26. marts. Hvorfor er Randers Regnskov egentlig med på Galathea-ekspeditionen? Hvad har I ud af det? Det er spørgsmål, jeg bliver stillet mange gange her på Vædderen.
Svaret er ligetil.
Et af hovedformålene med Randers Regnskov er nemlig at skabe en øget interesse og forståelse for naturen. Vi håber på, at regnskovsudstillingen i Randers pirrer til rigtig mange menneskers lyst til at lære og forstå mere om den natur, vi er en del af. Kan Randers Regnskov bidrage til, at det sker på andre måder, gør vi det imidlertid gerne. Det var derfor helt naturligt, at Randers Regnskov straks sagde "ja", da vi blev tilbudt at deltage som formidlere på Galathea ekspeditionen.
Randers Regnskov var selvfølgelig med da Galatheas landdel var på besøg hos Verde Sumaco indianerne i Ecuador, en regnskovsstamme som Regnskoven har samarbejdet med og støttet gennem de sidste tre år. Helt naturligt er Randers Regnskov også med i Caribien, da hele vores akvarieafdeling er opbygget som et slaveskib omgivet af fisk fra Caribien. På togterne til Færøerne, Grønland og Australien var Randers Regnskov med som erstatning for formidlere, der var blevet forhindret bl.a. pga. en brækket ryg. Den opgave løste vi gerne. Susanne Bang, som skulle have været med til Færøerne og Grønland, er nu heldigvis rask igen og skal virke som formidler på det sidste togtben mellem Boston og København. God vind til dig Susanne.
Har Galathea ekspeditionen så været en succes indtil videre? Eller sagt på en anden måde: Er der opnået gode forskningsresultater og er der skabt mere interesse for naturvidenskab?
Der har selvfølgelig været problemer visse steder, som f.eks. når støj fra Vædderens motorer umuliggjorde optagelser af lyde i oceanerne, men når jeg snakker med forskerne, lyder det til, at de generelt er tilfredse og at de forventer, at der kommer meget ny viden ud af deres arbejde.
Om Galathea ekspeditionen har skabt mere interesse for naturvidenskab er noget sværere at svare på. Der har været skrevet mange artikler i aviserne og på nettet. Forskerne mener, at der er skrevet for lidt om deres forskning og for meget om alt mulig andet. Journalisterne mener modsat, at mange af forskningsprojekterne ikke har været velegnede til at formidle om. Som forskningsprojekter kan de være udmærkede, bare ikke formidlingsegnede.
Meget af den forskning der foregår i dag beskæftiger sig med noget, man ikke kan se med det blotte øje. Resultaterne er et målerudslag på et instrument, en farve i et reagensglas eller måske et virvar af linjer på en computerskærm. Jeg synes, det er vildt spændende og har brugt mange timer på at læse om de enkelte projekter. Det er fantastisk, hvad man kan finde ud af med den viden og de teknikker, man råder over i dag. Jeg har selv været en del af forskermiljøet og kan nemt sætte mig ind i den begejstring, forskerne udviser for deres projekt. Men både at ridse problemstillingen op, fortælle om teknikken og de mulige resultater af forskningsprojekterne i en kort weblog eller i en artikel er ikke altid nemt. Jeg har efter bedste evne skrevet om forskningsprojekterne, men jeg har også valgt at bruge nogle af mine weblogs til at fortælle om den spændende naturhistorie, der kan opleves i området, f.eks. om de flyvefisk der ses omkring skibet. Jeg tror sådanne historier er lige så gode til at få øjnene op for naturen omkring os som historier om forskningsprojekterne.
Der har også været uenighed om hvem målgruppen for formidlingen skulle være. Ole Thastrup, iværksætter og en del af projektet "Fluorescerende proteiner", mener f.eks., at det er de dygtigst 5% af eleverne i skolerne, der er målgruppen og at "de unge der hænger på gadehjørnerne" er ligegyldige i den sammenhæng. Brødrene Lund Madsen har modsat givet udtryk for, at det netop er "de unge på gadehjørnerne", der skal sigtes på. Skal man formidle til dem, der allerede synes at naturvidenskab er spændende for at få flere af dem til at vælge naturvidenskab som en levevej, eller skal man formidle til de mennesker, der mener at naturvidenskab kun er er noget for nørder og ikke vedkommer dem?
Det kan godt være, at den sidste strategi er den mest besværlige, men jeg tror, at gevinsten ved den er så meget større. Er nysgerrigheden først vagt og man har fået tilegnet sig noget viden, får man lyst til at vid mere. Det gælder for computerspil, fodbold - og for naturvidenskab. Jeg tror, at hvis man kan få flere af de unge på gadehjørnerne til at interessere sig for naturvidenskab, vil det helt automatisk fører til, at der også bliver flere, der vælger naturvidenskab som levevej.
Peter Lund Madsen har i en tidligere weblog skrevet: "Jeg er i mit inderste overbevist om, at naturhistorien er nøglen til forståelse af mange af livets spørgsmål. Ikke alle spørgsmål, men mange. Jeg ved fra mig selv, at kendskab til naturhistorien kan give en et rigere liv." Den oplevelse skal helst ud til så mange som muligt og ikke kun til de dygtigste elever.
Jeg håber at Galathea ekspeditionen med weblogs og quizspørgsmål, udfærdiget af Randers Regnskov, har bidraget til at sætte fokus på naturen og i sidste ende, med Peters ord, givet nogen et rigere liv.
De bedste ønsker om en forsat god og indholdsrig tur,
24. marts. Siden vi forlod St. Thomas for en uge siden, har vi sejlet frem og tilbage, lidt rundt om os selv, ligget stille i nogle timer for så pludselig at sejle hurtigt af sted igen, så langsomt og så igen lidt rundt om os selv. Og hvor er vi så nået hen. Ingen steder. Jeg kan stadig se St. Thomas ud af mit koøje.
Er forskerne i vildrede om hvor vi skal hen, eller er der en mening med galskaben.
Jeg spørger en af forskerne hvad de har gang i og får det lidt kryptiske svar: "Vi undersøger Anegada-Jungfern Passagen". Aha! Vi er åbenbart fanget i det Caribiske hav og leder på må og få efter en eller anden passage, der er dyb nok til at Vædderen kan komme ud i Atlanterhavet. Marit-Solveig Seidenkrantz fra Århus Universitet får dog hurtigt korrigeret min tanker. Hun fortæller beredvilligt, at Anegada-Jungfern Passagen er et smalt, men op til 4800 meter dybt havområde mellem St. Thomas og St. Croix, og at passagen har stor betydning for udskiftningen af vandet mellem det nordlige Atlanterhav og det Caribiske Hav.
Nu føler jeg mig meget mere rolig. Der er styr på tingene.
Marit-Solveig fortæller, at ideen med at sejle på kryds og tværs i området er at få et detaljeret kendskab til, hvordan havbunden ser ud. Med et avanceret 3D ekkolodsystem, en såkaldt multibeam, der er placeret under Vædderen, udarbejdes et tredimensionelt kort over havbundens topografi, dvs. et landkort over havbunden med angivelser af højdekurver mm. Slæbende efter skibet hænger der et 600 meter langt kabel med 96 mikrofoner. Disse mikrofoner opsamler ekkoet fra de brag, der laves af en undervandskanon placeret lige bag skibet. Forskerne kan vha. disse seismiske undersøgelser kigge langt ned i havbunden og se hvilke lag, den er opbygget af.
Når vi har ligget stille nogle timer midt på dagen de sidste par dage, skyldes det ikke, at besætningen har taget en lille middagslur, men derimod at forskerne har taget prøver op af havbunden på en række udvalgte steder. Prøvetagningsstederne er udvalgt ud fra de data, der er indsamlet fra ekkolodsmålingerne og de seismiske undersøgelser.
Det forskerne samler op fra havbunden er mudder. Og de er meget omhyggelige med mudderet. Det bliver studeret nøje, mærket på og lugtet til, inden det bliver gemt til videre analyse tilbage i Danmark. Mudderet bliver taget op med en slags grab (kaldet brutalis), der henter en prøve af den øverste del af havbunden, eller med nogle lange rør der presses ned i havbunden vha. et tonstungt blylod (kaldet en gravity core). Sidstnævnte kan hente 5-6 meter lange mudderkerner op af havbunden. Det er jo fint nok alt sammen, men hvorfor er det lige så vigtigt at undersøge, og hvad har vandudskiftningen i det Caribiske hav og undersøgelser af gammelt mudder hentet op fra 4,5 kilometers dybde med hinanden at gøre?
Marit-Solveig fortæller, at det varme vand, der kommer ud gennem passagen, faktisk er en af hovedkilderne til Golfstrømmen. Den er dermed årsagen til at gennemsnitstemperaturen i Danmark er omkring 8 grader i stedet for omkring 0. Mudderet fra havbunden kan, med de rette øjne og den rette teknik, fortælle noget om hvordan strømforhold mm. har været mange tusinde år tilbage i tide, på samme måde som årringene i et træ kan fortælle noget om forholdene inden for det tidsrum, de blev dannet. Ved at sammenholde resultaterne af mudderundersøgelserne med kendte data for klimaet på de nordlige himmelstrøg, vil forskerne undersøge, om der historisk set har været nogen sammenhænge mellem ændringer i klimaet og ændringer i de store havstrømme.
Når de historiske sammenhænge er klarlagt, vil det være muligt at give et mere præcist bud på, hvilke klima forandringer vi kan forvente i fremtiden og hvor meget af dem, der skyldes naturlige svingninger og hvor meget der skyldes menneskelig aktivitet.
Tænk at man kan se alt det i mudder!
Lidt tal om Golfstrømmen: Golfstrømmen transporterer hvert sekund 50 mio. kubikmeter vand nordpå, hvoraf 5 -10 mio. kubikmeter når frem til Nordeuropa via den nordatlantiske havstrøm. Det meste af det vand der kommer til Danmark, strømmer nord om England og ind i Nordsøen. Hvis alt vandet i golfstrømmen blev opsamlet i et 1 meter højt kar på Danmarks størrelse, ville det kun være et kvarter om at blive fyldt op. Hvis vandet fra alverdens floder skulle gøre det samme, ville det tage 10 timer!
