Regnskovens biologi

Hvor ligger regnskoven, og hvad gør den til noget specielt? Er det virkelig rigtigt, at den kan betragtes som "verdens lunger", og at vi alle derfor vil kvæles langsomt, hvis den forsvinder? Mangt og meget er blevet sagt om verdens regnskove. Noget er faretruende sandt, mens andet skal tages med et gran salt. I det følgende kan du få en basisviden om regnskovens biologi og få svar på nogle af de mest almindeligt stillede spørgsmål herom. 

Hvad er en regnskov?

Der findes tropisk regnskov i Syd- og Mellemamerika, Afrika, Asien og en smule i Australien. Omkring halvdelen af verdens regnskov findes i Syd- og Mellemamerika. Det største sammenhængende regnskovsområde i verden er Amazonas, som er 6.8 millioner km2. Det er omkring 158 gange Danmarks størrelse.

En tropisk regnskov er meget forskellig fra det, vi kender fra en dansk skov. En dansk skov består som regel af nogle få træarter, hvorimod man kan finde flere hundrede forskellige træarter i en tropisk regnskov.

Når man ser ud over en regnskov, kan man se enkelte træer på 60-80 meter - de såkaldte overstandere. Disse kan have en diameter på over 3 meter o har som regel nogle store støtterødder, de såkaldte ”brætrødder”, der hjælper dem med at holde sig fast, når de tropiske orkaner raser.

De fleste af træerne er dog væsentlig mindre - omkring 40 meter høje - og består af en slank stamme uden sidegrene og helt oppe i toppen en flad krone. Imellem træerne kan man se lianernes lange, træagtige stængler hænge som guirlander. Oppe i træerne gror en masse planter, de såkaldte epifyter, der forsøger at komme så langt op mod lyset som muligt.

Kronlaget er de fleste steder så tæt, at lyset har svært ved at trænge igennem ned til skovbunden. Det er kun mellem 1 og 2 % af sollyset, der når helt derned. Det betyder, at der ikke er så mange planter, der kan klare sig på skovbunden, for de kan ikke få lys nok. Så her er det rimelig nemt at komme frem gennem skoven.

Men engang imellem sker det, at et af de store træer vælter, når det er stormvejr, og så får de små plantespirer en chance for at vokse opad i den lysåbning, der er opstået. Derfor er der en tæt underskov i disse lysåbninger, og her skal man bruge en machete for at hugge sig frem gennem skovbunden.

Det tropiske bælte ligger omkring ækvator fra 23.5 grader N til 23.5 grader S. Her er der året rundt en høj temperatur. Hvis det så også regner minimum 2.000 mm om året, kan der vokse tropisk regnskov.

Der er ikke årstider i den tropiske regnskov som her i Danmark, men der kan godt være lidt variation i, hvor meget det regner i løbet af året. Jo længere væk fra Ækvator, regnskoven ligger, jo større årsvariation kan der være i temperatur og regnmængde.

Mange forestiller sig, at den tropiske regnskov er et ekstremt varmt sted. Men det er den høje fugtighed og manglen på vind, der gør, at kroppen føler det varmt. I virkeligheden er det ofte meget varmere uden for regnskovsområderne. Temperaturen i en regnskov kommer sjældent over 28º C på skovbunden, men i en ørken kan temperaturen nemt komme op over 40º C.

Kronlaget i en regnskov virker som en skyggende dyne, der gør, at temperaturen ved skovbunden ikke svinger ret meget. Den er næsten den samme dag og nat hele året rundt. Men oppe i trætoppene kan der være store daglige udsving i temperatur og luftfugtighed. Midt på dagen er der både tørt og meget varmt på grund af sol og vind, og planterne i toppen af de store træer kan ligefrem opleve tørke. Men efter de voldsomme regnskyl og om natten kan temperaturen falde til ned under 20 grader.

En tropisk regnskov er et af de mest frodige steder på Jorden, og derfor skulle man jo tro, at jordbunden er god og indeholder masser af næring til planterne. Men sådan er det sjældent. De fleste regnskovsområder er nemlig så gamle, at al jordens næring efterhånden er blevet vasket ud. Man mener, at de ældste regnskove har eksisteret i mellem 60 og 80 millioner år i Sydamerika og Asien.

