Biologi
Skyttefisken lever i brakvand ved flodmundinger i Sydøstasien. Den har fået sit navn, fordi den har en helt speciel måde at fange sit bytte på. Skyttefiskene lever i stimer, der holder til ved vandoverfladen. Her holder de øje med insekter over vandet. Hvis et insekt sidder på en vandplante eller en mangrovegren lige over vandoverfladen, spytter skyttefiskene insektet ned i vandet og fortærer det efterfølgende.
Det er ikke nødvendigvis den fisk, som skyder insektet ned, der får lov at spise det. Det kan lige så vel være en af de andre fisk i stimen, der er heldig. Hvis et bytte sidder tæt på vandet, springer skyttefiskene i stedet op til 30 cm op over vandet for at sikre sig byttet.
Når man kigger på en skyttefisk, ser man, at den er perfekt tilpasset til denne levevis. Set ovenfra er skyttefisken meget smal, hvilket gør det svært for insekterne at få øje på fisken. Desuden er den også flad oven på hovedet, så den kan svømme tæt på overfladen uden at bryde den, så den ikke bliver opdaget. De brede sorte og hvide striber kamouflerer dem i den blanke vandoverflade og deres store veludviklede øjne sidder tæt på munden og gør dem i stand til at ramme præcist hver gang.
Brydningen af lys er forskellig i luft og i vand. Det resulterer i en form for synsbedrag, hvor insektet ser ud til at være et andet sted end det egentligt er. Derfor skal skyttefisken lære at tage højde for den forskydning. Det sted, hvor der er mindst forskydning, er lige under byttet. Derfor bevæger skyttefisken sig ind under byttet og skyder næsten lodret op i luften. En skyttefisk kan skyde et insekt ned på op til 2 meters afstand.