Når det varme vand i golfstrømmen efterhånden afkøles, synker det og danner en sydgående dybtliggende kold havstrøm. Vandet synker fordi det bliver mere saltholdig og dermed tungere, når noget af det fryser til is og dermed afgiver dets indhold af salt til det underliggende vand. Der er en forskel på 6 grader mellem det varme vand der løber nordpå i golfstrømmen og det kolde vand der løber tilbage sydpå. Den energimængde, der flyttes af golfstrømmen, svarer til ca. 45.000 gang Danmarks energiforbrug.
Jeg er formodentlig indehaver af den største samling af blåt vand uden fisk, men efter 5-6 timers med fingeren på aftrykkeren lykkedes det at fange en flok fisk på vej hen over vandet.
23. marts. Pludselig var de der, og så var de væk igen. Hvor kom de fra og hvor blev de af? Og vigtigst af alt, hvad var det?
Mens jeg i forgårs stod og kiggede efter fugle fra Vædderens dæk, så jeg pludselig nogle små lyse skabninger piske med stor fart hen over vandet. Jeg rettede kikkerten mod dem for at se, hvad det var. Men de var væk. Forsvundet som dug for solen. Det kunne da ikke passe, de måtte da være et sted. Jeg blev ved med at stirre ned i vandet. Men de var væk. Jeg ventede. Jeg blev ved med at vente. Jeg ventede endnu længere. Så, efter halvanden time, kom to små projektiler pludselig op af vandet. Nu kunne jeg se, hvad det var.
Det var flyvefisk
Det var et fantastisk syn. De 20-30 cm. lange fisk svævede 50 meter, ja nogle gange 100 meter hen over vandoverfladen. De svæver ved at folde deres stive bryst- og bugfinner ud til siden, så snart de kommer ud af vandet. Var de ved at miste fart, kunne jeg se dem sætte den nederste del af deres lange halefinne i vandet som en slags piskeris og med et var de oppe i fart igen. Nogle gange så jeg dem også svæve ind i en bølge, for blot at komme ud på den anden side med endnu større fart. Måske 50 km/t. eller mere.
Et imponerende syn!
Flyvefisk laver deres imponerende stunt for at slippe væk fra deres fjender, som f.eks. tun og sværdfisk, eller som jeg så i går, suler. Godt nok definerer man kun noget, der kan baske aktivt med vingerne som flyvende, men det flyvefisk præsterer, kommer godt nok tæt på. Hvis ikke flyvefisk kan flyve, så kan flyvemaskiner vel heller ikke! De har begge stive vinger og en propel til at drive dem frem.
Den art jeg har set er formodentlig Exocoetus volitans. På Barbados, som også kaldes ?The land of the Flying fish?, er flyvefisk en delikatesse. Uheldigvis har det ført til, at flyvefisk i dag er så godt som udryddet i farvandene omkring Barbados.
Det latinske navn for flyvefisk (Exocoetidae) har givet navn til det franskbyggede antiskibs missil EXOCET. Selv om de små flyvefisk i det Caribiske hav så imponerende ud, tror jeg nu ikke, de så Vædderen som et oplagt mål.
Mange af husene i Frederikssted så meget faldefærdige ud. Nogle manglede en del af ydervæggen, så man bare kunne kigge ind i stuen.
Free black people now.
Ferskvand er en mangelvare på St. Croix. I denne automat af mærket "RainMaker" kan man købe en gallon for 60 cent og 5 gallon for 3$ - der gives ikke meget mængderabat her.
Det er dog muligt at opnå rabat i butikken.
En gruppe spiller reggaemusik i det fri.
Der danses til musikken.
Vædderen venter på at alle kommer tilbage.
Sort-hvide oplevelser i Frederikssted
22. marts. Vædderen anløb i dag Frederikssted i 3 timer for at proviantere og få tage nogle prøver om bord fra det forskerhold, der arbejder med søgræs på St. Croix. Det gav mulighed for en kort sightseeing tur i Frederikssteds gader.
Frederikssted er meget anderledes end Charlotte Amalie på St. Thomas. Der er ingen turister og dermed heller ingen turistbutikker, ingen taxichauffører der konstant råber "back to ship". Ikke en eneste diamantbutik fyldt med fede amerikanere med fede tegnebøger. Det var befriende!
Mange af husene i Frederikssted var meget faldefærdige. På et af dem stod der et "Til salg" skilt og jeg tænkte, at her kunne der da ikke bo nogen, men pludselig kom der et hoved frem i et af vinduerne.
På min gåtur rundt i byen kommer en mor med sine to børn ud fra sit hus og spørger, hvor jeg kommer fra, og om jeg er kommet med det underlige skip, der ligger nede i havnen - Vædderen er det eneste skib i havnen. Jeg fortæller om Vædderen og Galathea-ekspeditionen og siger, at jeg kommer fra Danmark. Da jeg skal til at gå, kan jeg høre, at den mindste af hendes børn spørger hende, hvor det var jeg kom fra. Hun svarer med at trække på skuldrene, så jeg går tilbage til drengen og siger, at jeg kommer fra Danmark. Jeg spørger, om han har hørt om Danmark og om han ved, hvor det ligger. Han ryster på hoved og siger "Never heard about it".
Jeg overvejer, om jeg skal sige, at Danmark en gang har ejet øerne, men vælger i stedet bare at sige, at det ligger i Europa. Drengen svarer grinende tilbage: "We are one world, man. One love." Jeg tænker på det graffiti, jeg så på væggen for et par minutter siden, hvor det stod: "Free black people now" og på to fyre, der råbte til mig, om jeg var fra FBI, siden jeg sådan gik rundt og fotograferede.
Inden jeg går tilbage til skibet stopper jeg op og lytter på et band, der spiller reggae musik i en lille park. Det er tydelig, at Bob Marley ikke har levet forgæves.
Vi har kun fået "spadser fri" indtil kl. 19.30, så det er tid at komme tilbage til mit lukaf på Vædderen.
21. marts. I de sidste par dage, hvor vi har krydset langsomt frem og tilbage i det Caribiske hav mellem St. Thomas, St. Croix og Puerto Rico for at lave seismiske undersøgelser af havbunden, har jeg stået en del tid ude på dækket for at se på fugle.
Få fisk - få fugle
I forhold til min sidste tur med Vædderen ved Grønland er det Caribiske hav mere fuglefattigt. Årsagen er givetvis, at det Caribiske hav, som de fleste andre tropiske havområder, er meget næringsfattigt og derfor indeholder færre fisk.
Sule - en fugl tæt beslægtet med skarver
Sule klør sig under hagen med sin fod.
Den mest almindelige fugl i området har været den brune sule (Sula leucogaster), en stor mågelignende fugl med et vingefang på ca. 140 cm. Det meste af tiden har der kun været 1-2 suler omkring skibet. I enkelte periode op til 10. I Grønland var det rider, der var de mest almindelige, og her var der konstant 100-1000 fugle omkring skibet.
Vædderen for langsom
Sulerne fulgte ofte med Vædderen i en kort periode, før de forlod skibet igen. Måske syntes de, at Vædderen sejlede for langsomt, for når de forlod skibet, varede det ikke længe, før de var langt foran det. Mens de var ved Vædderen, holdt de sig altid i vindsiden, så de kunne udnytte de opadgående luftstrømme til at holde sig svævende.
Et levende projektil
Det er et fantastisk syn at se, når sulerne pludselig slå vingerne ind til kroppen og styrtdykke ned mod havoverfladen. Sulerne kan ramme vandet med en hastighed på op til 100 km/t og dykke 10 meter ned efter deres bytte. Det ser mindre elegant ud, når de skal op af vandet igen. Her må de ofte vente, til der kommer et vindstød, der kan løfte dem op igen.
Kollisionsikker kunstruktion
Sulens øjne sidder så langt fremme på hovedet, at de kan se det, der er foran dem med begge øjne. De har et såkaldt binokulært syn. Det betyder, at de er i stand til at bedømme afstanden meget bedre, end hvis de kun kunne fokusere med ét øje ad gangen (prøv selv at holde hånden op foran det ene øje og grib ud efter noget med den anden hånd!).
I brystet og i hovedet har de luftsække, der afbøder det slag, de får, når de rammer vandet. Man kan sige, at de har indbyggede airbags. Derudover har de ingen ydre næsebor og de får derfor ikke vandet presset op i næbet, når de dykker med stor kraft.
Overhalet af en fisk
I dag så jeg to suler jage en flok flyvefisk, men flyvefiskene var alligevel for hurtige og sulerne opgav deres jagt.
Suler i Danmark?
Der findes 9 sulearter i Verden. Den brune sule er en af de almindeligste, men den findes kun i troperne. I Danmark kan der også ses suler (Morus bassanus). De ses især langs den jyske vestkyst og flest efter en kraftig vestenstorm. De fugle der ses i Danmark yngler i Nord Atlanten og i England.
19. marts. Peter Roepstorff fra Syddansk Universitet arbejder med noget så finurligt som fluorescerende proteiner, dvs. proteiner der udsender lys, når de er blevet udsat for lys med et højt energi niveau.
Hvad er nu det for noget?
Proteiner er en vigtig bestanddel af alle levende organismer, idet de både indgår som byggesten til kroppen og som styreredskaber til de mange kemiske reaktioner, der foregår inde kroppen. Når du spiser en stor dejlig bøf, spiser du de proteiner, som koens muskler består af, og i dit spyt findes der proteiner, som styrer nedbrydningen af bøffen. Der er således proteiner overalt, men Peter leder efter nogle helt specielle proteiner, der udsender lys, når man lyser på dem.
Blåt lys forvandles til gulgrønt lys
Peter Roepstorff.
Du tænker måske, at de fleste ting udsender lys når man lyser på dem. Hvis jeg lyser på et stykke papir med en lomme lygte, så lyser papiret tilbage og når solen skinner på månen, så lyser månen. Men faktisk, så lyser hverken papiret eller månen, de reflektere bare lyset tilbage fra henholdsvis lygten og solen.
De proteiner Peter leder efter, opfører sig mere som de selvlysende stjerner, mange børn har hængende på loftet i deres børneværelse. Man lader dem op ved at lyse på dem med en lampe, og de bliver ved med at udsende lys et stykke tid efter, at lampen er blevet slukket. Uanset om man oplader de selvlysende stjerne med en rød lampe eller en blå lampe, lyser de altid tilbage med et svagt gulgrønt lys.
Peters lampe er ladet med ultraviolet lys
De proteiner Peter leder efter, skal oplades med en ultraviolet (UV) lampe for at udsende lys, og det lys de sender tilbage er oftest gulgrønt som hos stjernerne i børneværelset, men der findes også proteiner, der udsender rødt og grønt lys. Det første fluorescerende protein man fandt var fra en vandmand.