Jorden er derfor meget næringsfattig, og muldlaget er meget tyndt. De fleste af næringsstofferne befinder sig i planterne, så hvis man fælder regnskoven og fjerner tømmeret, fjerner man også næringsstofferne. Hvis man fjerner træerne, udsættes jorden også for kraftig erosion. Det vil sige, at jorden vaskes væk under de kraftige regnskyl. Når muldlaget bliver skyllet væk, har regnskovsplanterne meget svært ved at spire og danne en ny regnskov.

Men hvordan får planterne så fat i næring? I modsætning til træerne i en dansk skov har regnskovstræerne ikke ret lange rødder. De fleste af rødderne ligger lige under jordoverfladen eller oven på jorden, så de hurtigt kan opsamle den smule næring, der er. Når et blad falder til jorden, eller et dyr dør, går de såkaldte nedbrydere straks i gang med at findele det døde materiale.

Nedbrydere er bakterier, svampe og forskellige smådyr, f.eks. tusindben og regnorme. Efterhånden som de findeler bladene i småbitte stykker, frigives næringen til jorden, og de levende planter kan opsuge den. Det er i virkeligheden naturens egen genbrugsfabrik. Da bakterier og svampe elsker varme og fugt, går nedbrydningen ekstra hurtigt i en tropisk regnskov. Et blad kan omsættes på bare fem uger, mens det i en dansk skov tager et års tid.

Man regner med, at over halvdelen af alle dyre- og plantearter lever i regnskovene til trods for, at regnskovene kun dækker omkring 5 % af landjorden. Foreløbig har man fundet ca. 2 millioner arter, men man regner med, at der er omkring 30 millioner dyrearter i regnskoven. Man siger, at der er en høj ”artsdiversitet”. De fleste dyrearter i regnskoven er ikke særligt store, og rigtig mange af dem lever i trætoppene. Otte ud af ti dyrearter er insekter, der blot er på størrelse med en 1-krone.

Der findes også mange millioner forskellige plantearter i regnskoven. Nogle af dem kender du, for de bruges også som potteplanter i vores stuer. Det gælder f.eks. stuebirken, som egentlig hedder kvælerfigen. De mindste planter er på størrelse med en tændstik, mens de største træer er over 80 meter høje.

En af årsagerne til den høje artsdiversitet er regnskovenes høje alder, som nogle steder i Sydamerika og Asien menes at være mellem 60 og 80 millioner år. I de mange millioner år har både dyr og planter haft tid til at udvikle sig og udnytte de mange nicher, der er opstået. Derfor er der mange ekstremt specialiserede dyr og planter i den tropiske regnskov, som kun lever helt bestemte steder af en helt bestemt slags føde. Mange af arterne er helt afhængige af hinanden på kryds og tværs, og hvis bare én art forsvinder, vil mange andre arter blive påvirket.

Regnskovens nedbrydere

Du har garanteret fundet massevis af regnorme og tusindben i din have, har du ikke? Disse nedbrydere findes også i regnskoven men er nok lidt større end dem, du er vant til! Kæmpetusindbenet kan måle op til 40 cm, men det er ingenting ved siden af kæmperegnormen, der kan nå en imponerende længde af 120 cm.

Er regnskovens jordens lunger?

Det høres ofte, at vi alle vil blive kvalt pga. iltmangel, hvis regnskovene fældes, fordi regnskovene er jordens lunger. Det lyder umiddelbart rigtigt, for det er jo de grønne planter, der producerer ilten. Regnskovene afgiver ganske rigtigt ilt til luften, men det betyder ikke, at vi bliver kvalt hvis, regnskovene fældes. Hvordan kan det hænge sammen? Svaret starter for ca. 3.200.000.000 år siden, hvor en række primitive organismer begyndte at producere ilt.

Stort set al den ilt, vi har i atmosfæren i dag, stammer fra urhavet, mere præcist fra de første primitive algers fotosyntese. Fotosyntesen er den proces, der ved hjælp af energi fra sollys omdanner vand og kuldioxid (CO2) til sukker og ilt (O2). Sukkeret bruges som brændstof, mens ilten blot er et spildprodukt i processen. Den ilt, der blev frigivet i vandet, kom også op i atmosfæren via den udveksling af gasser, der sker mellem luft og vand.

