Har du styr på dine gener eller har de styr på dig? Vi lægger op til debat og diskussion og eleverne udfordres med spørgsmål som: Er vi bare indpakning for vores gener? Hvor meget styrer generne vores liv? Spiser du kloner? Undervisningen tager udgangspunkt i elevernes viden og undervejs gives der masser af overraskende eksempler fra både dyrenes og elevernes verden. Vi underviser både i skoletjenestens lokale og i kuplerne.
Før og efter besøget
Inden besøget anbefaler vi, at man i klassen gennemgår lidt basal genetik, så eleverne kender lidt til DNA, kromosomer og proteinsyntese. Vi har erfaring for, at eleverne får et langt større udbytte af forløbet i Randers Regnskov, hvis de har forberedt sig på emnet inden.
Dette forløb kan også bruges som en overbygning på emnet ”Evolution”. Efter besøget kan man arbejde videre med arvelighed og forplantning og tage fat på genteknologi og dens anvendelse og muligheder. Biologisystemerne Bios, Ind i biologien og Ny biologi har alle gode afsnit om genetik, som man kan bruge før og efter besøget
Relevans for fælles mål
Emnet ”Dig og dine gener – hvem bestemmer” kan være med til at opfylde følgende mål:
give eksempler på gener som bærere af biologisk information og deres betydning for arvelighed (8. kl, biologi)
redegøre for grundlæggende forhold i arvelighed, herunder betydningen af DNA (9.kl, biologi)
redegøre for grundlæggende forhold i arvelighed, evolution og artsdannelse (9.kl, slutmål biologi)