Det var Ole Thastrup, en af projektet deltager, der som den første fandt proteinet i 1994. På Galathea ekspeditionen er det målet at Peter og hans kollegaer skal indsamle prøver af de fluorescerende proteiner, der findes hos koraler, søanemoner og andre marine organismer. I laboratoriecontainerne på Vædderen foretages den første grovsortering af prøverne, så kun de prøver der ser lovende ud, bliver sendt hjem til Danmark til videre undersøgelse.
Hajer ikke noget problem
Peter Roepstorff.
Når solen skinner, er det ikke nemt at se det svage lys fra de fluorescerende proteiner. Peter og hans kollegaer må derfor ud om natten for at lede efter dem. Udstyret med en lampe med UV-lys, et filter foran øjnene der filtrere det blålige lys fra UV-lampen fra og en snorkel, begiver teamet sig ud for at lede efter marine organismer, der udsender gulligt, grønligt eller rødligt lys, når de belyses med UV-lampen.
Peter fortæller med et smil, at ovennævnte udstyr er perfekt til at lede efter fluorescerende proteiner, men mindre egnet til at holde øje med hajer. De ville ikke kunne se dem, om så de svømmede lige foran næsen på dem, men det gør kun forskningen mere spændende!!
Nok se men ikke røre
Peter og hans kollegaer har set masser af fluorescerende proteiner på deres natlige togter, men de der findes på koraller, må de pænt lade være, for de har nemlig ikke tilladelse til at indsamle koraller. Områder med koraller er i de seneste år svundet meget ind pga. forurening, ændringer i havtemperaturer, ødelæggelser fra fiskeredskaber, osv.
Fornuftigt nok er det derfor svært at få tilladelse til at indsamle koraller. Heldigvis er der mange andre marine organismer i området, der har fluorescerende proteiner og Peter får masser af prøver med hjem til videre undersøgelse.
Hvad kan vi bruge Peters viden om fluorescerende proteiner til?
Allerede i dag anvendes fluorescerende proteiner inden for medicinal industrien til at klarlægge, hvor medicinen findes i kroppen til bestemte tidspunkter. Metoden bygger på, at de fluorescerende proteiner kan bygges sammen med de aktive proteiner i medicinen, uden at medicinen ændre egenskaber.
Medicinen bliver så at sige farvekodet. Det er håbet, at de nye fluorescerende proteiner, der bliver indsamlet på denne tur, vil have egenskaber der gør den velegnet til at sammenbygge med andre proteiner og dermed andre typer af medicin, end det hidtil har været muligt.
Inden for biologien er teknikken også blevet brugt til at undersøge hvilke dele af et frøæg, der bliver til hvilke dele af en haletudse, og teknikken har givet ny viden om hvordan evolutionen af farver er sket i koralrevene.
Hvilken gavn har dyrene af de fluorescerende proteiner?
Det er lidt af en gåde. Dyrene har helt sikkert ikke udviklet de fluorescerende proteiner for vores skyld. Der har været flere teorier fremme om, hvad dyrene kan bruge proteinerne til. Én har været, at dyrene bruger proteinerne til at beskytte sig mod de farlige UV-stråler, altså at de fluorescerende proteiner skulle virker som en slags solcreme. En anden har været at dyrene bruger fluorescensen til at signalere til hinanden. Vi ved det ikke - og det gør Peter heller ikke, men han arbejder på at finde ud af det.
Peter har undersøgt og set lyset fra de fluorescerende proteiner. Måske kan den viden, han og hans kollegaer har indsamlet en dag bruges til at udvikle ny medicin og måske give et kvalificeret bud på, hvorfor dyrene sidder der nede i vandet og lyser i gult, grønt og rødt.
PS - for de lidt mere tekniske
Trine Jensen, JP´s Galathea koordinator, i hvid t-shirt.
De lysstofrør, der hænger overalt i butikker og på kontorer, virker i princippet på samme måde som de fluorescerende proteiner. Når der sættes strøm til et lysstofrør, udsender de kviksølvdampe der findes inde i røret usynlige UV-stråler (Peters lampe). Når disse energirige stråler rammer det lag fosfor (de fluorescerende proteiner), indersiden af lysstofrøret er beklædt med, flyttes nogle af elektronerne i fosforet (de fluorescerende proteiner) til en mere energirig tilstand.
Når elektronerne falder tilbage til deres normale tilstand, udsender de lys inden for det spekter, vi mennesker kan se. I et lysstofrør er siderne beklædt med flere forskellige slags fosfor, der udsender lys med hver sin farve. Farveren er afpasset så de tilsammen opfattes som hvidt eller næsten hvidt lys af mennesker.
Hvide T-shirts ser hvidere end hvide ud i solskin, fordi rester af fosfor fra vaskemidler omdanner solens UV-stråler til synligt hvidt lys. Det er også det, der sker, når personer med hvide T-shirts ser helt glødende ud, når de belyses af de "sorte lamper" mange diskoteker anvender til at få usynlige håndstempler til at lyse op. Sorte lamper er egentlig bare almindelige lysstofrør uden et lag af fosfor på indersiden af glasset.
18. marts. Der kan findes på mange gode undskyldninger for at tage til Caribien og bruge 10 dage på en smuk strand omgivet af palmer, azurblå vand og kridhvidt sand. Men af alle mulige gode undskyldninger har en gruppe forsker fra Syddansk Universitet, Århus Universitet, København Universitet og DMU valgt at sige, at de er taget af sted for at se på græs. På græs! Det er så dårlig en undskyldning, at forskerne enten må være totalt fantasiforladte eller også ser de noget i græs, som endnu ikke er gået op for os andre.
Det skulle opklares i dag
Båd hænger fast på rev.
Forskerne havde inviteret 10 formidlere, journalister og fotografer fra Vædderen ud til Skt. John, den mindste af de gamle Dansk Vestindiske øer, for at fortælle om deres projekt. Turen startede fra Charlotte Amalie på Skt. Thomas, hvor Vædderen i disse dage ligger til. Vi var alle spændte på at høre forskernes forklaring.
Turen til Skt. John blev imidlertid uventet dramatisk. Kort tid efter at vi var kommet ud fra Charlotte Amalies beskyttede havn, stødte en båd foran os på et rev. Den hang uhjælpelig fast. Vi cirklede om båden flere gange for at se, om vi skulle hjælpe, men vi blev dog blot liggende ved siden af den grundstødte båd. Vi fik besked om, at vi skulle blive liggende indtil marinevagten kom frem. Var det her en afledningsmanøvre fra forskerne, for at undgå at komme med en forklaring?
Mistanken var vagt
Henning Jensen.
Over en time forsinket kom vi frem til Skt. John. Lederen af forskergruppen, Henning Jensen, fortalte at forsinkelsen betød, at vi var nødt til at afkorte opholdet på forskningsstationen. Hmm! Taxichaufføren vi havde hyret til at køre os ud til forskningsstationen brød ind og sagde, at det behøvede vi da ikke, vi kunne da bare tage en senere båd tilbage til Skt. Thomas. Skakmat! Afledningsmanøvren var slået fejl.
Sandheden ville nu komme frem
Malene, Dorte, Birgit og Ole.
Vel ankommet til forskningsstationen begyndte Henning og hans kollegaer at fortælle om deres projekt. De planter de skulle se på var ikke almindelige græsarter men derimod havgræsser, som nok ligner græsser, men i virkeligheden hører til en hel anden gruppe af planter.
Havgræsser findes over det meste af Verden, men med de fleste arter i troperne. I Danmark hedder den almindeligste havgræsart ålegræs. Den gror typisk i fjorde og andre lavvandede områder. Her i Caribien er de mest almindelige arter skildpaddegræs og søkogræs. Ole, en af Hennings kollegaer, fortæller at navnene er lidt misvisende, for skildpadder kan faktisk bedst lide søkogræs!!
Birgit, Dorte og Malene, nogle af de andre forsker, fortæller at havgræsserne mange steder har det dårligt. Områderne med havgræs skrumper ind og det er noget skidt for hele området. Havgræs-bevoksninger er nemlig vigtige som opvækstområder for fiskeyngel og som fødekilde for en mængde større dyr (i Caribien, skildpadder og søkøer, i Danmark f.eks. svaner). Havgræsser virker også som kystsikring ved, at mindske den kraft bølger rammer kysten med, og ved at beskytte den havbund de gror i mod at blive skyllet væk.
Måske har forskerne fat i noget? Vi lytter interesseret videre
Forskerne fortæller, at grunden til at områderne med havgræsser skrumper ind er, at der er kommet så mange alger i vandet, at de skygger for havgræsserne. Som andre planter har havgræsserne nemlig brug for lys for at kunne vokse.
Havgræsserne har sådan set også brug for næring for at kunne vokse, men modsat algerne står de med rødderne ned i havbunden, og havbunden indeholder masser af næring. Der er bare det problem, at et af næringsstofferne, fosfor, er bundet fast til den kalkbund, som havbunden i troperne mange gange består af. Hmm, det lyder lidt indviklet!
Har forskerne fat i noget, eller lægger de bare et røgslør ud?
Henning fortæller, at forskere rundt om i Verden længe har undret sig over, hvordan havgræsserne kan klare sig så godt, når fosforet er så svært at få fat i. Der er imidlertid en teori om, at havgræsserne samarbejder med nogle bakterier nede i havbunden. Bakterierne afgiver et stof, der hedder svovlbrinte, som bliver omdannet til svovlsyre, hvis det kommer i nærheden af ilt.
Ilten bliver produceret i havgræssernes blade og ledt ned gennem rødderne og ud til svovlbrinten. Den svovlsyre der så dannes, opløser kalken omkring rødderne, hvorved fosforet frigives, så det kan optages af rødderne.
Forskningen i det lækre vand ved Skt. John i Caribien går ud på at undersøge, om ovenstående teori er rigtig, og om hvor meget fosfor der må være i vandet, før det går ud over havgræsserne. Det var vist ikke manglende fantasi, men derimod en rigtig spændende teori, der var årsagen til forskernes tur til Caribien. Med nysgerrighed og viden kan man komme langt - også til Caribien.
PS. De foreløbige resultater tyder på at teorien holder vand.