Ilten forblev dog ikke frit i vandet eller i atmosfæren, men reagerede i stedet med de store mængder jern og svovl, der fandtes på Jorden. Det lyder måske mærkeligt, at ilten skulle reagere med jern, men tænk bare på, hvad der sker med et stykke ubeskyttet jern, der efterlades udenfor nogle få timer. I løbet af kort tid begynder jernet at blive rødt. Det røde stof er iltet jern – i daglig tale rust. Når vi maler jern, er det for at forhindre ilten i at komme i kontakt med jernet.

Ilten var for de fleste af datidens organismer et særdeles farligt og giftigt stof, de prøvede at undgå. Mange af datidens organismer søgte til iltfrie områder eller uddøde, men enkelte organismer forstod at udnytte iltens egenskaber til at skaffe sig energi på en langt mere effektiv måde. Disse organismer er forfædre til næsten alle de organismer, vi kender i dag – inklusiv mennesket.

For ca. 2 milliarder år siden var det meste jern og svovl på Jorden blevet iltet (oxideret), og koncentrationen af ilt i luften begyndte nu at stige. Da livet på landjorden opstod for ca. 400 milliarder år siden, var iltkoncentrationen i atmosfæren på ca. 15%, altså næsten samme niveau som vi ser i dag.

De organismer, som levede i urhavene for 2000 - 400 millioner år siden er altså hovedansvarlige for, at vi i dag har en høj iltkoncentration i atmosfæren. Det er dog de alger, der ikke blev spist eller nedbrudt af iltkrævende organismer, der har bidraget til atmosfærens ilt. For de øvrige organismer krævede nedbrydningen lige så meget ilt, som der blev produceret, da de levede. De landplanter, som gennem de sidste 400 millioner år har undgået at blive nedbrudt, har også bidraget til atmosfærens iltindhold.

En plante omdanner vand og kuldioxid til sukker og ilt vha. energi fra sollyset. Hos dyr sker der den modsatte proces, hvor sukker og ilt omdannes til vand og kuldioxid samtidig med, at der frigives energi. Denne proces kaldes respiration og foregår f.eks. hver gang, vi trækker vejret.

De fleste ved, at dyr respirerer (ånder), men faktisk så respirerer planter også, og de bruger dermed også ilt. Regnskovens planter bruger faktisk selv omkring 75 % af den ilt, de producerer. Det betyder, at kun 25 % af planternes iltproduktion ender i atmosfæren.

De planterester, der falder ned på skovbunden, rådner op eller bliver spist af de organismer, der lever i skovbunden. Begge disse processer bruger ilt. I en nyetableret regnskov tilføres jorden ikke særlig store mængder planterester i forhold til en ældre regnskov. Det betyder, at nedbrydningen og dermed iltforbruget, er lavere i en nyetableret regnskov i forhold til en ældre regnskov. Faktisk er det sådan, at i en skov, hvor tilvæksten i nyt træ er lig med den mængde, der rådner væk, bruger nedbryderne samme mængde ilt, som de levende planter producerer. En sådan skov vil derfor være neutral i forhold til iltindholdet i atmosfæren. Man siger, at den er i ligevægt, og den tilfører ikke atmosfæren ilt.

Kun hvis der nedbrydes en mindre mængde plantemateriale, end der vokser op, vil der være et overskud af ilt, og skoven vil yde et netto bidrag til atmosfærens iltindhold. For en skov i ligevægt er der kun et overskud af ilt, hvis noget af plantematerialet undgår at blive nedbrudt.

En del planter og dyr bliver hverken spist eller brændt eller ender deres dage med langsomt at rådne væk. De ender i stedet med at blive begravet i områder, hvor de ikke nedbrydes. Det kan f.eks. være i en mose, i noget dynd, hvor der ingen ilt findes. Det er ikke meget af plantematerialet, der ender sine dage på den måde – formodentlig omkring 0,1%. Men gennem millioner af år bliver det alligevel til rigtigt meget.

Af dyrerester er det især muslingeskaller mm., der ikke bliver nedbrudt. En lille del af det ikke nedbrudte materiale er igennem millioner af år blevet omdannet til olie, kul og gas. Når vi i dag brænder olie eller andre fossile brændstoffer af, bruger vi således noget af det ilt, der blev produceret i regnskoven for måske 300 millioner år siden.

Hvis alle skove og alt kul, olie og gas på Jorden brændes af, vil iltindholdet i luften falde men ikke særligt meget. Formodentlig vil faldet være på mindre end 0,2 %, altså så lidt, at vi ikke ville mærke det.

