En drøm går i opfyldelse

Vi er vilde med naturen, og vi gør en forskel for at bevare den! Der gik derfor lidt af en sejrsrus gennem kroppen, da det i 2012 lykkedes Randers Regnskovs Naturfond at opkøbe 620 hektar jord i Bigai - et område der ligger i hjertet af Ecuadors frodige regnskov, og som er hjemsted for et af verdens højeste antal dyre- og plantearter. I dag ejer vi mere end 1100 hektar uberørt regnskov, der får lov til at forblive uberørt, hvis det står til os - og vi fortsætter arbejdet!

En mangfoldighed af livsformer

Hvad gør Bigai til noget særligt? Artsrigdommen! Bigai ligger klods op ad nationalparken Sumaco Galeras, hvor Andesbjergenes østlige skråninger møder den varme, fugtige regnskov. Til sammen skaber det optimale forhold for en ekstrem mangfoldighed af livsformer og gør således Bigai til et sandt skatkammer af dyr og planter.

Bigai er et såkaldt hotspot for biodiversitet.

Hvem holder øje med Bigai?

For at sikre, at regnskovsområdet Bigai forbliver uberørt, har Randers Regnskovs Naturfond ansat en lokal koordinator ved navn Darwin samt to lokale skovvagter. De hedder Fernando og Patricio, og deres fornemmeste opgave er at patruljere området og holde ubudne gæster væk. Men de har også en anden vigtig opgave, nemlig at tjekke de fotofælder vi har sat op i området for at få et indblik i det mageløse dyreliv, der findes her.

Fotofælder i Bigay

I håb om at få et indblik i det forunderlige dyreliv i Bigai, har vi sat flere fotofælder op i området, hvilke skovvagterne Fernando og Patricio  jævnligt tilser. Her under kan du se et lille udsnit af de tusindvis af billeder og videoer, der er blevet taget i Randers Regnskovs regnskov i Bigai.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)