navnet på passionsblomsten stammer fra en amatørbotaniker, der mente at kunne se symboler på jesu korsfæstelse i de forskellige dele af blomsten? Således skulle blomstens 3 støvfang symbolisere de 3 nagler, som fæstede Jesus til korset, de 5 støvdragere symbolisere de 5 sår osv.
Vorup Enges historie
Efter istiden
Den 158 km lange Gudenå har sit udspring vest for Tørring. Deltaet ved Gudenåens udløb er enestående i den danske natur. Saltvand og ferskvand blandes, når der er højvande. Der er fundet rester af nogle af de dyr, der har levet i området. På Kulturhistorisk Museum i Randers er der blandt andet en kranieskal, der stammer fra en moskusokse samt en kindtand fra en mammut. Der har naturligvis også været andre dyr f.eks. kæmpehjort, bison og rensdyr.
Gudenåen skærer gennem Vorup Enge
Fra urskov til kornmark
Lige efter istiden var Danmark en tundra, siden kom der et mere steppelignende landskab. Med varmen kom små lave træer så som pil, dværgbirk og rypelyng. Senere lignede naturen det vi kender fra Norge og Sverige, med lysåbne skove bestående af græs og birk. Da Danmark lå hen som en stor skov, var det ikke over land, man kom hurtigst frem. Da var vandvejene langt mere benyttede. Bopladserne fra stenalderen ligger da også tæt ved åerne, og Gudenåen er ikke nogen undtagelse.
Jægerstenalderen (ca. 10.500 – 4.000 f. Kr.)
Selv om der ikke er fundet mange oldsager i Vorup Enge, er der dog ingen tvivl om, at mennesker har haft deres gang her på den nordlige bred af Gudenåen. Der er bl.a. fundet rester af en såkaldt skaldynge bestående fortrinsvis af østersskaller, og blandt skallerne er der også fundet en lille pilespids, en tværpil, som kan dateres til Ertebøllekulturen (ca. 7.500 – 5.000 f. Kr.) Selv om tværpile er ganske små, har de været udmærket våben til storvildt.
Klimaet var dengang mere varmt og fugtigt, og der var et rigt dyreliv både i havet og på land. I den varme og fugtige jyske urskov var der både los, elg, vildsvin, bjørn, grævling og ilder. På de mere åbne arealer kunne man se vildhest. Ved kysten kunne man se mange fugle, der ikke lever i Danmark mere, bl.a. krøltoppet pelikan og den nu uddøde gejrfugl. I ferskvandssøer kunne man fange store maller og sumpskilpadder. Det nordligste fund af sumpskilpadde er gjort tæt ved Gudenåens udspring.
Om sommeren kan man se oprindelige husdyrracer.
Bondestenalderen (ca. 4.000 – 1.800 f. Kr)
Omkring 4.000 f. Kr. indføres landbruget i Danmark. De første spor består af aftryk af korn fundet i lerkar. Andre kar vidner om produktion af ost, og fund af dyreknogler viser tilstedeværelsen af domesticerede dyr som får/ged, hest, kvæg og nogle få svin. Fra Vorup har vi et fund af en flintøkse og en stridsøkse. Stridsøksen er en typisk gravgave for mændene i enkeltgravskulturen, og derfor er der ingen tvivl om, at der også på daværende tidspunkt har levet mennesker i Vorup.
Bronzealderen (ca. 1.800 – 500 f. Kr.)
Husdyrene har været både får/geder, svin, hest og kvæg. Hunden kendes allerede fra stenalderen, og i bronzealderen er den blevet større. Nu bliver den givetvis brugt til hyrdehund, hvorimod den har været anvendt som jagthund i stenalderen. Køerne i bronzealderen og den tidlige del af jernalderen var mindre end i stenalderen, men dog ikke så små, som de blev i slutningen af jernalderen. Flere fund af hesteknogler viser, at dyret nu er så udbredt, at det også bruges til slagtedyr. Agerbruget med korndyrkning intensiveres ligeledes i bronzealderen.
Et kig ind mod Randers By.
Jernalderen (ca. 500 f. Kr. til 750 e. Kr.)
Landbruget er nu i en rivende udvikling. Man har fundet ud af, at gødning af markerne øger høstudbyttet, og engområderne bliver for alvor udnyttet i forbindelse med kvægdrift. Det er derfor ikke urealistisk at forestille sig jernalderkøer gå at græsse, hvor køerne i dag ses i Vorup Enge. Fra andre fund ved vi, at dyrene har været tøjret med grimer og reb bundet af hamp og sat fast ved hjælp af tøjrpæle skåret i træ. Tøjrpælene, der kendes fra mosefund, har ikke forandret udseende og ligner dem, der kendes fra historisk tid. I jernalderen kommer hønsene til landet, og senere kommer katten.
Vikingetid og middelalder (ca. 750 – 1.536 e. Kr.)
Hvor det i jernalderen var almindeligt med ca. 12 – 14 større dyr, var der i vikingetiden ofte plads til omkring 22 dyr på de store gårde. De tidligste tamsvin var direkte efterkommere af vildsvinet. I stenalderen var de meget store, men i løbet af bronzealderen mindskes vægten, og i jernalderen/vikingetid er der tale om små højbenede grise med stritører og en lang spids snude, som var god at rode i jorden med. Grisene levede fortrinsvis af olden. I vikingetiden vinder svinet frem og bliver det vigtigste køddyr.
Vorup og Randers i middelalderen og historisk tid
Fra flere arkæologiske udgravninger, foretaget i Randers by, har vi vidnesbyrd om, hvilke dyr der har været nedlagt og spist i middelalderen. En udgravning foretaget i Brødregade i 1976 indeholder knogler fra både okse, kalv, svin, ungsvin, får, lam, gedebuk. Derudover er der fund af rensdyr, elsdyr, kronhjort, gås og havørn. I 1921 var der 142.045 indbyggere i amtet. Heraf var de 59.088 beskæftiget med landbrug.
