Jordbunden
En tropisk regnskov er et af de mest frodige steder på Jorden, og derfor skulle man jo tro, at jordbunden er god og indeholder masser af næring til planterne. Men sådan er det sjældent. De fleste regnskovsområder er nemlig så gamle, at al jordens næring efterhånden er blevet vasket ud. Man mener, at de ældste regnskove har eksisteret i mellem 60 og 80 millioner år i Sydamerika og Asien.
Jorden er derfor meget næringsfattig, og muldlaget er meget tyndt. De fleste af næringsstofferne befinder sig i planterne, så hvis man fælder regnskoven og fjerner tømmeret, fjerner man også næringsstofferne. Hvis man fjerner træerne, udsættes jorden også for kraftig erosion. Det vil sige, at jorden vaskes væk under de kraftige regnskyl. Når muldlaget bliver skyllet væk, har regnskovsplanterne meget svært ved at spire og danne en ny regnskov.
Men hvordan får planterne så fat i næring? I modsætning til træerne i en dansk skov har regnskovstræerne ikke ret lange rødder. De fleste af rødderne ligger lige under jordoverfladen eller oven på jorden, så de hurtigt kan opsamle den smule næring, der er. Når et blad falder til jorden, eller et dyr dør, går de såkaldte nedbrydere straks i gang med at findele det døde materiale.
Nedbrydere er bakterier, svampe og forskellige smådyr, f.eks. tusindben og regnorme. Efterhånden som de findeler bladene i småbitte stykker, frigives næringen til jorden, og de levende planter kan opsuge den. Det er i virkeligheden naturens egen genbrugsfabrik. Da bakterier og svampe elsker varme og fugt, går nedbrydningen ekstra hurtigt i en tropisk regnskov. Et blad kan omsættes på bare fem uger, mens det i en dansk skov tager et års tid.



