være lidt uforståeligt for dem, at aber, krokodiller og tapirer faktisk kan slippe op. Deres kultur og natursyn er resultatet af en nomadetilværelse, så effekten af at leve af og forbruge af naturen i samme område over en længere periode kommer bag på dem. De kan ikke forstå, at regnskoven kan forsvinde, for den er der jo bare overalt omkring dem.
Det er derfor vigtigt, hvis regnskoven omkring dem, og dermed grundlaget for deres overlevelse, skal reddes, at indianerne får forklaret hvilke konsekvenser deres handlinger har for fremtiden. De er meget villige til at lytte og glade for at få vist sammenhængen mellem nutid og fremtid, men fordi nomadekulturen er så indgroet i deres tankegang, er det nødvendigt, at de jævnligt bliver mindet om det.
