Biologi
En øde, uberørt sandslette kan på en enkelt nat forvandles til noget, der mest af alt ligner, er blevet invaderet af en hel flok muldvarpe. De efterladte fodspor i sandet afslører dog, at der er tale om et helt andet og langt mere særpræget dyr, nemlig den ejendommelige aardvark.
Navnet aardvark kommer fra Afrikaans of betyder ”jordsvin”, hvilket refererer til dens udseende og levevis. Dog er aardvarken slet ikke i familien med svin – eller myreslugere for den sags skyld, selvom den ligner en smule. Den er det eneste nulevende medlem af ordenen Tubulidentata og er således helt sin egen. Den har altså umiddelbart ingen nære slægtninge. De dyr, der kommer tættest på, er elefantspidsmus, tenrekker, guldmuldvarpe, klippegrævlinger, elefanter og endda søkøer.
Selvom aardvarken har et enormt stort udbredelsesområde, der breder sig ud over den sydligste 2/3 af det afrikanske kontinent, er der ikke mange mennesker, som har haft fornøjelsen af at møde den i naturen. Den sover nemlig i underjordiske huler om dagen og kommer først ud, når solen begynder at gå ned. På den måde kan den sove i fred for rovdyr og samtidig beskytte sig mod solen stråler og de høje temperaturer.
Aardvarken laver flere forskellige typer af huler i sit home range, der kan være helt op til 30 km fra den ene ende til den anden. Den største og mest udførlige er ”hovedhulen”, hvor aardvarken sover om dagen. Det er også i denne hule, at ungerne fødes og opfostres. Aardvarken laver også nogle mindre, adspredte huler. Den vandrer hver nat mange kilometer efter føde, og får den brug for at hvile benene undervejs, søger den ned i disse huler. En tredje type er de såkaldte ”flugthuler”, der bruges, hvis aardvarken føler sig truet. Men hvad gør den, hvis der ikke er en hule i nærheden, når der er fare på færde? Den graver da bare en ny!
Aardvarken har nogle relativt korte men særdeles stærke og kraftfulde ben med store, skovlformede negle, der giver den en uovertruffen evne til at grave – faktisk så god, at den kan grave en 3-4 meter lang tunnel på ganske få minutter. Har den et rovdyr lige i hælene, stopper den indgangshullet til med jord. Når den ikke det, stiller den sig enten på bagbenene og slår ud efter rovdyret med forbenene eller smider sig på ryggen og sparker med alle fire ben. Der er så meget kraft bag aardvarkens spark, at den kan gøre alvorlig skade på og endda dræbe selv store rovdyr som løver, leoparden og hyæner.
Aardvarken bruger ikke kun sin styrke som forsvar men i lige så høj grad til at få adgang til sin livret: termitter! Termitter lever i betonhårde termitboer og kan derfor være svære at få fat i – med mindre man er en aardvark. Et enkelt spark slår uden problemer hul på disse termitboer, og aardvarken kan nu bruge sin næsten 40 cm lange, klistrede tunge til at lappe boets lækre indhold i sig.
Det går ofte vildt for sig, når aardvarken spiser! For at undgå at få næsen og luftvejene fyldt med jord og angrebslystne termitter, har aardvarken for enden af snuden en griselinende tryne med næsebor, der er fyldt med lange, lyse hår og hudfolder, der gør den i stand til at forsegle næseborene. Dens tykke hud beskytter desuden mod termitternes bid, og så fungerer dens mave på samme måde som en kråse, hvilket betyder, at den slipper for at tygge den barske kost.
En fuldvoksen aardvark vejer 40-100 kg afhængigt af, om det er en han eller hun – hannen er størst. Et så stort dyr som aardvarken må spise helt op til 50.000 termitter på en enkelt nat for at blive mæt. For at sikre sig, at det altid er muligt at få sig en bid mad, bruger aardvarken forskellige ruter, når den søger føde. Har den næsten tømt et områder for termitter, benytter den andre ruter og venter 5-8 dage, før den vender tilbage. På den måde kan termitboerne nå at sunde sig efter sidste besøg. Der er dog ikke kun termitter på menukortet. Aardvarken spiser nemlig også gerne myrer og den såkaldte aardvark agurk (Cucumis humifructus) med stor velbehag.
Ligesom hos mange andre nataktive dyr, er aardvarkens hørelse og lugtesans langt mere veludviklet end synet, hvilket afspejles i dens specielle udseende. Øjnene er små og består kun af stavceller. Aardvarken er derfor farveblind. Ørerne er til gengæld store og fleksible og kan opfange selv den mindste lyd på lang afstand. Aardvarken har muligvis også dyrerigets bedste lugtesans, hvilket hænger sammen med næsens anatomi og det center i hjernen, der tolker lugte – det er meget stort og veludviklet hos aardvarken.
Aardvarkens yngleadfærd er til stadighed en velbevaret hemmelighed. Dog ved man, at aardvarken er lidt af en enspænder, der kun mødes med det modsatte køn, når to skal blive til flere. Den er polygam, men om der foregår et egentligt kurmageri er uvist. Hannen udskiller en meget kraftig dunst fra kønsorganerne, men om denne bruges i forbindelse med parringen er heller ikke blevet be- eller afkræftet. Selve parringen er timet således, at fødslen finder sted lige før eller under regnsæsonen, hvor antallet af termitter er på sit højeste. I nordlige bestande sker det mellem oktober og november, mens det i sydlige bestande sker mellem maj og juli.
Hunnen er drægtig i 7 måneder og føder normalt kun en unge ad gangen. Ved fødslen vejer ungen lige knapt 2 kg. Den er helt hårløs og rynket og har desuden hængeører, men allerede efter 2-3 uger begynder ørerne at stritte, og rynkerne forsvinder. Pelsen begynder dog først at vokse efter 5-6 uger. Når ungen er omkring 9 uger gammel, får den smag for termitter og andet fast føde, men den er først helt selvstændig efter 3-4 måneder. Den bliver dog gerne hos moderen indtil næste ynglesæson. Først når aardvarken er 2 år gammel, bliver den kønsmoden og klar til selv at få unger. Den kan i fangenskab blive helt op til 23 år, men i naturen bliver den sjældent mere end 18 år.
