Det høres ofte, at vi alle vil blive kvalt pga. iltmangel, hvis regnskovene fældes, fordi regnskovene er jordens lunger. Det lyder umiddelbart rigtigt, for det er jo de grønne planter, der producerer ilten. Regnskovene afgiver ganske rigtigt ilt til luften, men det betyder ikke, at vi bliver kvalt hvis regnskovene fældes.
Hvordan kan det hænge sammen? Svaret starter for ca. 3.200.000.000 år siden, hvor en række primitive organismer begyndte at producere ilt.

Stort set al den ilt, vi har i atmosfæren i dag, stammer fra urhavet, mere præcist fra de første primitive algers fotosyntese.
Fotosyntesen er den proces der ved hjælp af energi fra sollys omdanner vand og kuldioxid (CO2) til sukker og ilt (O2). Sukkeret bruges som brændstof, mens ilten blot er et spildprodukt i processen. Den ilt, der blev frigivet i vandet, kom også op i atmosfæren via den udveksling af gasser, der sker mellem luft og vand.
Ilten forblev dog ikke frit i vandet eller i atmosfæren, men reagerede i stedet med de store mængder jern og svovl der fandtes på Jorden. Det lyder måske mærkeligt at ilten skulle reagere med jern, men tænk bare på hvad der sker med et stykke ubeskyttet jern, der efterlades udenfor nogle få timer. I løbet af kort tid begynder jernet at blive rødt. Det røde stof er iltet jern – i daglig tale rust. Når vi maler jern, er det for at forhindre ilten i at komme i kontakt med jernet.

For ca. 2 mia. år siden var det meste jern og svovl på Jorden blevet iltet (oxideret), og koncentrationen af ilt i luften begyndte nu at stige. Da livet på landjorden opstod for ca. 400 mil. år siden, var iltkoncentrationen i atmosfæren på ca. 15%, altså næsten samme niveau som vi ser i dag.
De organismer, som levede i urhavene for 2000 - 400 mio. år siden er altså hovedansvarlige for, at vi i dag har en høj iltkoncentration i atmosfæren. Det er dog de alger, der ikke blev spist eller nedbrudt af iltkrævende organismer, der har bidraget til atmosfærens ilt. For de øvrige organismer krævede nedbrydningen lige så meget ilt, som der blev produceret, da de levede. De landplanter, som gennem de sidste 400 mio. år har undgået at blive nedbrudt, har også bidraget til atmosfærens iltindhold.

De planterester, der falder ned på skovbunden, rådner op eller bliver spist af de organismer, der lever i skovbunden. Begge disse processer bruger ilt.
I en nyetableret regnskov tilføres jorden ikke særlig store mængder planterester i forhold til en ældre regnskov. Det betyder, at nedbrydningen, og dermed iltforbruget, er lavere i en nyetableret regnskov i forhold til en ældre regnskov. Faktisk er det sådan, at i en skov hvor tilvæksten i nyt træ er lig med den mængde der rådner væk, bruger nedbryderne samme mængde ilt, som de levende planter producerer. En sådan skov vil derfor være neutral i forhold til iltindholdet i atmosfæren - man siger, den er i ligevægt og den tilfører ikke atmosfæren ilt.
Kun hvis der nedbrydes en mindre mængde plantemateriale, end der vokser op, vil der være et overskud af ilt og skoven vil yde et netto bidrag til atmosfærens iltindhold. For en skov i ligevægt er der kun et overskud af ilt, hvis noget af plantematerialet undgår at blive nedbrudt.

En del planter og dyr bliver hverken spist eller brændt eller ender deres dage med langsomt at rådne væk. De ender i stedet med at blive begravet i områder, hvor de ikke nedbrydes. Det kan f.eks. være i en mose, i noget dynd, hvor der ingen ilt findes. Det er ikke meget af plantematerialet, der ender sine dage på den måde – formodentlig omkring 0,1%. Men gennem mio. af år bliver det alligevel til rigtigt meget.
Af dyrerester er det især muslingeskaller mm., der ikke bliver nedbrudt. En lille del af det ikke nedbrudte materiale er igennem mio. af år blevet omdannet til olie, kul og gas. Når vi i dag brænder olie eller andre fossile brændstoffer af, bruger vi således noget af det ilt, der blev produceret i regnskoven for måske 300 mio. år siden.

Hvis alle skove og alt kul, olie og gas på Jorden brændes af, vil iltindholdet i luften falde, men ikke særligt meget. Formodentlig vil faldet være på mindre end 0,2 %, altså så lidt at vi ikke ville mærke det.
Grunden til dette er, at det meste af det ikke nedbrudte materiale findes i kalksten og andre kulstofholdige mineraler i jorden og kun omkring 0,001-0,01 % af det som fossilt brændstof og ca. 0,0008 % som planter.

Problemet med regnskovsfældning og afbrænding af fossile brændstoffer er således ikke, at iltmængden falder en anelse, men derimod at mængden af kuldioxid i luften stiger med ca. samme mængde.