30. november. Det hele er rødt også alt det der ikke er det. Støvet fra den okkerfarvede jord i Australiens indre farver min PC og ved nærmere eftersyn også den grå granit som klippeformationen ”devils marbles” består af. Flere stæder på vores tur har geologien været spektakulær. Landskabet er for det meste fladt. Meget, meget fladt. Der er noget ørkesløst over at køre ud af en lige vej med et frit udsyn så langt øjet rækker. Så lige pludseligt er der en stenformation der ser ud som om den, fra en kæmpes hånd, er kastet ned på jorden. Den har ikke sammenhæng med noget. Den ligger der bare. Disse djævlens stenkugler er et sådant fænomen.
Mange af disse formationer har en religiøs betydning for aboriginerne. Jeg går lidt rundt og fotograferer og ser at der på en af stenene er ridset fodspor. Fra de mange aboriginer malerier genkender jeg sporet som det fra en emu. Det går tværs over klippen. Jeg kender ikke betydningen, men fyldes alligevel med en mærkelig fornemmelse af ikke at være alene.
En anden og meget kendt sten er Ayers rock. Aboriginerne kalder den Uleru. Det er den næststørste monolit i verden. En stor, meget stor sten. Vi kommer dertil om aftenen. I solnedgangen skifter den farve alt efter vinklen på solstrålerne. Et fantastisk syn.
Nu hvor jeg tjekker ud fra denne del af Galathea ekspeditionen vil jeg give Australien et par ord med på vejen.
Det vestlige Australien er stort, meget meget stort. Her hviler en fornemmelse af eventyr over de lange øde vidder. Her er en fantastisk natur og et meget anderledes og spændende dyreliv.
Selvom afstandene er store er hovedvejene gode og jordvejene kan sagtens bruges når det er tørvejr.
Australierne er afslappede, imødekommende og hjælpsomme mennesker. Som eksempel kan jeg nævne at der på min billet stod at jeg skulle tjekke ind i Alice Springs lufthavn 2 timer før. Da jeg forhørte mig om lufthavnsbussen gik den 1 time før afgang.. Lettere panisk spurgte jeg om det nu kunne passe ! Take it eaisy mate, fik jeg at vide. Herude gør vi tingene lidt anderledes. Han havde ret. Det hele gik fint. Jeg kom med flyveren og nåede tilmed at få morgen mad.
Jeg takker af for denne gang og logger på igen til marts hvor Galathea er nået til Ecuador i SydAmerika.
20. november. I begyndelsen var det mest en joke, at man kunne udforske Australiens dyreliv ud fra hvilke dyr, der var blevet dræbt af biler. Joken er forstummet og næsten blevet til virkelighed. Ude ved Broome, for 2600 kilometer siden, var der ikke særligt meget trafik. På de første 700 kilometer så vi kun 10 - 15 biler, halvdelen roadtrains*. Nu hvor vi kører på den mere befærdede strækning fra Darwin til Alice Springs, er trafikken flerdoblet. At se den første kænguru, der var endt som trafikoffer, var vel lidt eksotisk. Nu hvor jeg har set i hundredvis, er det frygteligt.
Forklaringen på de mange døde dyr fandt jeg den anden aften i Kathrine. Jeg havde besluttet mig for at køre en nattur. Med lav hastighed og nærlysene tændt kørte jeg ad asfalterede veje. Vejene holder på den varme de modtager i løbet af dagen og er derfor tillokkende opholdssteder for frysende krybdyr og padder i de kolde nattetimer.
Nærlyset var tændt og hastigheden var 30 kilometer i timen. Det kaldes roadhunting. Først så jeg tudser. Agatudser i massevis. Jeg sad og krydsede fingre for, at der kunne komme en enkelt lille slange. Der kom ingen slanger ? Til gengæld var der kænguruer i massevis. De trækker ud til vejene, fordi græsset der bliver slået, og derfor hele tiden spirer med fine saftige grønne skud.
Der var flokke af kænguruer, 10 - 15 stykker ad gangen, samlet i et stort ædegilde. To gange måtte jeg bremse hårdt op, når en fra flokken rædselsslagen havde bestemt sig for at tage turen over vejen.
Jeg kørte kun 30... fartgrænsen var 80 - 110. Det er nok svaret på hvorfor der dør så mange.
Fluemaddiker når at tage lidt. Det samme gør glenter og ørne. Men ofte ligger det meste af "skallen" tilbage som en slags mumie. Mumificeringen skyldes den meget høje varme og meget lave luftfugtighed.
Hvis jeg laver en hurtig roadkill** opgørelse må de 95% være kænguruer, 2% køer, 2% rovfugle og så et enkelt vildsvin og andet udefinerbart.
Gør man så noget ved det! Ja, det syntes jeg. Der skiltes med de mest almindelige dyr, der krydser vejene, som for eksempel: Køer, kænguruer, kameler og heste. Der er også skiltet, når der ikke er hegnet langs vejene. På informationsstandere rundt langs restepladserne, gør man opmærksom på, at de tunge rovfugle tager nogen tid om rigtigt at få luft under vingerne, når de letter fra et roadkill måltid, hvorfor man skal køre langsomt.
* Roadtrains er lastvognstog med mange anhængere. Den største vi har set havde 4 anhængere. De største måler 54 meter.
** Roadkill er den engelske betegnelse for dyr dræbt på vejen.
20. november. Endnu en lang køretur. Denne gang fra Halls Creek til Kununurra.
Svedig og udkørt, ind på det nærmeste hotel og der på disken i receptionen, står der et stort skilt og en hel række brochurer. Overskriften siger " Hjælp os med at bekæmpe en fremmed invasion". En kroget tudsefod præger forsiden, der giver et lidt uhyggeligt indtryk.
Jeg var næste klar over, at det handlede om agatudser (Bufo marinus), eller som de benævnes herned, cane toads, oversat til sukkerrørs tudser.
Jeg vidste godt, at den store Sydamerikanske agatudse var et problem visse stæder i Australien, men at der var tale om en decideret krig mod denne introducerede tudse, var jeg ikke klar over.
Agatudsen blev importeret til Australien for at æde skadelige insekter i sukkerrørsmarkerne i den nordlige tropiske del af kontinentet. Det kom aldrig til at virke med den biologiske bekæmpelse, men til gengæld trivedes tudserne i deres nye tropiske domicil, hvor de var glædeligt fri for naturlige prædatorer.
Brochuren beskriver, hvordan man kan melde sig under fanerne for at rapporterer om agatudsefund. Fronten er nu ved Victoria River, som ligger mellem Kununurra og Kathrine.
Hele vejen til Kathrine, 500 kilometer, holder jeg øje med, om der skulle ligge tudselig på vejen. Min opmærksomhed er selvfølgelig yderligere skærpet, når vi passerer "fronten" Victoria River. Der er ikke bid. Jeg får altså ikke chancen for at melde om fjendens fremskridt, men føler alligevel, at jeg i sind har givet et ganske lille bidrag.
I Kathrine finder vi et hyggeligt motel og tjekker ind. Det er blevet mørkt, og min nabo som er omrejsende håndværker, bakker ind. I det samme kommer der en tudse hoppende. Ikke en lokal art, men sandelig en agatudse. En stor fin fed hun. Under disse himmelstrøg er klækkesuccesen meget stor, så der kan komme mange tudser ud af en huns årlige ægproduktion på ca. 70.000.
Nord Australien naturlige paddefauna er truet. Agatudserne tromler frem og de er giftige. Selv så stort et dyr som en krokodille kan afgå ved forgiftningsdøden, hvis den spiser for mange.
Biologer arbejder på at finde en sygdom eller en anden biologisk metode som kun angriber agatudser. En effektiv metode er dog stadigt langt væk og fjenden af den lokale natur rykker frem. Det er vel ligesom med iberisk skovsnegle. Find dem og dræb dem.
I den lokale avis kan jeg se at en lokal politiker har deltaget i en indsamling. "Jeg samlede vel ca. 400" forkynder han. Den aften fangede gruppen 2.500 tudser, der er blevet aflivet. Når man tænker over det, er der meget langt op til de potientielt 70.000, som bare en enkelt tudse kan sætte i verden på et år.
Lektien er efterhånden blevet lært over hele verden. Nilaborre i Afrikas store søer, bisamrotter fra USA der indvandrer fra Tyskland til Danmark og hvepse der ved et uheld er kommet til Færøerne fra Danmark. Listen er meget, meget længere og siger endnu engang at naturens balance er noget vi mennesker ikke skal gøre os kloge på at pille ved.
16. november. Man kommer ikke lige på besøg! Byerne ligger alle med en afstand på 400 – 700 km, den afstand der er fra Randers til Ruhrområdet nede i Tyskland. Turens eneste pitstopmulighed er på de 2 tankstationer med hver 200 km imellem. Den lille Toyota har kun 40 liters tank, så da den røde lampe begynder at lyse 100 km fra næste tank kommer vores 20 l dunk ind og redder dagen. Der kommer en Road train forbi og giver os et venligt honk a lá trucker-hilsen. Man skal vænne sig til de enorme lastvognstræk med 3 anhængere, navnet er meget sigende, det er et lille tog der kører på vejen.
Terrænet er fladt meget fladt. Enkelte steder er der små bjerge med forvitrede klipper. Jordens farve skifter turen igennem, fra rød til gul og næsten hvid. Det er nemt at se farveskiftet, for de mange termitboer, der er lavet af jord og termitspyt, har samme farve. Nogle steder danner termitboerne en naturens egen skulpturpark, hvor de smukke organiske former troner mellem træerne på savannen. Termitboerne har forskellige former alt efter hvor vi er. Nogle steder er de behageligt runde og andre steder ligner savannen en fakirs tæppe med lutter spidse spir. Det river lidt i mig for at få lov til at hugge hul og måske finde en childrens python…. Men nej. Mit bedre jeg har fat i min skulder og får mig på bedre tanker. At vende en sten og lægge den tilbage er ok, men at ødelægge et helt hjem er nok lige i overkanten.
At få stoppet bilen med 120 km i timen giver en bremselængde på flere hundrede meter! Jeg så en goulds varan inde i vejsiden og håbede jeg kunne indhente den! De er meget hurtige. Jeg gør forsøget, men et par hundrede meter inde i bushen må jeg give op. Den er væk…? I en afbrændt græstue ligger de sørgelige rester af en blåtungeskink. Den nåede ikke at krybe i læ for en af de bush fires der er mange af.
Det er i begyndelsen af regntiden, så der kommer små byger hver nat. Om dagen er det ikke til at se, vandet må være fordampet. Vi kører over flere udtørrede floder. Skiltene siger, at der kan være oversvømmet. Oversvømmelser er nok senere på sæsonen! I vejsiden er der meterstokke, der indikerer at vandet mange steder kan blive op til 2 meter dybt. Her er ubehageligt varmt, pænt over de 30 grader, kun en let brise gør det acceptabelt at være uden for bilens behagelige kølige luft.
