Randers Regnskov har besøgt indianerne i Verde Sumaco adskillige gange. Besøgene har dels været vigtige for at få kendskab til området og til de problemstillinger der findes her, og har desuden været meget vigtige for at opbygge den nødvendige tillid mellem samarbejdets parter. Mange års kontakt med mennesker, der har ønsket at købe sig adgang til Verde Sumaco har fået indianerne til at udvikle en sund skepsis overfor udefrakommende, der tilbyder dem noget - for hvad vil de kræve at få igen?
Det har derfor krævet adskillige besøg - og meget snak - for at få folket i Verde Sumaco til at forstå og stole på at Randers Regnskov IKKE er kommet for at købe deres land eller har intentioner om at tjene penge på deres bekostning.
Ekspedition Yacu Mama
I samarbejde med TTF og Nikon arbejder Randers Regnskov netop nu på at forberede en ekspedition til Verde Sumaco, under navnet Ekspedition Yacu Mama. Ekspeditionen har til formål at skabe opmærksomhed, gennem ord og billeder, omkring den utrolige biodiversitet i et af verdens mest artsrige og endnu uspolerede områder.
Læs mere om ekspeditionen her.
Herunder kan du læse om et af de tidligere besøg, som foregik i forbindelse med Galathea ekspeditionen, og sammen med en journalist og en fotograf fra Jyllandsposten, et besøg der handlede om indianernes liv.
Verde Sumaco byder Randers Regnskov velkommen!
Vores hus i Verde Sumaco.
Af John K. Knudsen, biolog
Efter 3 timers sejlads op af Paushiyacu-floden i en udhulet træstamme ankommer vi til Verde Sumaco. Indianerstammen har tydeligvis både glædet sig og gjort sig store anstrengelser forud for besøget. Det er første gang en officiel repræsentant for Randers Regnskov skal besøge Verde Sumaco. Ved ankomsten er både præsidenten og vicepræsidenten for stammen mødt op for at byde velkommen. De følger os op til det hus, hvor vi skal bo de næste fire dage.
Indkvartering uden slanger
Huset vi bliver indlogeret i er, som de øvrige beboelseshuse i Verde Sumaco, bygget af hårdt regnskovstræ i en god kvalitet og har et tag af blikplader. Som det mest naturlige er husene hævet én meter over jorden. Vi bliver forklaret, at denne specielle arkitektur har et ganske særligt formål - nemlig at undgå besøg af slanger i husene.
Præsidenten signalerer med hænderne, at der om et øjeblik skal ske noget. Og ganske rigtigt. Inden længe kan vi høre sang og musik. Ud af junglen kommer landsbyens børn og unge iklædt traditionelle jungledragter med bastskørter, kokosnød-bh’er og palmefibervævede toppe. Med sig har de skilte hvorpå der står ” Randers Regnskov - Tak for jeres støtte - Verde Sumaco”.
Vi bliver bedt om at gå forrest i dette festlige optog og bevæger os mod byens rådhus. Dette hus er i modsætning til beboelseshusene ikke bygget af træ, men af beton, direkte på jorden, og indeholder udelukkende ét stort åbent rum. Langs væggene er der opstillet bænke, hvor der allerede sidder en masse mennesker. Hele rummet er pyntet med friske palmeblade og for enden af rummet står en tom bænk, som er forbeholdt gæsterne fra Danmark. Af de 265 indbyggere i Verde Sumaco er omkring 80 mødt op for at deltage i det officielle velkomstprogram.
På skiltene står der ” Randers Regnskov - Tak for jeres støtte - Verde Sumaco”.
Præsidenten takker og børnene danser
Klik på billedet og se en video af de dansende indianerbørn.