Grunden til dette er, at det meste af det ikke nedbrudte materiale findes i kalksten og andre kulstofholdige mineraler i jorden og kun omkring 0,001-0,01 % af det som fossilt brændstof og ca. 0,0008 % som planter.

Under fotosyntesen optager planterne kuldioxid og udskiller ilt, mens de under respirationen udskiller kuldioxid og optager ilt. I vores lunger sker der ligeledes en udveksling af de to luftarter. Vi optager ilt fra luften og udskiller kuldioxid, på samme måde som planterne gør under deres respiration.

Hvis man betragter regnskoven som en lunge, hvori der sker en udveksling af luftarter, er sammenligningen altså ikke helt forkert. Begrebet ”Regnskoven som Verdens lunge” bliver dog desværre ofte fortolket på den måde, at regnskoven skulle være ansvarlig for produktionen af luftens iltindhold. Egentlig er det underligt, at udtrykket er blevet fortolket på denne fejlagtige måde, da vores lunger jo heller ikke producerer ilt!

Problemet med regnskovsfældning og afbrænding af fossile brændstoffer er således ikke, at iltmængden falder en anelse, men derimod at mængden af kuldioxid i luften stiger med ca. samme mængde.

Jordens lunger?

Amazonas

Amazonas, også kaldet Amazon-bækkenet, ligger i Sydamerika. Området udgør næsten halvdelen af kontinentet og defineres som det område, der drænes af Amazonfloden. Ækvator strækker sig gennem den øvre halvdel af Amazonas og området domineres derfor af regnskov, men der findes også andre og mere tørre landskabstyper.

Amazonas er et lavtliggende område, der afgrænses i øst af Atlanterhavet, mens det mod nord, syd og vest afgrænses af bjerge. Andesbjergene i vest er meget høje med en gennemsnitshøjde på 4000 m. I nord og syd har bjergene en maksimal højde på kun 2000 m og er meget mere nedslidte, da de er 8 gange ældre end Andesbjergene.

Det er ikke uden betydning, at Amazonas ligger beskyttet af bjerge. Det er en af årsagerne til områdets ekstreme vejrforhold. Amazonas er verdens vådeste regnskovsområde, og tværs gennem området snor Amazonfloden sig. Den spiller en vigtig rolle i dette økosystem, da den fungerer som en hovedpulsåre for ferskvandet i området.

Amazonfloden er ca. 6.400 km lang og betegnes ofte som verdens største. Nilen er nogle få hundrede kilometer længere, men Amazonfloden er den flod, der suverænt transporterer mest vand. Faktisk står Amazonfloden for 20 % af den mængde ferskvand , der udledes i verdenshavene. I regntiden ledes der således 300.000.000 liter vand ud i Atlanterhavet hvert sekund. Det er ca. 10.000 gange mere, end hvad Danmarks vandrigeste å, Gudenåen, kan præstere.

Amazonfloden dræner 40 % af Sydamerika, hvilket svarer til 160 gange Danmarks areal, og er dermed det største flodsystem i verden. Det består, ud over selve Amazonfloden, af omkring 500 bifloder og mange søer. I tørtiden er floden op til 11 km bred , mens den i regntiden kan være op til 40 km bred. Floden har dermed et tre gange så stort areal i regntiden, og dækker et område, der svarer til otte gange Danmarks areal.

I Amazonas' regnskov falder der mellem 2.000 og 10.000 mm regn om året afhængigt af, hvor man er. I gennemsnit er det mere end 3.000 mm om året, hvilket svarer til fire gange den nedbør, der falder i Danmark.

Der er flere årsager til, at der falder meget nedbør i Amazonas. En årsag er, at hele området ligger indrammet af bjerge. Bjergene virker som en U-formet beskyttelsesmur, der kun har åbning mod Atlanterhavet i øst. Når tropesolen bager på Atlanterhavet, sker der en fordampning og dannelse af regnskyer. En stor del af disse regnskyer føres ind over Amazonas af passatvindene. Bjergene sørger for, at hovedparten af skyerne ikke driver ud af området uden at have afgivet deres vand. Når skyerne når til bjergene, presses de opad og afkøles, hvorved de fortættes og afgiver deres vand. Andesbjergene er meget højere end bjergene i nord og syd. Det er derfor langs Andesbjergene, der falder mest regn i Amazonas. Enkelte steder falder der helt op til 10 meter regn om året.