Plantelivet er tilpasset til de barske forhold. Spinifex græsset ser blødt ud, men den tornede pude stikker forfærdeligt. Eukalyptustræer, som der er flest af. Trods nylige bush fires står de fleste grønne. At savannen antændes og brænder er en del af en naturlig cyklus. Ilden tolder selvfølgeligt på dyrelivet, men giver gennem asken fra døde træer og græs næring til, at nyt kan spire frem. Fordelene er større end ulemperne, er vel konklusionen.
Der er ikke mange, men ind imellem står savannens kæmper, den Australske baobab. Et besynderlig træ, der med rette kaldes ”på hovedet træet” Det ser ud som om de er plantet omvendt. Kronen er lille og ligner mest af alt roden der vender opad. De må være tudsegamle nogle af dem. Ved roden har de en diameter på 3 meter. Jeg kravler op i et af de enorme træer og søger i sprækker og revner, der er ingen dyr. Det er nok for varmt, ude i solen er der mere end 40 grader, så det kræver sit at være aktiv. Her er derimod mange fugle. Kakaduerne har jeg set på hele turen. De gør altid meget væsen af sig, de skræpper og er ikke særligt sky.
Næste stræk er her fra Halls Creek og så ca. 400 kilometer til Kununurra.
14. november. En biograf - faktisk den ældste udendørs biograf i verden. En perlefisker ville i 1916 gerne se film, så hvad mere naturligt end at lave en biograf. Vi er inde for at se film. Ret spændende, et amerikansk actiondrama hvor man kun momentant bliver revet ud af filmverdenen af batman skygger, der farer hen over lærredet. Pludseligt lyder der et klask bag mig! Efter lidt søgen i det blå lys af en mobiltelefon, kan jeg se at det er en frugt. Er det en del af det at vise begejstring for filmen? Umuligt. Australierne er heroppe Kimberley meget behagelige mennesker, så det er ikke sandsyneligt. Træerne, der ligesom danner biografrummet, har åbenbart modne frugter der tiltrækker de store flyvende hunde (Pterropus alecto), der i pendulfart flyver til og fra med munden fuld.
Australien har et meget forskelligt og fascinerende dyreliv. Pungdyrene hersker blandt de varmblodede, hvilket bekræftes hjemme på verandaen hvor jeg sidder og nyder lyden af cikaderne, inden jeg skal ind og sove. I eukalyptustræet overfor rasler det i grenene, jeg fægter med kameraet i mørket, og ser med glæde at kortet har fanget en fin buskhalet opossum (Trichosurus vulpecula arnhemensis). Jeg lunter tilbage til terrassen og finder min plads optaget. En smuk grøn løvfrø (Litoria spec.) sidder der på sædet og venter vel på, at der en af de insekter, der er blevet tiltrukket af lyset, kommer tæt nok på.
Vel udhvilet startede dagen på den lokale krokodillefarm. Nordaustralien er specielt kendt for saltvandskrokodiller, kæmpen over kæmper, verden største krokodilleart. Saltvandskrokodiller (Crocodylus porosus) kommer ikke ualmindeligt op på en længde af 5 meter, og vejer pænt på den anden side af et halvt ton. Kroko historier kommer af og til i medierne, når de, krokodillerne, har fået endnu et menneskeliv på samvittigheden.
Netop i denne tid er det parringssæson. Den mindste forstyrrelse får han-krokodillerne til, med prusten og bid, at markere at de bestemmer over dette revir. Indhegningerne, med det frønnede metal net, vidner om års udfald mod tilfældige forbipasserende.
En mindre kendt australier er ferskvandskrokodillen (Crocodylus johnstoni), en ren dværg sammenlignet med førnævnte. En fredelig krokodille, der kun findes inde i landet, i ferske floder og søer. Det siges, at de kun bider, hvis man træder på dem. Så jeg lover at se mig for nu hvor turen går videre nordpå.
I det lokale supermarked har vi i dag provianteret med vand og benzindunke og lidt tørre madvarer. Det er planen at lave nogle overnatninger i bushen, så vi kan få Australien lidt mere ind under huden.
8. september. Det er smukt på Grønland. Det er ikke til at undgå, at blive betaget af det storslåede landskab. Jeg har stået i timevis oppe på dækket og kigget på klipperne, gletscherne, den yderste kant af indlandsisen, de store isskosser der langsomt glider forbi skibet og ikke mindst vandet i alle dets nuancer.
Jeg har taget billeder af de hele, mange billeder, men det er svært at yde landskabet fuldt retfærdighed. Selv når man er der, og har bjergene foran sig, er det svært at bedømme, hvor langt de er væk, og hvor store de er. Først når man får øje på et hus eller noget andet, der kan virker som målestok, sættes størrelserne på plads.
Denne umiddelbare værdsættelse af den grønlandske natur har alle, der besøger Grønland. Den kræver ikke nogen forudgående viden, kun åbne øjne og måske en varm jakke. Oplevelsen kan bare blive så meget større, hvis man ved noget om det, man ser.
For en geolog, eller en anden person, der ved noget om klippernes tilblivelse og nedbrydning, fortæller hver klippeside sin egen historie. De kan f.eks. se på hældningen af de enkelte lag i klipperne, om de er blevet væltet og forskubbet siden de blev dannet for mange hundrede mio. år siden. De kan se på strukturen af klippematerialet, om klipperne er dannet af vulkansk materiale eller de består af grundfjeld dannet under højt tryk og varme 15-20 km. nede i jorden. Klipper er ikke bare klipper.
Noget af den is, der driver rundt på havet, kommer fra gletscherne inde i fjordene, og den ser helt anderledes ud end den storis, der kommer drivende fra havet omkring Nordpolen. Is er ikke bare is.
Når forskerne får en mudderkerne med op, fortæller farven og lugten og evt. smagen noget om de forhold der er, og har været, nede på bunden. Mudder er ikke bare mudder.
De fugle, der har fulgt Vædderen, ligner for mange bare måger, men faktisk har de fleste været mallemukker, der er stormfugle og slet ikke i familie med måger. Grå og hvide fugle på havet er ikke bare måger.
Har man en viden, om det man ser, bliver oplevelsen mere interessant. Det betyder ikke, at den umiddelbare oplevelse skal tages væk. Der skal bare lægges noget oven i.
Her kan Galathea-ekspeditionen gøre en forskel. Målet med Galathea-ekspeditionen er netop at samle mere viden om, hvordan naturen er skruet sammen og, måske lige så vigtigt, at få flere til at blive fascineret af naturens forunderligheder. Når først fascinationen er der, kommer lysten til at vide mere helt automatisk.
Og der bliver samlet viden ind på Galathea-ekspeditionen. Hvad resultaterne viser, og hvad vi er blevet klogere på, ved vi desværre først, når alle prøverne er blevet undersøgt og dataene analyseret. Det var sjovere, hvis resultaterne lå der, så snart mudderet eller vandprøven var hentet op. Sådan er virkeligheden desværre ikke. Der skal en masse udstyr og teknik til, som ikke findes ombord på Vædderen.
Trods manglen på hurtige resultater har interessen for Galathea-ekspeditionen været stor. Denne hjemmeside læses hver dag af mange tusinde. Hver dag får I læsere lidt mere viden og indsigt omkring den forskning, der foregår på Vædderen. Hver dag får I læser lidt mere viden og indsigt i, hvordan naturen er skruet sammen. Hver dag bliver målet med Galathea mere og mere opfyldt.
Om en halv time lægger Vædderen til i Nuuk. Det betyder at Peter og Jeg skal gå i land – for denne gang. Vi vender begge tilbage, men på hvert sit togtben. Som det måske fremgår af vores Weblogs for de sidste 15 dage, har vi haft det rigtigt sjovt på Vædderen. Jeg kommer til at savne Peters underfundige indfald og tilgang til livets mange spørgsmål, men det bliver nu også godt at komme hjem til familien igen.
Røret den henter mudderet op - en såkaldt gravity core
Røret sænkes ned på havbunden
Forskerne tager spændt i mod røret fyldt med mudder
6. september. Næsten hver dag har et af forskerholdene på Galathea-ekspeditionen hentet flere hundrede kilo mudder op fra havets bund. Mudderet skal bruges til at fortælle noget om fortidens klima og miljøforhold. Hvordan hænger det nu sammen?
For det første, er det ikke bare en tilfældig klump mudder, der hentes op. Mudderet er hentet med et 5-6 meter langt rør, der er presset ned i havbunden vha. et 2 tons tungt blylod fastgjort til enden af røret. På den måde fås en kerne af mudder med op. Det øverste af kernen indeholder det nyeste mudder, mens det nederste kan være mange tusinde år gammel. Hvor gammelt, afhænger helt af hvor hurtigt der afsættes nyt mudder, det pågældende sted. Ofte går det ikke særligt hurtigt, måske nogle få millimeter på hundrede år.
Mudderkernen opskæres i 1 meter stykker, så den bliver nemmere at håndtere. Fra hver 1-meter stykke tages en lille prøve til en foreløbig analyse, men det meste af analysen foretages først når prøverne er bragt tilbage til laboratoriet i Syddanmark.
Og hvad er det så forskerne kigger efter i mudderprøverne? De kigger bl.a. efter mikroskopiske kalkskaller fra nogle små encellede organismer, der hedder foraminiferer. De fleste foraminiferer er mellem 0,1 og 1mm. Til at beskytte kroppen danner de fleste foraminifererne en meget holdbar og forskelligartet kalkskal. Det er disse kalkskal forskerne kigger efter.
Og hvorfor så netop kigge efter Foraminiferer? Det er der flere grunde til. For det første findes der rigtig mange af dem, hvorfor de næsten altid er tilstede i en prøve. For det andet har de eksisteret på jorden gennem mere end 500 mio. år og derfor velegnet til at sige noget om en meget lang tidsperiode. For det tredje reagerer foraminiferer meget hurtigt på forandringer i deres miljø, således at der sker en ændring i artssammensætningen ved ændringer i temperatur, iltindhold, saltindhold, mm.
Ved at tælle antallet af de forskellige arter ned gennem mudderkernen, kan forskerne, ud fra et kendskab til de enkelte foraminiferers krav til deres omgivelser, give et bud på hvordan klimaet og miljøet har ændret sig tusinde af år tilbage i tiden.