Indledningsvis holder præsidenten for samfundet en tale, hvor han blandt andet siger: ”Takket være hjælpen fra Randers Regnskov kan vi holde olieselskaberne ude af området. Før fik vi jævnligt besøg af repræsentanter fra forskellige olieselskaber. Typisk kom de én gang om måneden og havde gaver med. De fortalte os, hvor lykkelige vi ville blive, hvis vi bare solgte rettighederne til at udvinde olie til dem. Nu ved olieselskaberne godt, at vi ikke er interesserede i at sælge regnskoven til dem. Vi har nemlig fået et godt alternativ – og tusind tak for det. Der er nu gået flere måneder siden vi sidst har haft besøg fra et olieselskab”. Han slutter sin tale med at understrege, at vi er stærke når vi holder sammen og, at han nu glæder sig til at vise hvad stammen har forberedt: ”og husk - vi er ikke professionelle, det vi gør, gør vi med hjertet – tak”.
Herefter træder de mindste elever ud midt på gulvet for at danse en traditionel stammedans mens skolens lærer spiller violin og stammens ”læge” synger og spiller på guitar. Børnene som på besøgstidspunktet har ferie, har vandret i flere timer for at komme med til velkomstfesten. Verde Sumaco dækker et areal på størrelse med Langeland, så nogle af børnene har vandret ganske langt for at være med. Da børnenes dans er færdig, genlyder hele rådhuset af klapsalver, som gør de små ganske generte.
Smagsprøver
Palmemarven har en frisk ærte-agtig smag.
Næste indslag er et kulinarisk et af slagsen. En hel familie sidder på gulvet, og viser hvordan man får den friske palmemarv ud af en palme. Efterfølgende er der smagsprøver til gæsterne fra Danmark - og sikke en mundfuld. Palmemarven har en frisk ærte-agtig smag og en lækker sprød konsistens – mums!
Ryger eller ikkeryger
Inden næste indslag kommer præsidenten hen for at byde på en cigaret. Jeg når lige at overveje, om det er uhøfligt at sige nej tak. Men da jeg ikke ryger, kommer jeg frem til, at det er bedst at sige nej tak i stedet for at sidde og hoste og hakke. Præsidenten tager det helt fint, han nikker og smiler venligt inden han går videre.
Tasker af palmeblade
Bunden af en palmevævet skuldertaske.
Indianerstammens kvinder har organiseret sig således, at de arbejder sammen på forskellige projekter. Blandt andet laver de tasker af fibre fra palmeblade. Det viser de i det næste indslag, hvor palmeblade bliver knust, og de fine plantefibre bliver pillet ud. Palmefibrene rulles sammen og bliver snoet til en stærk snor, som så bliver brugt til at knytte tasker, net og smykker. Det er et langsommeligt arbejde. Et skuldernet knyttet på denne måde tager typisk en hel uge at lave. Derfor er det også et arbejde, som kvinderne med stor fordel gør sammen, fordi de kan hjælpe hinanden og hygge sig samtidigt.
Forarbejdning af majs
Kvinderne viser også hvordan de piller majs af majskolberne. En sort sæk bliver fyldt med hele majskolber og sækken snøres til foroven. Herefter bliver sækken gennembanket med en trækølle, for på den måde at få majsen af. Da sækken igen bliver åbnet er majsen skilt fra kolberne og klar til at blive brugt i madlavningen. Også selve kolberne kan anvendes i husholdningen. Kvinderne viser, hvordan de knuser kolberne med en sten for derefter at bruge smuldret som hønsefoder. På den måde går ingenting til spilde.
Mændene er jægere
Det tager kun 15 minutter at lave en seng af bambus.
Man kan ikke sove direkte på jorden pga. kryb og kravl.
Til sidst er det blevet mændenes tur. De fortæller om at gå på jagt i skoven og om hvordan man overlever flere dage ude i junglen. Blandt andet er det vigtigt ikke at sove direkte på jorden. Sover man på jorden bliver man med garanti angrebet af regnskovens kryb og kravl hvilket både kan være smertefuldt og farligt.
Mændene viser hvordan man laver en seng af bambus. Med ganske enkle redskaber bliver bambussen hugget til og lavet til den fineste seng i løbet af 15 minutter. Til sammenføjningerne bliver der brugt en særlig lian, som er velegnet til at bruge som snor. Sengen er magen til dem, som findes i vores hus og fungerer ganske fortræffeligt.
