Biologi
Forestil dig, at du har udset dig en lille, lækker snack, der pludselig forvandler sig til en stor, ildesmagende slimklat, lige som du skal til at tage den i munden! Den følelse må den asiatiske oksefrøs fjender ofte stå med, når de har forsøgt at spise den. Den puster sig nemlig op som en ballon og udskiller en tyk slim, når den føler sig truet. Slimen er ikke giftig men smager så fælt, at de fleste rovdyr mister appetitten.
Lyder det lidt bisset? Når man er en lille, buttet frø med relativt korte ben gælder alle kneb, når man skal sikre sin overlevelse. Den asiatiske oksefrø er ikke just bygget til at springe langt, men den er til gengæld god til at grave – endda med overraskende høj hastighed. På hver af de bagerste fødder har den nemlig en spadeformet udvækst, der fungerer som et glimrende graveredskab. Så virker ”slimforsvaret” ikke, kan den asiatiske oksefrø ofte slippe væk fra fjenderne ved simpelthen at grave sig ned i jorden.
Den asiatiske oksefrø graver sig også ned for at beskytte sig mod udtørring, selvom den ikke er specielt sart. Den er vidt udbredt i det sydøstlige Asien, og dens gode tilpasningsevne gør den i stand til at leve i mange forskellige typer af miljøer. Den tilbringer størstedelen af sit liv på skovbunden, hvor den bruger dagen på at sove under nedfaldne blade og andet løv. Så snart solen går ned, vågner den og går på jagt efter noget at spise.
Selvom den asiatiske oksefrø ikke måler mere end 7-8 cm fra snude til bagende, har den en enorm appetit og spiser langt mere end forventet af et dyr på den størrelse. Den spiser næsten alt, hvad den kan stoppe i munden men synes at have en forkærlighed for myrer. Er der en myresti, er der derfor store chancer for, at der sidder en asiatisk oksefrø eller to langs den og bare labber myrer i sig. Den kan spise helt op til 200 myrer på en enkelt nat.
Noget andet, den asiatiske oksefrø er rigtig god til, er at blive til flere! Efter den første våde monsunregn i april-maj begynder hannen, der er mindre og har en mørkere hals end hunnen, at kalde for at tiltrække sig hunnernes opmærksomhed. Med lidt god fantasi kan kaldet lyde lidt, som når en okse brøler. Det er derfor den asiatiske oksefrø har fået sit navn.
Da hunnen som oftest lægger sine æg i vandpytter, oversvømmede grøfter og andre lignende steder, der tørrer ud efter ganske kort tid, udvikler både æg og haletudser sig med en imponerende fart. Fra æggene er lagt, til de små haletudser metamorfoserer til frøer, går der ofte ikke mere end 2-3 uger. På den måde øger den chancen for, at flertallet af ungerne når at gå på land, før vandhullet udtørrer. Selvom den asiatiske oksefrø udvikler sig meget hurtigt, lever den relativt længe og kan blive op til 11 år i fangenskab.