5. september. I dag fik jeg mulighed for at tage med Vædderens gummibåd ind til en lille bygd øst for Sisimiut. Bygden hedder Sarfanguaq og bebos af ca. 100 mennesker. Den ligger meget afsondret, helt inde i bunden af en fjord.
Minik, der er togtleder på Vædderen, er guide ind til bygden. Da vi når frem til bygden, er der gensynsglæde. Minik har nemlig boet i bygden for 3o år siden. Det var en spændende tid, fortæller han, men det var også kold, -40 grader om vinteren.
Byen ligner på mange måder en mini udgave af Sisimiut. De farverige huse er der, og den lille butik med alle de kendte varer er der. Butikken minder på mange måder, om den landsbybutik mine forældre havde for 40 år siden. Som i deres butik, kan man også få alt her. Almindelige madvarer, sko, tøj, symaskiner, søm og skruer, værktøj, kaffestel, jagtpatroner, osv.
Som i Sisimiut var bygden rigt forsynet med legepladser – og alle med udstyr fra den fynske producent af legepladsudstyr, Kompan. Gad vide hvordan den aftale er kommet i stand? I vinduerne står der blomster - af plastik. Der er for lidt lys på de her kanter til, at rigtige planter kan trives.
På tørresnore og ud af vinduer hænger skind og kød fra rensdyr. Der er så køligt, og der er så få bakterier i luften, at kødet ikke bliver fordærvet af at hænge ude. Overfladen bliver nok lidt tør, men det er sikkert et mindre problem.
På havnen og rundt i byen står der affald mange steder. Det gjorde der også i Sisimiut. Det er en skam. Hvis Grønland vil satse mere på turisme, tror jeg, det er et problem, der bør tages mere alvorligt.
På en lille høj bag byen, er der et mindesmærke for de personer, der er omkommet under jagt eller fiskeri på havet. Det er formodentligt mange. Livet på Grønland kan være barskt, men som Minik siger: Det er rigtige mennesker, der lever her. Det er masser at tænke på, på turen tilbage til Vædderen.
4. september. Her til formiddag fik Vædderen endelig plads ved kajen i Sisimiut. Vejret var ikke så godt som i går. Det småregnede. Men alle glædede sig til at få fast grund under fødderne igen. Alle var spændte på, hvad Sisimiut kunne byde på.
Vi fik først en bustur rundt i byen sammen med byens borgmester. Det var fint at få lidt baggrundsinformation og samtidig få et overblik over byen. Borgmesteren var tydelig stolt af byen og blev lidt irriteret, da én i bussen spurgte, om det var kommunen, der havde bestemt, at alle husene i byen skulle males i skrigende røde, blå, gule og turkise farver.
Selvom farverne måske ikke alle stede var lige godt afstemte efter hinanden, syntes jeg nu, det gav byen en vis charme og karakter. Hvis man sammenlignede med noget af de grå og meget kedelige boligblokke, der også fandtes i byen, var de farvede huse langt at foretrække.
Noget af det man kan se i Sisimiut afviger ikke fra det, man kan se i enhver dansk by. Der ligger et ”Jysk Sengetøjslager” – dog udsmykket med et par hvaler og der ligger en Brugs med et vareudbud, der kun marginalt afviger fra det der hjemme. Det eneste jeg fandt af eksotiske ting i Brugsen var en røget hvalkølle.
Der er dog også noget i Sisimiut, der er helt anderledes end hjemme. Midt i byen er der et kødmarked, hvor der kan købes friskfanget og friskslaget sæl, hval og havfugl. En hel sæl koster 150 kr., en stor portion indmad med spæk fås til en halvtredser. Der ligger store klumper af vågehval på bordet, som kunderne kan købe et par kilo af. Lige ved siden af kødmarkedet stå en stort stativ med tørrede fisk.
Gadeskiltene er udformet som i Syddanmark, men ifølge borgmesteren siden 1985 med grønlandske navne. Jeg vil tro, de har været nødt til at forlænge nogen af dem. De grønlandske navne er utrolig lange – og med mange q’er. På opslagstavlen ved Brugsen, stod der et skilt, med ”Banko” – det der stod med småt, blev jeg ikke meget klogere af: ”Sanningasoq Tungujortoq illasortaminut tapersersuisunullu bangortitsiniarpoq Kunukmi unnugu nal. 19.30”, men jeg gætter på det starter kl. halv otte.
I anledning af byens 250 års jubilæum var der flere, der gik rundt i grønlandske nationaldragter. De er utrolig flotte.
En sidste ting, der var meget anderledes end der hjemme, var det store antal hunde, der var i byen. Slædehunde. Der var slædehunde overalt – i alt 2.000 i en by med kun 6.000 indbyggere. Der var nogen af dem der så ret så bistre ud. Borgmesteren fortalte os da også, at vi skulle holde os væk fra dem. Det var for øvrigt forbudt at have dem gående løs, en lov der øjensynlig ikke helt blev overholdt, da kommunen sidste år skød 500 løsgående slædehunde.
2. september. En uges ophold på Vædderen har udvidet mit ordforråd ganske betragteligt. Først var der alle de mærkelige betegnelser og slang, som besætningen bruger – så var der alle de grønlandske stednavne, det næsten var umuligt at udtale og så er der forskernes betegnelser for deres udstyr: X-Star, CTD, Triaxus, Piston Corer, Batwing, Gravity Core og ikke at forglemme, Brutalis.
Til at starte med var det ikke til at holde rede på, hvilke instrumenter de enkelte ord dækkede over. Nu indgår de som en naturlig del af snakken over middagsbordet. Det er lidt som at være barn igen. Man lærer nye ord hele tiden. Lige så snart ordrerne er kommet ind, skal de bruges, nogle gange i de rigtige sammenhænge, og andre gange i måske knap så korrekte sammenhænge.
Her til morgen var det brutalis, der skulle i arbejde. De fleste forbinder nok brutalis med et noget arrigt næsehorn. Her på Vædderen er det et fredeligt, men meget robust instrument. Brutalis er en slags automatisk skovl eller grab, der kan hente mudder, eller måske mere præcist sediment, op fra havbunden.
Den prøve Brutalis får med op, er noget nær uforstyrret, og giver forskerne en god mulighed for, at få et indtryk af hvordan forholdene er i de øverste centimeter af havbunden. Prøven bruges også til at vurdere, om det er det rette sted at tage en dybere bundprøve. Er den prøve Brutalis får med op hård eller fuld af sten, vil det lange rør, der bruges til at udtage dybe bundprøver, blive bøjet og ødelagt. Brutalis derimod, er ikke til at ødelægge. Den lever op til sit navn.
Der blev lugtet ivrigt til den prøve, Brutalis bragte med op på dækket i dag. Den havde en umiskendelig lugt af rådden æg. Mudderet var dog dejligt blødt og velegnet til at udtage en dyb bundprøve af.
1. september. Truende skyer i horisonten og varsler om hård kuling fra vest har ligget i baghovedet det meste af dagen. Barometeret er faldet fra 1020 til 980 mbar. Det hårde vejr vil komme – vi ved bare ikke hvornår. De sidste meldinger siger hen under aften.
Men vi kan tage det roligt nu. Vi er kommet i havn. Vi er kommet til Sisimiut, der netop i dag fejrer sit 250 års byjubilæum. Sisimiut er Grønlands næststørste kommune. Den har et areal på 36.000 km2, dvs. kun lidt mindre end hele Syddanmarks areal. Indbyggerantallet er dog kun 1/1000. Der bor kun 6.000 mennesker i hele kommunen, og af disse bor over 5.000 i selve Sisimiut by.
Fiskeri er hovederhvervet i Sisimiut, og der ligger da også nogle gode fiskebanker lige ud for byen. Der er derfor også gode muligheder for at se sæler i området. På vej ind til byen så jeg da også to flokke på 10-15 grønlandssæler. De var dog så langt væk, at jeg ikke kun få et godt billede af dem – ærgerligt.
På vej ind til Sisimiut kan man ikke undgå at lægge mærke til byens vartegn, det 775 meter høje fjeld, med det sigende navn, Kællingehætten (se fotoet). Jeg glæder mig til at gå rundt i den lille hyggelige by med de mange farverige huse.
Vi må dog vente lidt med at gå i land. Der ligger et skib fra Royal Greenland på den havneplads vi skal bruge. Den sejler først kl. 6.
Vædderen tager dog lige en rundtur ind i havnen og affyrer en salut for de mange gæster, der er samlet i byen pga. jubilæet og måske pga. at vi kommer. Man kan jo aldrig vide!
1. september. Der er utrolig mange dobbelt vokaler og dobbelt konsonanter og et helt uhørt højt antal q'er i de grønlandske stednavne. Prøv lige at sige Ittoqqortoormiit eller Qasigiannguit. Nej vel, det er ikke let. Jeg kan dog forsikre, at det lyder smukt, når bynavne udtales rigtigt. Der er lige som mere saft og kraft i de navne end i de gamle navne for byerne - henholdsvis Scoresbysund og Godhavn.
Vædderen har i de sidste par dage lavet undersøgelser i et dyb ud for Sisimiut, det tidligere Holsteinsborg. Mærkeligt nok har dybet beholdt sit gamle navn. Det hedder stadig Holsteinsborg dyb.
Holger Lykke-Andersen fra Århus Universitet er projektleder for den forskergruppe, der laver seismiske undersøgelser i området. Han har formodninger om, at kanten af kontinentalsokkelen er opbygget af en række skråtstillede lag, og at disse lag er dannet i de perioder, hvor istider er blevet afløst af mellemistider. Lagene er tilsammen 500 meter tykke og har udvidet kanten af kontinentalsoklen, den såkaldte shelf, med ca. 35 km. ud for Sisimiut.
Ved at lave seismiske undersøgelser i området, er det muligt at se ned i undergrunden og derved få et billede af, hvor disse lag befinder sig. Ved efterfølgende at lave boringer ned i de enkelte lag kan man få en masse oplysninger om periodens klimaforhold og om det dyre-og planteliv, der fandtes i den pågældende tidsperiode.
Ved at få en viden om, hvad der skete i de tidligere mellemistider, er det måske også muligt at tegne et billede af, hvad fremtiden vil byde i den mellemistid, vi netop nu befinder os i.
Ved at se ned i mudderet er Holger måske i stand til at se ud i fremtiden!
