Anakonda (Eunectes murinus) I Kraniegrotten kan du opleve anakondaen på helt tæt hold i den store underjordiske sø. Den tunge slange foretrækker at ligge i vandet, hvor det kræver mindst energi at bevæge sig rundt. Den største slange i anlægget er endnu ikke helt udvokset, idet den "kun" vejer ca. 45 kg og er 4 m lang.
Den grønne anakonda er én af verdens største slanger. Den længste anakonda, man har fundet, var over 9 m lang, og dette er kun overgået af den asiatiske netpython, der holder længderekorden på nøjagtig 10 meter. Der er dog ingen tvivl om, at anakondaen, med sin kraftige krop, er verdens tungeste kvælerslange. En velvoksen hun kan veje over 200 kg.
Flodens vogter
Et så stort og imponerende dyr som anakondaen indgår naturligvis i de mytologiske forestillinger hos flere af indianerstammerne i Amazonas. Myterne siger, at regnskovens store floder er skabt ved at en kæmpe anakonda har ”slanget” sig gennem landskabet. Ifølge legenden lever der stadig kæmpeslanger i Amazonfloden, og disse anakondaer er flodens vogtere. Hvis man trænger ind på deres territorium, vil jorden derfor begynde at ryste, og klimaet pludseligt ændre sig.