Randers Regnskov - Tropical Zoo
Randers Regnskov - Tropical Zoo
DanskEnglishDeutsch
Se også
 
Støt et barn

Vidste du at

den totale volumen af Sydamerikakuplen er 31.119 m3? Det svarer til indholdet af 1.037 skibscontainere på 6 meter. Hvis skibscontainerne stod på en lang række ville de fylde mere end 6 kilometer.

Støt et barn og red regnskoven

I 2004 indgik Randers Regnskov et samarbejde med en indianerstamme i området Verde Sumaco i Ecuador. Aftalen går ud på, at Randers Regnskov støtter børnenes skolegang, mod at stammen lover at holde olieselskaber, plantagefirmaer og krybskytter mm. ude af området.

For at stammen skal klare sig i fremtiden, er det vigtigt, at børnene går i skole, men for forældrene er det dyrt at købe bøger, blyanter og papir til børnene. Samarbejdet med Randers Regnskov sikrer, at børnene får de undervisningsmaterialer, der er nødvendige for deres uddannelse.

Pengene går ubeskåret til projektet

Randers Regnskov støtter Verde Sumaco med et beløb, der dækker udgifterne til uddannelsen af minimum 90 elever samt alle udgifter til administration af ordningen. De beløb vi modtager går ubeskåret til projektet. For hver 350 kr.  vi modtager, er der penge til at dække samtlige udgifter for et barns skolegang i et helt år. Vi har som mål at samle penge ind til uddannelsen af samtlige 160 børn i Verde Sumaco.

I oktober 2006 lavede vi en udstilling om Verde Sumacos indianere i Randers Regnskovs Sydamerika kuppel. I forbindelse med udstillingen er der opsat en indsamlingsbøsse.

Siden oktober 2006 har Regnskovens gæster doneret over 24.000 kr til projektet.

På vegne af indianerne i Verde Sumaco siger vi tak for den interesse og støtte vi har modtaget. Pengene er sendt til Verde Sumaco for at gøre gavn.

Rosa Alva sikrer at støtten bruges rigtig

Sådan kan du hjælpe

Ud over at donere til Regnskovens indsamlingsbøsse kan du indbetale et beløb til Nordea på konto: 2212-3486609906. Alle beløb er velkomne og indbetales der 350 kr. eller derover, udsteder vi et certifikat som bevis på støtten.

Navn og adresse på den person certifikatet skal udstedes til mailes til edu@remove-meregnskoven.dk. Mailen mærkes ”Sumaco”.

Sikring af at støtten går til de rigtige

For at sikre at pengene bliver brugt rigtigt og ikke havner i de forkerte hænder, har Randers Regnskov ansat en lokal person, Rosa Alva, til at føre tilsyn med projektet. Inden projektet startede op, var Rosa på besøg i Randers Regnskov, hvor vi aftalte hvordan vi skulle samarbejde og sikre at projektet blev en succes.

Rosa besøger Verde Sumaco 5-6 gange om året og det er hende, der køber bøgerne til børnene i Verde Sumaco. Rosa sørger desuden for kontakten mellem folkene i Verde Sumaco og Randers Regnskov.

I 2005 var en af Regnskovens medarbejdere på besøg i Verde Sumaco, for at få en status på projektet. I forbindelse med Galathea projektet var en repræsentant fra Randers Regnskov på officielt besøg i Verde Sumaco i foråret 2007.

Rosa Alva sikrer at støtten bruges rigtig

Uafhængighed

Med denne aftale håber Randers Regnskov at kunne tilbyde indianerne et alternativ til afhængigheden af udefra kommende firmaer. Vi håber, at vi kan være medvirkende til, at stammen får en uafhængig og bæredygtig fremtid, der samtidig sikrer områdets dyre- og planteliv.

TopAttraktioner.dk

RANDERS REGNSKOV · TØRVEBRYGGEN 11 · 8900 RANDERS · TLF. 87 10 99 99

Kontakt osproduceret af houmark.com