30. august. I de første dage på Vædderen har der været meget nyt at forholde sig til, for en landkrabbe som mig. Hvilken side er det nu lige, der er styrbord?, Hvad betyder det, at tiden er inde til at skaffe? Hvad betyder det, at rygfinnen skal gnubbes? Hvad betyder det, når prajeanlægget bekendtgør, at der er døde duer? Lige nu lyder det over anlægget, at det er Marta-aften på søndag – gad vide hvad det er?
Det tager lidt tid at lære alle menneskene ombord at kende. Der er omkring 50 besætningsmedlemmer, 30 forskere, 15 journalister, fotografer og formidlere, samt 5 specialister. Men hver dag kommer jeg til at kende lidt flere.
I dag har jeg været sammen med den forskergruppe, der laver undersøgelser af havbundens udformning. Det var spændende og alle var rare og gode til at fortælle om deres projekt. De fortalte om den teknik de brugte, hvad de mange grafer betød og hvad der var formålet med det hele. I morgen vil jeg forsøge at lave en billedeserie om deres projekt.
Næsten hver aften er der foredrag. I går var det om fuelolie, og om hvordan det bruges som energikilde på Vædderen. I aften er det om et af togtets forskninsgprojekter: ”Luftens kviksølv”.
30. august. Det har været en dag med blæst og høje bølger. Vædderen er et stort skib, men den har alligevel gynget og vippet mere end godt hele dagen. Trods bange anelser har maven artet sig, og jeg har klaret dagen uden at gense noget af det, jeg tidligere havde spist! Jeg har dog holdt mig i ro det meste af dagen.
Kl. 20 lyder det over Vædderens interne prajeanlæg, at vi krydser polarcirklen om ca. en halv time. Trods Vædderens urolige opførsel går jeg op på dækket. Det er koldt, men meget smukt. Der er nogle laver skyer, som solen snart er helt skjult bag og snart formår at sende sine stråler igennem. Vandets farve skifter med sollysets kommen og gåen.
”Vi passere nu Polarcirkelen til bagbord”, lyder det fra prajeanlægget kl. 20:37. Jeg har aldrig været så langt nord på før. Polarcirklen er grænsen for det område omkring Nordpolen, hvor der forekommer dage, hvor solen slet ikke går ned, og dage hvor solen slet ikke står op. Lige på polarcirklen er der kun et enkelt døgn med konstant sol og en enkelt døgn med konstant mørke – henholdsvis midsommer og midvinter.
Jo længere mod nord man kommer, jo flere dage bliver der med konstant sol og konstant mørke. På Nordpolen når det til det mest ekstreme. Her er der et halvt år med konstant sol og et halvt år med konstant mørke. På Nordpolen er det således ikke Jordens 24 timers rotation om sin egen akse, der giver dag og nat, men Jordens kredsen rundt om Solen, og det tager som bekendt Jorden et år at kredse rundt om Solen. Der findes en tilsvarende polarcirkel omkring Sydpolen.
Vi når desværre ikke langt nok nord på til at opleve et døgn med 24 timers sol på denne tur med Vædderen. Måske en anden gang.
29. august. Kaptajnen har bestemt, at det er søndag i dag. Det er nemlig sådan, at på et skib er det kaptajnen, der suverænt bestemmer alt. At det er mandag alle andre steder er ligegyldigt. På Vædderen er det søndag. Sådan. Og når det er søndag, skal vi sove længe og spise brunch.
Peter og jeg lader os nu ikke kue af Kaptajnen. Vi sætter trodsigt vækkeuret til kl. 7, som vi plejer. Peter vil op for at motionere – alt det slik og den gode mad er begyndt at sætte sine spor. Men Peter er en beslutsom mand. Han vil ikke lade søværnet og Kaptajnen ødelægge sin flotte og meget mandige figur.
Jeg har besluttet, at jeg vil se en hval – koste hvad det vil. Kl. 7.27 går jeg målrettet op på Vædderens øverste dæk, bevæbnet med kikkert og kamera. Det er tåget, men som den jyde jeg er, giver jeg ikke op.
Jeg bruger tiden til at se på de mallemukker, der opholder sig omkring skibet. Det er tydeligt, at mallemukkens lange smalle vinger ikke har den bedste udformning til start og landing. Her om morgenen bruger flere af mallemukkerne mere end 100 meter, før fødderne endelig slipper vandet. Det virker lidt som om, de ikke helt er oppe i gear endnu. Når de først er kommet op i fart, er de fantastiske flyvere. Med stor præcision flyver de få centimeter over vandoverfalden og udnytter den opdrift, de kan få fra bølgerne.
Tågen er ved at lette. Jeg kan nu se, at der ligger mallemukker spredt overalt, så langt øjet rækker. Et enkelt sted ligger de meget tættere, nærmest på en lang række. Vandet ændrer også karakter på det sted. Jeg går op på broen og spørger en af besætningsmedlemmerne, om der er nogle ændringer i havbunden, på det sted hvor mallemukkerne ligge. Han finder hurtigt et kort frem og fortæller mig, at havbunden falder fra 100 metre til ca. 2500 netop på det sted, hvor mallemukkerne er. Ændringen er havbunden betyder formodentlig, at der er flere fisk i det område end uden for.
Hvaler. Pludselig er de der. Jeg kan se rygfinnen på en 3-4 stykker. Det er grindehvaler. Nu er der flere, formodentlig 25. De svømmer tæt sammen. Jeg nyder synet af dem, indtil de efter et lille minut alle dykker og forsvinder. Jeg har fået blod på tanden. Jeg vil se flere hvaler, og der går ikke mere end 20 minutter, før den næste flok grindehvaler dukker op. Det er et fantastisk syn at se disse store dyr bevæge sig roligt og elegant gennem vandet.
Jeg bliver stående på dækket. Vejret er dejligt og solen skinner. Der går en time, der går to, der går tre og så pludselig er den der. En 12-15 meter lang pukkelhval dykker ud. Et enormt dyr på omkring 30 tons. Den sender en 3 meter højt søjle af vanddamp ud af åndehullet oven på hovedet. Sådan en søjle af udåndingsluft kaldes en blåst.
Det har været en god dag.
Sidste nyt: Der er en aktiv vulkan ved Upernavik. Vandet bobler i området og skibe frarådes at nærme sig.
27. august. Det var en oplevelse at komme op på dækket af Vædderen i morges. Der var vand overalt. Ingen land i sigte nogen steder. Der var til gengæld mallemukker – mange mallemukker. I hundredvis fløj disse mågelignede fugle rundt om skibet. Der er dog kun ved første øjekast, at de ligner måger. Mallemukkerne er mere kompakt byggede og deres vinger er smallere og stivere.
Det meste af tiden glider mallemukkerne på stive vinger helt tæt over vandoverfalden, nogen gange så tæt at vingespidserne eller fødderne rører vandet. Bruger de vingerne aktivt, sker det med hurtige vingeslag, lidt på samme måde som mursejleren bruger sine vinger.
Mallemukken er i familie med albatrosser og hører til den gruppe af fugle, der hedder stormfugle. De opholder sig typisk ude på det åbne hav og kommer kun ind til land for at yngle.
På oversiden af næbbet har mallemukken og de andre stormfugle nogle store og meget karakteristiske rørformede næsebor fyldt med lugtevæv. Disse fugle har derfor en meget veludviklet lugtesans. Hvis man kommer tæt på en mallemuk, kan man sommetider se, at det drypper ud af næseboerne. Det er ikke fordi mallemukken er forkølet, men fordi den er i færd med at komme af med noget af det salt, den har fået ind ved at drikke havvand. Fugle, der tilbringer det meste af tiden ude på det åbne hav, har nemlig været nødt tilpasse sig til et liv uden adgang til ferskvand.
Hvis man vil være sikker på at se mallemukker i Danmark, skal man tage langt ud i Nordsøen. Fra land er der størst chance langs den jyske vestkyst efter en periode med kraftig vestenvind, eller ved Bulbjerg i Nordvestjylland hvor enkelte par yngler.
Mallemukken bliver, modsat mange andre fugle, ikke jaget i Grønland, da den efter sigende skulle smage ganske forfærdelig. Mallemukken er derfor ikke særlig sky og kommer da også ganske tæt på Vædderen, som denne morgen er ved at tage vandprøver på 2300 meters dybde og planktonprøver af overfladevandet.
Mallemukkerne lever af fisk og blæksprutter, men har ikke noget imod lidt fiskeriaffald fra fiskerbåde. Det er der nu ikke meget af fra Vædderen, da alt affald omhyggeligt bliver samlet ind og sorteret. Men det kan mallemukkerne jo ikke vide!
26. august. Jeg vågnede med et sæt kl. 5 i morges. Skibet var begyndt at bevæge sig mere fra side til side, end jeg var vant til, da vi lå godt beskyttet inde i Narssaq fjord. Vores lukaf – det kaldes det lille rum Peter og jeg deler de næste 14 dage - ligger helt ude i stævnen på Vædderen og selv med en meget moderat vind, kan vi tydelig mærke skibets rullende bevægelser. Var jeg ved at blive søsyg? Det var det, der var spørgsmålet.
Jeg måtte vågne helt for at finde ud af det. Jeg kunne høre på Peters dybe vejrtrækning, at han stadig lå og sov, intetanende om de farer elementernes rasen ville udsætte ham for.
Jeg koncentrerede mig om de mindste svaghedstegn fra min mave. Var der ikke en let rumlende fornemmelse i maven? Jeg fortrød, at jeg havde spist en kæmpe pose matadormix i aftes. Jeg følte mig også skyldig. Jeg havde lokket Peter, der elles aldrig spiser slik, til at indtage store mængde vingummi, lakridsæg og ikke mindst labre laver. Peter er en ellers en sand gentleman, men ville han kunne tilgive, at jeg havde lokket ham i fordærv? For god ordens skyld vil jeg advarer læsere med tendens til kvalme om at læse videre.
Mens jeg lå der i sengen, kom jeg nemlig til at tænke på de oplevelser, jeg havde på en meget traumatisk flyvetur fra New York til København. På sædet ved siden af mig sad der en stor russer. Han drak tæt til og da den varme mad blev serveret efter 3 timer, var han stærk beruset. Han tog dog for sig af den varme gullasch med stor energi. Men pludselig holdt han en pause – og her bliver det ubehageligt – kastede han op ned i tallerkenen med mad. Og nu bliver det rigtigt ulækkert. Efter en kort pause forsatte han nemlig med at spise gullaschen, nu for anden gang.
