Biologi
Den amerikanske alligator har levet på jorden i mere end 200 millioner år og kan således betegnes et såkaldt ”levende fossil”. Den var engang meget tæt på at blive erklæret uddød men stortrives igen i dag takket været et omfattende avls- og fredningsarbejde – og heldigvis for det! Som navnet antyder, har den amerikanske alligator hjemme i det sydøstlige USA, hvor den holder til nær sumpe, floder og andre vådområder. Den foretrækker ferskvand men kan til tider også findes i brakvand. Saltvand går den udenom, da den ikke har funktionelle saltkirtler som fx saltvandskrokodillen.
Noget af det, der gør den amerikanske alligator speciel, er dens tolerance overfor kulde. Ligesom andre krybdyr kan den ikke producere varme selv. Alligevel er den i stand til at overleve en vinter med frost. Når frosten sætter ind, kan den nemlig gå i en form for dvale – ofte under vand. Alligatoren kravler ned i et vandhul, så kun næseborene er oven vande. Selvom vandoverfladen fryser til is, og vandets temperatur falder til 7 grader, kan alligatoren overleve sådan, indtil foråret kommer, og temperaturen igen begynder at stige. I mellemtiden må den dog undvære mad. Heldigvis kan den amerikanske alligator, ligesom mange andre større krybdyr, undvære mad i månedsvis, hvis blot den har sørget for at fylde maven godt op, inden den går i dvale.
Den amerikanske alligator er ikke spor kræsen. Den spiser, hvad lejligheden byder den – den er en såkaldt ”opportunistisk” jæger. Ungerne spiser gerne små hvirvelløse dyr som insekter og orme, mens de voksne spiser alt lige fra fisk, padder, krybdyr og fugle til både små og store pattedyr som fx gnavere og vaskebjørne. Jo større alligatoren er, jo større et bytte kan den fange.
Hvor stor, den amerikanske alligator kan blive, er fortsat omdiskuteret. En voksen han måler typisk omkring 3.5-4.5 meter og vejer 200-250 kg, mens en voksen hun er noget mindre - sjældent mere end 3 meter lang og højst 100 kg. Der er dog set eksempler på amerikanske alligatorer, der var væsentlig større. Eksempelvis blev der i 1890 dræbt en alligator på hele 5.8 meter og næsten 500 kg. Alligatorer af den kaliber hører dog til sjældenhederne. I naturen bliver den amerikanske alligator normalt ikke mere end 35-50 år gammel, mens den i fangenskab kan blive helt op til 80 år gammel og muligvis ældre.
Den amerikanske alligator er en effektiv jæger både i vand og på land. Den ser måske ud til at leve en magelig tilværelse, men tag ikke fejl. Den kan den løbe forbløffende hurtigt over korte afstande – faktisk helt op til 56 km/t. Det skyldes bl.a., at den kan placere sine kraftige ben sådan, at hele kroppen hæves under løb. Det har dog den ulempe, at den nemt mister balancen, hvis der kommer et sving, og den derfor må dreje. Bliver du jaget af en amerikansk alligator, skal du derfor huske at løbe i et zig zag mønster!
Byttet fanges ved et såkaldt overraskelsesangreb. Alligatoren ligger på lur og venter tålmodigt på, at byttet kommer tæt nok på til, at den kan angribe det. Sker det, bider den sig fast i det med sit enorme gab og trækker det ned i et vandhul, hvor det drukner. Ender du først i gabet på en amerikansk alligator, er der ingen vej tilbage. Den har et enormt kraftigt bid, der kun overgås af saltvandskrokodillen. Hvor sidstnævnte bider med en kraft på 1632 kg, ligger alligatoren lige i hælene på den med en bidkraft på 1343 kg. Til sammenligning bider en løve med en kraft på 426 kg og et menneske på sølle 77 kg. Krokodiller (herunder alligatorer) kan altså uden problemer bide igennem skjoldet på en landskildpadde som nogle af de eneste nulevende dyr.
Den amerikanske alligator er dog meget mere end et glubsk rovdyr – især når det gælder yngelpleje. De fleste krybdyr bruger ikke energi på at passe sine unger. De lægger blot æggene eller føder ungerne, hvorefter de stikke af og lader ungerne klare sig selv. Anderledes ser det ud for den amerikanske alligator. Når ynglesæsonen indtræder i starten af foråret, begynder hannerne at udsende dybe, højlydte brummelyde i håb om at vinde hunnernes gunst. Den amerikanske alligator har ikke noget stemmebånd, så lyden laves i stedet ved at suge luft ind i lungerne og maven og langsomt lukke den ud igen – lidt som når du slår en bøvs! Den kan også lave infralyde, der ikke kan høres af os mennesker, men hvis lydbølger er så kraftige, at de får vandet til at bevæge sig omkring den.
Når parringen har fundet sted, bygger hunnen en rede af blade, grene og mudder. Heri lægges 20-50 hvide æg på størrelse med gåseæg. Når æggene er lagt, dækker hunnen dem til med blade. Varmen fra bladenes nedbrydningsproces hjælper til med at udruge æggene. Temperaturen, æggene udruges ved, afgør ungernes køn. Æg udruget ved 34 °C og op bliver til hanner, mens æg udruget ved 30 °C og ned bliver til hunner. Temperaturer herimellem giver en blanding af han- og hununger.
Efter godt 65 dage begynder æggene at klække. Lige før det sker, kalder ungerne på deres mor inde fra æggene – så ved hun, at tiden er inde til at grave dem op. Når de kun 15-20 cm store unger er kommet ud af æggene, bærer hunnen dem i munden ned til det nærmeste vandhul, hvor hun holder et vågent øje - faktisk helt op til et år efter, at de er klækket. Hun er i denne periode meget aggressiv. På trods af hunnens omfattende yngelpleje overlever kun omkring 20 % af ungerne, da der er mange, der ser alligatorunger som en rigtig lækkerbisken.
Et andet og meget spændende aspekt af den amerikanske alligator er dens positive indvirkning på det økosystem, den lever i. Alligatorer laver såkaldte ”gator holes”, der bruges som en form for beskyttelse i perioder med tørke. Hullernes laves ved, at alligatoren først fjerner det øverste lag af planter, sten m.m. ved at bruge munden og kløerne. Herefter bruger den kroppen og den kraftige hale til at udhule hullet, der til sidst bliver så dybt, at det fyldes med vand. Når tørken sætter ind, fungerer hullet som et slags vandreservoir – ikke bare for alligatoren men også for de mange andre dyr i området, der er dybt afhængige af vand for deres overlevelse og formering.