Endnu en årsag til den store nedbørsmængde i Amazonas kommer fra selve regnskoven. Regnskoven "producerer" faktisk halvdelen af den regnmængde, der falder. 50 % af al den regn, der falder i Amazonas, fordamper til atmosfæren og fortættes til regnskyer. Ved denne fordampning spiller bjergene også en væsentlig rolle, da de sørger for at holde på skyerne og dermed vandet, så det falder igen som regn i Amazonas. I andre regnskovsområder i verden driver de skyer, der dannes ved fordampning, oftest væk fra området. I Sydamerika vil nedbørsmængden i Amazonas falde drastisk, hvis skovene fældes.

Det er oftest midt på dagen, at det regner i regnskoven. Det er på det tidspunkt, solens varme får luften til at stige opad. De skyer, der hænger over området, stiger derfor op i koldere luft, hvor de afkøles, fortættes og falder som regn. Regnbygerne er ofte meget voldsomme og ledsaget af torden. Der er dog mange lokale faktorer som topografi og vindforhold, som spiller ind, så dette mønster kan variere meget.

Nær ækvator ses ofte et bånd af skyer. Dette bånd er den intertropiske konvergens-zone. I denne zone mødes passatvindene fra den nordlige og den sydlige halvkugle, og der dannes en konvergens-zone, hvor vindene støder sammen og presses opad. Den fordampning, der sker fra havet i det omkringliggende område, opsamles på grund af disse luftstrømme og stiger til vejrs, fortættes til skyer og giver en øget mængde nedbør. Den intertropiske konvergens-zones placering varierer gennem året, da den følger solens position i forhold til ækvator. Det er disse ændringer, der er årsag til, at der er regntider og tørtider i troperne.

Den intertropiske konvergens zone står nord for ækvator i den nordlige halvkugles sommer, mens den i den nordlige halvkugles vinter står syd for ækvator. Den intertropiske konvergens-zone passerer ækvator to gange om året, nemlig i marts og september, og der er derfor to regntider her. Jo tættere man kommer på solens vendepunkt, des mere smelter de to regntider sammen, mens der på selve vendepunktet kun er én regntid. Lokal topografi og vindforhold har dog stor betydning og kan påvirke dette vejrmønster meget.

I Amazonas er der regntid på forskellige tidspunkter af året alt afhængigt af, hvor man er. Det tidsrum, floden oversvømmes, forskydes nogle måneder i forhold til regntiden, da det tager tid fra regnen falder, til den når de små bifloder og senere selve hovedfloden. Vandstanden kan stige op til 15 meter, og de steder, hvor skoven står under vand i længst tid, varer oversvømmelsen op til 210 dage.

Hele økosystemet ændres, og alle levende organismer må tilpasse sig til de nye våde omgivelser. Ca. halvdelen af året er skoven oversvømmet. Resten af året falder der ikke mere regn, end at floden kan dræne det væk.

Den samlede mængde regn i hele Amazonas er 11.870.000.000.000 m3 om året. Det er 48.000 gange så meget som den danske befolknings årlige ferskvandsforbrug. Omkring halvdelen drænes af Amazonfloden og løber ud i Atlanterhavet. Inden regnvandet ender i floden, passerer det gennem jorden eller over jordoverfladen. Denne proces er vigtig, da den afgør den kemiske komposition af flodvandet. Vandet bringer forskellige mængder mineraler, næringsstoffer og jordpartikler med sig fra jorden alt afhængigt af, hvilken jordtype vandet passerer igennem.

Det er som tidligere nævnt langs bjergene, der falder mest regn. Andesbjergene er dannet i mesozoikum (252 - 65 millioner år siden) og er derfor en ret ung bjergkæde. Det betyder, at der stadig er mange mineraler, der udvaskes af bjergene. Det vand, der kommer ned fra Andesbjergene, er derfor meget næringsrigt, hvorimod det vand, der kommer fra de ældre bjerge i Nord- og Sydamazonas, er næringsfattigt.

Jordbundstype og vegetation er de hovedfaktorer, der afgør vandets farve. De forskellige dele af floden har derfor forskelligt indhold af mineraler, næringsstoffer og jord, hvilket giver vandet dets farve. I Amazonfloden skelner man mellem tre farver vand: hvidt vand, klart vand (også kaldet grønt vand) og sort vand.