Peter hev mig ud af mit traumatiske tanker, med et venligt: ”Godmorgen Niels, har du sovet godt?”. Peter var ikke søsyg, han var ikke bukket under for elementernes rasen. Men selvfølelig, det ville en sand gentleman aldrig gøre. Efter morgenbadet var det tid til morgenmad. De laver rigtig lækkert mad her på Vædderen. En stor ros til alle i kabyssen for det de formår at fremtrylle på så beskeden plads. I dag kunne jeg dog ikke lade være at tænke på, hvad der mon smagte mindst dårligt at få retur igen senere på dagen.
Vædderen lagde fra Narsarsuaq kl. 9 her i morges – min første rigtige dag med Galathea-ekspeditionen. Termometeret viste næppe mere end et par grader, men solen skinnede og jeg fandt et sted på dækket, hvor der var lidt læ. Den friske morgenluft, solen, de mange isskosser i blå og hvide nuancer gjorde turen fantastisk smuk og betagende.
Efter en halv time kom der et par mågelignede fugle flyvende. Det var kjover, en almindelig fugl her i Grønland. Man også være heldig at se kjover ved den jyske vestkyst hjemme i Danmark. Normalt opholder de sig langt til havs, men efter en periode med kraftig vestenvind, kan det ske, at nogle af dem kommer helt ind til kysten.
Kjover er gode og behændige flyver. De bruger deres flyvefærdigheder til at mobbe måger og terner til at slippe deres bytte. Forfølgelsen kan vare ved i flere minutter, ofte med det resultat at mågen eller ternen til sidst slipper byttet for at blive fri for forfølgeren. Kjoven griber så byttet i luften og flyver væk med det, mens mågen må ud og søge efter et nyt bytte. Denne adfærd har ført til at kjover af og til kaldes for rovmåger.
Jeg så også en sæl svømme i det næsten blikstille vand. Den var desværre så langt væk fra skibet, at jeg ikke kunne se, hvad det var for en art. Den intensive jagt i Grønland har gjort mange af dyrene ret sky. Det emne kommer jeg tilbage til en anden dag.
25. august. I de næste 14 dage skal Peter Lund Madsen og jeg være formidlingspiloter på Vædderen. Ud over de spændende oplevelser vi får ombord på Vædderen, har vi besluttet os for at skrive om noget af det, man aldrig har vidst, at det var sjovt at vide noget om.
Vidste du f.eks. at 97% af det vand, der findes på jorden er saltvand, og at der er så meget salt i havene, at det kunne danne et lag på over 45 meter, hvis det blev spredt over hele jordkloden. Havet indeholder mange forskellige slags salte, men hovedparten af saltet i havvand er natriumklorid, altså ganske almindelig husholdningssalt.
Nogle ville måske også finde det interessant at vide, at der findes omkring 5 mio. tons guld opløst i verdenshavene. Når vi er her på Grønland er det også tankevækkende at 2/3 af jordens ferskvand findes som is og sne ved polerne.
For de fugleinteresserede kan det nævnes, at karakterfuglene for Narsarsuaq her i august er:Gråsisken, Laplandsværling, Stenpikker, Gråmåge, Svartbag og Ravn.
22. august. Her til morgen kl. 07.00 satte Vædderen kursen mod Prins Chr. Sund. Der er kun en enkelt bygd indenfor skærene, den lyser helt op med alle husene malet i smukke farver. Når det kommer til at beskrive landskabet er jeg tabt for ord. Det er meget stort, smukt, betagende, barskt.............
Klipperne er minimum 1.6 mia. år gamle. Man kan kun føle sig lille!
22. august. Hele dage har bølgerne skvulpet og tågen ligget tæt. Som med et trylleslag her lidt i 18 klarede det op, solen skinnede og havet blev blikstille. Det må være Grønlands måde at byde velkommen på. Et par isbjerge stak op af vandet, og nærmest lyste, med deres indbydende blå farve. I det fjerne rejste Grønland sig indhyllet i en let tåge. Et betagende syn og en forsmag på hvad der venter.
20. august. På Færøerne fik vi at vide at det lige nu er sæson for grindehvaler. Enhver krusning på vandet fik mig til at hive kikkerten frem. Men nej det var bare en krusning.
Her til morgen skete det så endeligt. Vi ligger stille mellem Island og Grønland, og er i gang med at tage vandprøver på 3000 meters dybde. Først var der kun et par rygfinner i sigte, men efter en times tid kunne vi se ca. 20. Grindehvaler er meget sociale dyr der holder sammen i familiegrupper. På rygfinnerne kunne vi at der var både små, store og rigtigt store. Hannerne er de største med en smukt kroget rygfinne. Flokken bevægede sig ikke nævneværdigt. Det så nærmest ud som om de hyggede sig. En gang imellem rejste en af dem hele forkroppen ud af vandet så den bedre kunne se hvad vi gik og lavede.
Grinde fakta: Der er to arter af grind. Langt mod syd findes den kortluffede og heroppe mod nord den langluffede. Det er kun muligt at skelne dem ud fra lufferne !
Grind færdes i familiegrupper på 10 – 20 dyr. Nogle gange ses kæmpe grupper på flere hundrede hvaler. Udvokset er en grind mellem 4 og 6 meter lang og vejer 2 – 3,5 ton. Unger er ved fødslen ca. 2 meter lange og vejer ca. 75 kilo.
Føden består af blæksprutter, krebsdyr og stimefisk. NB.: Lige nu er tidsforskellen til Danmark 4 timer bagud.
18. august. Først på aftenen lige inden skafning (spisning) er jeg egentligt lidt sløv. Vagthavendes stemme får mig op af stolen ” Hvaler om bagbord” siger hun. Med kikkert og kamera under armen haster jeg op på dæk og får et glimt af de (2) første hvaler på Galathea 3. Der er heldigvis flere kyndige ombord der mener det må være finhvaler. Hvalkending tager udgangspunkt i om hvalen plejer at vise halen eller ej samt rygfinnens udformning. Derudover kan hvaler også artsbestemmes på blåsten, der er den sky af forstøvet vand som kommer når hvalerne renser åndehullet. Selv med en 300 mm linse er det ikke de mest fantastiske billeder, men zoomer man ses den krogede rygfinne samt på det andet billede den kraftige blåst.
Finhval fakta Udbredelse: Nordligste udbredelse er langs Norges kyst til Svalbard, ved Island og Grønlands vestkyst. Størrelse: 17 til 24 m. lange med en vægt på 30 – 80 t. Hunnerne en smule større end hannerne. Ungerne er ved fødslen ca. 6,5 m. lange og vejer ca. 2 t.
18. august. Der var noget der svirrede om lillebror * der var ved at blive hejst ombord efter vi med en fyrværkerisalut drog fra Thorshavn. Det måtte være stormsvaler. Jeg har kun hørt om den drosselstore stormfugl der elegant fanger plankton fra vandoverfladen. De er mest aktive om natten men ses også om dagen bla. Når de flokkes om et let måltid når hvalerne kommer til overfladen. Mallemukken eller havhesten, som den også blev kaldt en gang, ligner en lille albatros som de for øvrigt også er i familie med. Der er nu en lille flok der følger skibet i håb om en godbid. Både svalen og havhesten har en fantastisk lugtesans. Næseborene ligner to rør der er sat ovenpå næbbet. Der er lavet forsøg med at stoppe næseborene til på stormsvaler og så slippe dem løs. De fandt aldrig hjem. Andre der blev fanget og flyttet flere tusinde kilometer fandt tilbage i løbet af kort tid. Et par unge suler kom også forbi de håbede nok på et let måltid nu hvor vi havde CTDen ude. Hvordan kunne de vide at vi kun hentede vandprøver op !
* Lillebror er en stor orange gummibåd der benyttes som for- og eftertrop når Vædderen skal til og fra kaj.
18. august. Det kunne lyde selvmodsigende, men nu da Vædderen, her til morgen kl. 8, endelig er ankommet til Thorshavn er alle ivrige for at komme ombord og komme i gang. Udefra må det være som at betragte en myretue, der er blevet læsset og losset og alle os nye på skibet er blevet grundigt instrueret, i alt fra sikkerhed om bord til alle skibets funktionsområder. Der skaffes kl. det og kabyssen ligger der samtidigt gjalder samtaleanlægget ud med ordrer og instruktioner. Det næste stykke tid bliver mit hjem på rødt dæk længst fremme i styrbord side. Ganske fine kvarterer og så endda med vindue.
Der har allerede været officielt besøg af politikere fra Grønland. Senere er der "åbent skib" så kan alle komme ombord og se skibet. Inden stævnen vendes mod Grønland til midnat er der foredrag og reception i Nordens Hus.
Det siges at vejret er fint så søsygebarometret kan forblive på lav !
Jeg glæder mig til at komme ud hvor muligheden for at se hvaler er tilstede !
16. august. Men ventetiden føles ikke lang. Verden er lille har jeg erfaret. Ikke at jeg her vil oprulle alle mine familiære relationer men.. min svigerfar kender lufthavnschefen, Finnbugi Niclassen, på Vagar lufthavn her på Færøerne. Finnbugi ringede her til morgen for at tage os, som er Ellen Kirstine Lyhne fra DTU og jeg, med på sightseeing. Vi drog af sted mod byen Kirkjubøur ikke langt fra Tórshavn . Der er utroligt smukt og barskt heroppe. Vejret skifter fra minut til minut, fra sol til regn. Landskabet er indbydende grønt og rejser sig, fra havet mod himlen, med kæmpe klippeskrænter.
I middelalderen var Kirkjubøur Færøernes hovedstad. Placeringen var valgt fordi der lige på det sted skyller meget drivtømmer i land. Ikke en dårlig strategi når der ikke findes nævneværdigt med træer. Det med vækster har færingerne for øvrigt grebet utraditionelt an. For ca. 10 år siden tog de kontakt til Ildlandet, en øgruppe ved den den sydlige spids af Sydamerika. Her ligner klimaet meget det Færøske. Der blev hjemtaget flere tusinde træer der efter en tid på en lokal planteskole nu pryder haverne rundt om på øerne.
Trine ringede fra Vædderen her kl. 18 og kunne fortælle den gode nyhed. Fejlen er fundet og udbedret. Vi afventer hende i havn torsdag formiddag.
Jeg gætter på at der er 8 håbefulde elever der i morgen vågner op fulde af forventning. De er finalister i skolekonkurrencen som afvikles på Nordens Hus i morgen.