Regnskovsetikette
De efterfølgende dage bliver der holdt en del møder mellem undertegnede og stammens indbyggere. I det følgende vil jeg beskrive to pudsige episoder som man kan trække på smilebåndet af, men som samtidigt siger en hel del om, hvor forskellig verden ser ud i henholdsvis Danmark og Ecuador.
Den første episode udspiller sig på den tredje dag af besøget. I de forgangne dage har der været en meget højtidelig stemning i indianerstammen over, at de endelig har fået besøg fra Randers Regnskov. Ved alle møder har jeg siddet for enden af forsamlingshuset med indianerstammen bænket ude langs væggen. Det er kun folkene fra Danmark som sidder på samme bænk som jeg. Foran os står et langt skrivebord, hvorpå vi kan sætte vores ting. Præsidenten for stammen sidder også i denne ende af rummet, men ved et lille skrivebord ude i den ene side.
Jeg lægger mærke til, at både journalisten og fotografen fra Jyllandsposten kan rejse sig, og gå hen og sætte sig et andet sted, uden at der sker noget ved det. Så jeg tænker, at det ville være passende at flytte plads og sætte mig nede på den ene langside i rådhuset inden denne dags møder skal begynde. På den måde kan vi være mere ”dus” og afholde mødet i en mere afslappet atmosfære.
Og, som tænkt, så gjort. Men jeg når knapt nok at sætte mig ned inden de indianere, som allerede sidder på bænken, rejser sig og finder andre pladser. Præsidenten for stammen springer også op fra sit bord og råber et eller andet, mens han klapper to gange i hænderne.
Straks efter rejser et par mænd sig op, og skynder sig at hente det lange skrivebord, som står i den anden ende af rummet og placerer det foran mig. Det er åbenbart ikke meningen, at møderne skal være afslappede på den her ”nede på jorden måde” som vi bruger i Danmark. Så resten af tiden sidder jeg pænt ved mit bord uden ”at lave rod” i regnskovsetiketten. Alt andet ville vist være fornærmende over for vores værter.
Gæsten fra Randers Regnskov får sit eget bord.
Indianerne beholder deres jord
Den anden pudsige episode sker til det selv samme møde. Mødet omhandler indianerstammens ønsker til fremtiden, hvor de har afgivet konkrete ønsker til, hvordan vi skal fortsætte samarbejdet. Afslutningsvis skal jeg afrunde mødet ved at sige noget om Randers Regnskovs ønsker for Verde Sumaco-stammens fremtid.
Lige inden jeg rejser mig for at holde en tale, griber vores lokale jungle-guide, Darwin Garcia, fat i mit ærme og siger: ”husk nu at fortælle dem, at Randers Regnskov ikke vil stjæle regnskoven fra dem”. En smule overrasket kikker jeg på Darwin og siger, at det må være hans spøg.
Men at dømme efter Darwins ansigtsudtryk er det ikke for sjov. Han forklarer, at hver gang olieselskaberne er på besøg, prøver de at så splid i indianerstammen. Blandt andet fortæller repræsentanter fra olieselskaberne, at den hjælp indianerstammen modtager fra Randers Regnskov kun er et skalkeskjul for, at vi senere vil gøre krav på al deres jord og smide dem ud af regnskoven.
At det skulle være vores hensigt er fuldstændig absurd og jeg spørger Darwin om han ikke bare kan fortælle indianerstammen, at det ikke er sandt. Men det afviser Darwin og siger, at det er yderst vigtigt, at de hører det fra mig. Så jeg rejser mig op og holder en tale, hvori jeg forklarer, at vi i Randers Regnskov både er glade og stolte over naturbevaringsprojektet i Verde Sumaco og at vi absolut ikke har til hensigt at tage deres land. Ved talens afslutning genlyder hele rådhuset af klapsalver og folk nikker smilende til hinanden. Der er som om en vis lettelse har indfundet sig.
Dagene i Verde Sumaco fløj af sted. Det var både en uforglemmelig og rørende oplevelse at besøge indianerstammen, som havde gjort sig så store anstrengelser for at gøre opholdet så spændende som muligt. Efter at være kommet hjem går tankerne tit tilbage til de mange mennesker, som takket være støtten fra Randers Regnskov stadig kan modstå presset fra olieselskaberne.