Man kalder vandet hvidt, hvis det er mudret og lys brunt. Farven skyldes, at der er meget silt og mange mineraler opløst i vandet. Denne type vand findes ofte i områder med høj erosion som nyfældede skovområder og langs Andesbjergene.

Sortvands-floder er mørkebrune eller røde. Vandet kommer oftest fra skoven selv, og farven skyldes, at der er en høj koncentration af organisk materiale som blade i forrådnelse. Hvis jordbunden i området for eksempel indeholder meget sand, skylles det organiske materiale ud i floden. Organiske partikler er nemlig ikke særligt godt bundet i sand og udvaskes nemt ved et regnskyl.

Klart vand er oftest grønligt og indeholder flere mineraler og mindre organisk materiale end sort vand. Denne type vand findes ofte i områder med begrænset erosion, som det er tilfældet i de ældre bjerge i Nord- og Sydamazonas.

Floderne har ofte forskellig farve afhængigt af årstiden. I starten af regntiden skylles der mere organisk materiale ud i floderne, hvilket kan ændre klart vand til sort vand. Sortvands-floderne er oftest mørkest i starten af regntiden, hvor alt det organiske materiale, der er dannet siden sidste regntid, skylles ud i floderne.

Når regnskoven fældes, skylles store mængder jord ud i floden. Når store mængder jordpartikler skylles ud i Atlanterhavet via floden, kan det få betydning for koralrevene. Jordpartiklerne dækker korallerne til og skygger derfor for solen. I værste tilfælde dør korallerne.

Når regnvand passerer gennem atmosfæren, opløses og opsamles nogle af de stoffer, som findes her. Det kan både være støvpartikler, vulkansk aske og forskellige stoffer fra forurening. Desuden dannes der nitrogenholdige stoffer ved hjælp af energi fra solen eller elektricitet fra lyn. Når regnen senere falder på træerne, opløses der yderligere næringsstoffer i regnvandet. Det kan være dyreekskrementer, døde insekter, visne blomster og lignende.

Dette næringsholdige regnvand er årsagen til, at mange planter kan leve som epifytter i regnskoven. En epifyt er en plante, der gror på en anden plante (oftest træer) uden at snylte. Disse planter har ikke deres rødder i jorden som andre planter, men bruger i stedet rødderne til at vikle sig omkring en gren for at "holde sig fast". Når rødderne ikke er i jorden, er planten nødt til at få næring andre steder fra. Næringsstofferne fra regnvandet er derfor essentielle, for at planter kan leve som epifytter.

Næringsstofferne ender også på skovbunden. En god jordbund indeholder de næringsstoffer, som planterne har brug for i deres vækst. I regnskoven er jorden dog oftest meget gammel og derfor næringsfattig som følge af mange års udvaskning. Regnens tilførsel af næringsstoffer, specielt nitrogen, er derfor vigtig for planterne. Nitrogen er essentielt for, at planterne kan vokse. Ofte er nitrogen en mangelvare i regnskoven, og væksten begrænses. Regnens konstante tilførsel af nitrogen holder væksten i gang. I Amazonas bringer regnen årligt omkring 8 kg kvælstof med sig pr. ha. I Danmark bringer regnen naturligt mellem 3 og 7 kg pr. ha. med sig, men efter vi er begyndt at gøde vores landbrugsjord, sker der større fordampning af kvælstof til atmosfæren, hvilket har øget mængden til over 10 kg pr. ha.

Ikke alle næringsstofferne bliver i jordbunden. De kraftige tropiske regnskyl vasker mange næringsstoffer ud af jorden, så de i stedet ender i floden. Når skoven oversvømmes i regntiden bringer det næringsholdige flodvand næringsstoffer tilbage til jorden, og skovbunden gødes.

Man kan groft opdele regnskoven i to typer: 1) regnskov, der bliver oversvømmet i regntiden, og 2) regnskov, der ikke oversvømmes. Den type, der ikke bliver oversvømmet, kalder man Terra firma-skov. Det er den mest udbredte skovtype i Amazonas (96 %). Her bliver træerne meget høje og lever længe.

