Gør noget - det tæller!

Kan man gøre noget for naturen når man “bare” er et barn? Nytter det noget? Svaret er ja! Her kan du finde idéer til, hvordan du kan gøre noget godt for naturen. Nogle ting er store og kan være hyggelige familieprojekter. De fleste er dog små og lette at gå til, og dem kan du klare helt selv. Og det tæller det hele. Så gør noget. Og klap så dig selv på skulderen! Så får du lyst til at gøre det igen.

Gå ud og nyd naturen!

1. Gå ud og nyd naturen

Selvom Danmark er et lille land, har vi både skove, moser, heder, kyster og mange andre naturtyper, så der er oplevelser for enhver smag. Så tag gummistøvlerne på og en lup i hånden, og gå ud og nyd naturen. Duft til en blomst. Lyt til fuglenes sang og insekternes summen.

Når du føler naturen på egen krop, kan du forstå, hvorfor den er værd at passe på.

I Randers Regnskov…

…passer vi også på den danske natur. Lige bag Randers Regnskov ligger Gudenådalen, hvor der er en rigtig smuk natur. Det er også her, at du kan møde de store, majestætiske bisonokser, der er rigtig gode til at pleje naturen – har du besøgt dem?

Klik på billedet og bliv klogere på, hvordan du kan gøre din have Vild Med Vilje.

2. Gør din have Vild Med Vilje

Er dine forældre også de der typer, der slår græs hele tiden og løber ud med et hakkejern, hvis bare de ser skyggen af en mælkebøtte? Så spørg dem, om I ikke skal gøre bare en lille del af haven Vild Med Vilje og lade ukrudtet vokse, grene og blade ligge, plante buske til insekterne og sætte fuglekasser op? Jo vildere, jo bedre! Naturen skal have plads og tid, så skal den nok klare resten selv.

I Randers Regnskov…
…har vi mange forskellige dyr – hvad er det største og mindste dyr, du kan finde? Det er dog ingenting i forhold til den ”rigtige” regnskov, hvor over halvdelen af verdens dyr lever. Regnskoven er meget gammel og har fået lov til at vokse vildt i næsten 80 millioner år, og det har gjort det muligt for alle disse dyr at leve her.

3. Lav et vandhul i din have

Lyder det ikke hyggeligt med en have fyldt med haletudser og kvækkende frøer? Det kan du være heldig at få, hvis du laver et lille vandhul – dine forældre vil garanteret gerne hjælpe.

Så gør du samtidig noget godt for de danske frøer, tudser og salamandere, der alle er truede. Uanset om de lever på land eller i vand, har de nemlig alle brug for vand til at yngle.

Sådan laver du et vandhul!

I Randers Regnskov…
….har vi nogle frøer, der lever oppe i træerne, nemlig de små, farverige pilegiftfrøer. Her er der ikke så mange vandhuller. Til gengæld er der planter, hvis blade sidder i en rundkreds og fyldes med vand, når det regner. Hvor mange forskellige slags pilegiftfrøer kan du finde?

4. Byg et insekthotel

Her er et hyggeligt byggeprojekt, hvor du kan slå fantasien løs. Insekter er både smukke og spændende, og så er de vigtige for resten af naturen. Så byd dem indenfor på dit helt eget ”insekthotel”, hvor der er tørt og rart for dem at bo. Fyld en kasse med fx hø, grene, visne blade, grankogler, paprør og æggebakker og stil den i din have – det er ikke spor svært at lave.

Sådan bygger du et insekthotel!

I Randers Regnskov…
…har vi mange planter, der lokker insekter til med sin lugt. Prøv selv at snuse til planterne, når du går rundt. Nogle af dem lugter sødt, mens andre lugter…af lort! Mange insekter foretrækker nemlig at lægge æg i lort, da her både er varmt, fugtigt og masser af mad til larverne.

Sådan kan et insekthotel se ud.

5. Smid skraldet i "skralderen"

Øøøv, hvor er det træls, når der ligger noget skrald og flyder i naturen. Det ser grimt ud, og så kan det tage årevis, før det forsvinder igen – se bare hvor lang tid nedenfor. I den tid kan det nå at gøre stor skade på naturen - især på de dyr, der kommer til at spise det. Så saml det op næste gang du ser noget skrald i naturen.

Madrester og hundelorte – væk efter 2 uger
Mælkekartoner og ispapir – væk efter 2 år
Cigaretskodder – væk efter 4 år
Tøj og tyggegummi – væk efter 5 år
Møbler – væk efter 13 år
Kapsler – væk efter 100 år
Plastikposer – væk efter 400 år
Plastikflasker og dåser – væk efter 500 år
Cykler, mobiltelefoner og batterier – væk efter 1.000 år
Flasker og glas – væk efter 4.000-1.000.000 år

I Randers Regnskov…
…har vi også et dyr, der er lidt af en ”skraldemand”. I stedet for at væmmes ved synet (og lugten!) af gamle, døde dyr, tænker kalkungribben snarere, uuuummm spisetid! Den lever nemlig af at spise ådsler – det er derfor, at der engang imellem ligger en død rotte eller kylling på klipperne.

Kalkungribben er også lidt af en skraldemand.

6. Behold tyggegummiet i munden

Det tager ikke mange minutters gumlen, før et tyggegummi bliver kedeligt. Og hvad gør du så, hvis der ikke er en skraldespand i nærheden? Du beholder det selvfølgelig i munden lidt endnu eller pakker det ind og putter det i lommen, så det ikke ender i naturen og gør dyrene fortræd. Det tager nemlig op til 5 år, før det forsvinder igen.

I Randers Regnskov...

…har vi også et dyr, der er glad for at gumle på ting, nemlig hulepindsvinet. Det er nu hverken for hyggens skyld eller for at få frisk ånde. Hulepindsvinets tænder vokser hele tiden, og det må derfor slibe dem dagligt, så de ikke bliver for lange. Ligger hulepindsvinene og gumler på noget lige nu? 

7. Spis mindre kød

Synes du, at det er slemt, når din far slår en stor, stinkende prut, skulle du prøve at bo sammen med en ko. En ko prutter og bøvser så meget, at den kan fylde op til 500 mælkekartoner med gas hver dag – det er ikke godt for naturen. Faktisk kan du lave masser af lækker mad helt uden kød. Prøv bare at læse på internettet og overrask så din familie med noget kødfrit mad en dag.

I Randers Regnskov...
…har vi også et dyr, der er slem til at prutte. Hvis du går ned til søkøerne, kan du garanteret se, at der pludselig kommer en masse små bobler ud af bagdelen på dem. Det er måske ikke så sært, når de spiser over 25 kg grønt om dagen. Det kan godt give en hel del luft i maven.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)