Brug dette ikon til at finde tilbage til denne side
Om at spille rollespil
Du skal nu i gang med at spille et spil, der handler om den tropiske regnskov, de mennesker der bor der og de mennesker, der kommer udefra og gerne vil udnytte regnskovens ressourcer. Spillet foregår i Ecuador i Sydamerika i et område ved navn Verde Sumaco. Personerne i spillet er inspireret af virkelige personer, nemlig de indianere, der bor i Verde Sumaco. Deres liv er meget forskelligt fra det liv, du lever her i Danmark. Du får et indtryk af hvordan der ser ud, når din lærer introducerer spillet, men du kan allerede nu godt glemme alt om biler, computere, mobiltelefon og TV. Det er et hårdt liv uden ret mange moderne bekvemmeligheder, og indianerne er altid på udgik efter en måde at tjene lidt penge. Der skal jo både betales for børnenes skolegang, benzin til bådmotorerne, tøj osv.
Rollerne
Du får din egen rolle, som du skal spille. Dit rollekort fortæller, hvordan du opfører dig, hvem du er i familie med, hvad dit job er og hvad du godt kan lide og ikke lide. Kortet bliver udleveret til dig inden spillet af din lærer. Det er meget vigtigt for spillet, at du gør meget ud af at leve dig ind din rolle og at du holder dig til rollen og dens holdninger og personlighed – også selv om det er helt modsat dine egne rigtige holdninger og din normale opførsel. De fleste af personerne har nogle specielle ting de gør eller siger – det skal du selvfølgelig også gøre, når du spiller rollen. Lidt udklædning kan hjælpe med til at du bedre kan leve dig ind i din rolle. Man kunne også kalde spillet et dilemmaspil – du bliver nemlig sat i nogle dilemmaer undervejs i spillet. Det vil sige, at du skal træffe nogle valg. Det er ikke altid lige nemt – nogle af de andre vil måske forsøge at overtale dig til noget, du egentlig ikke har lyst til.
Forberedelse
Alle spillere skal inden spillet læse et par artikler om Ecuador, Verde Sumaco og om regnskoven generelt, så alle har en fælles baggrundsviden. Derudover har hver rolle en ekstra viden, som du bliver nødt til at sætte dig ind i inden spillet. Du skal nemlig bruge denne viden i løbet af spillet til at understrege dine argumenter eller til at overtale de andre til at holde med dig. Mange af personerne har også nogle hemmeligheder, som de helst ikke vil have frem i lyset, men det er meget muligt, at nogle af de andre kender dem. Hemmelighederne kan måske bruges imod dig i løbet af spillet. Selv om det kan være fristende at prøve at snige sig til at læse om de andre personer i spillet, så er det sjovest at spille spillet, hvis der er så mange overraskelser undervejs som muligt. Så prøv at modstå fristelsen!
Spillets gang
Rollespillet sættes i gang med en fælles introduktion, som gamemasteren sørger for. Her handler det om at komme i den rette stemning og få en fornemmelse af, hvordan der ser ud, der hvor spillet foregår. Herefter skal spillerne fortælle, hvem de er og præsentere sig selv, så I ved hvem I er og hvem der er i familie med hvem – og så er spillet i gang. Gamemasteren (læreren) har overblikket og sørger for spændingen undervejs. Du skal gøre hvad du kan for at spille din rolle og bruge din fantasi og din viden til at overbevise de andre om, at du har ret. God fornøjelse.