Den oversvømmede skov inddeles i to typer, nemlig Igapó og Várzeas. Igapó er områder, der oversvømmes af sort eller klart vand, mens Várzeas oversvømmes af hvidt vand. Várzeas-skovene er derfor mere næringsrige. Fælles for dem er, at der dele af året er et overskud af vand, og at skovbunden er enten sumpet eller oversvømmet. I disse oversvømmede skove bliver træerne knap så høje og lever ikke så længe som i Terra firma-skovene. Miljøet er vekslende, og planterne er nødt til at være tilpasset til både at leve "almindeligt" og med rødderne under vand.

Når skovbunden dækkes af vand, sker der drastiske ændringer for planterne. Tilgængeligheden af næringsstoffer og ilt i jorden ændres. Disse ændrede forhold gør det svært for planterne at fungere. Nogle planter løser problemet ved at gå i dvale og smide bladene, ligesom træerne her i Danmark gør om vinteren. Det er dog de færreste, der vælger denne løsning.

Oversvømmelsesperioden er nemlig den periode, hvor temperaturen og lysmængden er ideel for plantevækst, så de fleste planter er i stedet tilpasset til at klare disse ændrede forhold, så de kan udnytte den optimale vækstperiode.

Planterne har fundet mange forskellige løsninger på at vokse i dette ændrede iltfattige miljø. En mulighed er, at planterne danner ekstra rødder enten over vandet (luftrødder) eller i vandoverfladen, så de kan optage ilt fra luften eller fra overfladevandet. Andre har celler i rødderne, der kan lagre ilt, så de kan klare sig gennem oversvømmelsen. Endnu en mulighed er, at planten smider nogle af bladene, så der ikke er så mange, der skal vedligeholdes. Denne omstrukturering af energi giver mindsket iltforbrug, og planten har derfor nemmere ved at dække sit iltbehov.

Da oversvømmelsen sker i den periode, hvor planterne modtager mest energi fra solen, er det også her, at planterne blomstrer. Den øgede vandstand i skoven tiltrækker mange insekter, og der er dermed større sandsynlighed for, at blomsterne bliver bestøvet. Mange frø og frugter modner også i forbindelse med oversvømmelsen, og disse er også tilpasset til vand. De er hårdføre og kan ligge i vandet i måneder uden at rådne. Desuden indeholder de enten luft eller olie og kan derfor flyde og blive spredt med vandet. Nogle frugter spredes af fisk, der spiser dem, hvorefter frøene kommer ud et andet sted i skoven.

For mange dyr er vandet i skoven en ulempe, mens det for andre er en fordel. Dyrene, der lever i disse vekslende habitater, er nødt til at have tilpasninger til både at klare den tørre og den våde periode.

For fiskene i floden betyder oversvømmelsen blandt andet bedre ynglesteder. De mange stammer og grene i vandet er ideelle gemmesteder for både æg og yngel. Oversvømmelsen betyder også, at der er mere mad tilgængeligt. Fiskene har pludselig adgang til at svømme ind i selve skoven. Frø og frugter der modner i regntiden, falder ned i vandet, og mange fisk i Amazonas lever af disse frugter. En af dem er den sorte piratfisk. Når man hører navnet piratfisk, tænker de fleste på en kødædende fisk, men mange af piratfiskearterne lever faktisk af frugter. Den sorte piratfisk har specialiseret sig i at spise olieholdige nødder. Fiskene spiser sig fede, når skoven er oversvømmet, mens de i resten af året må tære på fedtdepoterne.

Oversvømmelsen er en ulempe for mange af de insekter, der lever på skovbunden. De er nødt til at flygte til andre dele af skoven eller leve oppe i træerne, så længe skoven er oversvømmet. Mange myrer drukner, når vandet stiger, men ildmyrerne drager derimod fordel af oversvømmelsen. Arbejdermyrerne samler sig omkring dronningen og danner på den måde en lille båd. De flyder ovenpå og udnytter oversvømmelsen til at blive spredt med strømmen rundt i skoven. Når de rammer et træ, kravler de i land og indtager deres nye hjem.

De fleste pattedyr kommer rundt i den oversvømmede skov ved at klatre fra træ til træ. For andre pattedyr åbner oversvømmelsen døren til at svømme ind i skoven. For søkoen betyder oversvømmelsen mere mad, da de ligesom de sorte piratfisk kan spise de frugter, der falder i vandet. De fisk, som floddelfinen lever af, bliver derimod spredt, så den har sværere ved at fange dem.