Biologi
Store, brune øjne, ører der stritter ud til siden og en tyk, vamset pels! Senegal galagoen eller Senegal bushbabyen, som den også kaldes, scorer højt på ”nuttethedsskalaen”, men faktisk er dens udseende en afspejling af en lang række fascinerende tilpasninger til livet på den afrikanske savanne, hvor den lever. Galagoen har et meget stort udbredelsesområde, der spænder helt fra det sydlige Sahara til det nordlige Sydafrika. Dog er det centrale, frodige regnskovsområde undtaget, da den foretrækker langt mere tørre og åbne områder.
Selvom galagoen findes i et stort antal i mange afrikanske lande, er det ikke ensbetydende med, at den er let at finde i naturen. Galagoen vejer nemlig kun 100-300 gram og er således ikke meget større end en stor hånd. Den er desuden primært vågen om natten, hvilket dens store, runde øjne vidner om. Udover at være store har øjnene også et lysreflekterende lag (tapetum lucidum), der virker som et spejl og fører lyset hen over øjnenes lysfølsomme celler hele to gange. Galagoen er altså rigtig god til at udnytte den sparsomme mængde lys, der er til stede om natten. Til gengæld er galagoen, ligesom mange andre nataktive dyr, stort set farveblind.
Galagoen har også en fremragende hørelse. Dens store, flagermus-lignende, membranøse ører er meget fleksible og kan opfange selv de mindste lyde på lang afstand. Lugtesansen er også særdeles veludviklet og hjælper, sammen med de øvrige sanser, galagoen til at orientere sig i mørket. Den tilbringer næsten hele sit liv oppe i trækronerne, og selv i bælgravende mørke kan den springe fra træ til træ med stor præcision uden at miste fodfæstet.
Galagoens lange, muskuløse bagben, der er næsten dobbelt så lange som forbenene, giver den en uovertruffen evne til at springe. Faktisk kan galagoen springe helt op til 2.25 meter lodret op i luften. Det er omkring 14 gange længere end dens kropslængde. Hvis et menneske på 180 cm skulle gøre det samme, skulle det springe mere end 25 meter. Det er mere, end hvis man stiller to store flagstænger ovenpå hinanden! Vandret kan galagoen endda springe endnu længere – faktisk helt op til 5 meter, hvis den tager tilløb.
Den lange, buskede hale hjælper galagoen til at styre retningen og holde balancen under disse enorme spring. For ikke at glide og mistet grebet under landingen har galagoen udviklet specielle fingre og tæer, der for enden har, hvad der minder lidt om en svag sugekop. Men den har også et andet smart trick i ærmet, der giver den et bedre greb: Den smører simpelthen fødderne ind i tis!
Det er ikke kun galagoens hale, der er indhyllet i et tykt lag pels – det er kroppen også. Temperaturen i galagoens udbredelsesområde kan svinge utrolig meget og i visse områder nå helt ned på frysepunktet om natten. Galagoen har desuden en meget lav varmeproduktion. I forhold til andre pattedyr af samme størrelse producerer den 20-40 % mindre varme, og så er det fordelagtigt at have en god, tyk pels.
En tyk pels kan dog samle en masse snavs og utøj. Ligesom visse lemurer og lorier har galagoen derfor udviklet et særligt tandsæt, der danner en kam, når tænderne i over- og undermunden mødes. Denne ”tandkam” er effektiv til at holde pelsen ren og pæn, og efter brug gøres den ren ved hjælp af en ekstra, mindre tunge, der sidder under galagoens egentlige tunge. En særlig, forlænget klo på hver hånd, den såkaldte toiletklo, renser de områder af pelsen, hvor tandkammen ikke kan nå.
Tandkammen har også en anden vigtig funktion. En stor del af galagoens føde består af træsaft, og tandkammen har vist sig at være et effektivt redskab til at skrabe hul på træstammerne og således få adgang til lækkerierne. En lige så vigtig del af galagoens føde er insekter, som den spiser med stor appetit. Den har endda udviklet en særlig metode til at fange dem: Flyver et insekt forbi, holder galagoen fast i en gren med tæerne på bagbenene, kaster så hele kroppen ud og fanger det med begge hænder. Udover træsaft og insekter supplerer galagoen kosten med frugt, frø, blomster, æg og små fugle. Galagoen søger føde på egen hånd, men når solen begynder at stå op, samles den med indtil flere artsfæller for at sove, hvilket som regel foregår i et hult træ eller i en gammel, forladt fuglerede.
Galagoen bruger mange forskellige former for kommunikation: kropssprog, ansigtsudtryk, duftmarkering, berøring og lyd. Et af dens alarmkald skulle eftersigende lyde som en grædende baby, hvilket er årsagen til, at den har fået populærnavnet ”bushbaby”. Kaldet bruges til at advare artsfæller om fare, hvis der er et rovdyr i nærheden. Kommer rovdyret faretruende tæt på, vil galagoen som oftest bruge sine lange, kraftige bagben til at flygte. Engang imellem sker det dog, at den i stedet rotter sig sammen med andre galagoer og simpelthen går til angreb i stedet. Det kommer dog an på rovdyrets størrelse.
Der er mange, der gerne vil sætte tænderne i galagoen (katte og andre kødædende pattedyr, slanger, rovfugle m.m.), men et rovdyr, den ikke kan tage kampen op mod, er chimpansen. Og det skyldes ikke kun dens størrelse men også dens snilde! Et studie har vist, at en særlig gruppe chimpanser fanger galagoen ved at bruge hjemmelavede redskaber. De knækker en gren af, spidser den med tænderne og gentagne gange stikker den ind i de hule træer, hvor galagoen sover, og således spidder den. Barskt men ganske snedigt!
Galagoen er en såkaldt polygam art, hvor en enkelt han parrer sig med adskillige hunner. Det sker to gange om året, nemlig i februar og november. Først må han dog vinde retten til hunnernes gunst ved at kæmpe med de andre hanner, der måtte holde til i området. Hunnen er drægtig i 110-120 dage og føder 1-2 unger ad gangen (i sjældne tilfælde 3) i en rede lavet af blade. Ved fødslen er ungerne små og sårbare. De har kun halvt åbne øjne og er ikke i stand til at bevæge sig rundt selv. De griber derfor fat i moderens tykke pels og lader hende bære dem. Hun kan også finde på at flytte dem ved at gribe dem i nakkeskindet med munden. Faderens rolle i yngelplejen er ukendt.
1 måned efter fødslen begynder ungerne at spise fast føde. Alligevel fortsætter de med at die de i yderligere 2-3 måneder. Når de er 8 og 10 måneder gamle, bliver de kønsmodne (hunnerne før hannerne), og på det tidspunkt vil hanungerne drage afsted på egen hånd. Hunungerne bliver til gengæld hos moderen og danner sammen med hende og andre nærtbeslægtede hunner og deres unger en gruppe. Hannerne lever til gengæld alene eller i små bachelorgrupper.
