Regnskoven fældes

Landbrug og plantage

Den største trussel mod verdens regnskove er landbrug. Man fælder træerne for at dyrke jorden. Desværre er jorden ikke særlig velegnet til at lave landbrug, fordi der ikke er ret meget næring i jorden, og efter få år er jorden helt udpint.

Regnskoven fældes også for, at man kan lave plantager, dvs. marker med den samme slags planter i lange lige rækker. Det kan f.eks. være bananer, oliepalmer eller ananas. Fordelen ved plantager er, at det er nemt at passe og høste. Men i forhold til en regnskov er der næsten ingen dyr, der kan leve i en plantage.

FSC-mærkning

Selvfølgelig fældes regnskoven også, fordi man vil bruge træet. Træ fra den tropiske regnskov er som regel mørkt og hårdt og derfor meget holdbart. Det er også rigtig flot at bruge til møbler og gulve. Derfor vil mange gerne bruge regnskovstræ i stedet for f.eks. dansk træ. Men hvis man køber møbler eller brædder lavet af regnskovstræ, er man måske med til at ødelægge verdens regnskove. Heldigvis findes der en mærkningsordning for træ. Mærket hedder FSC og hvis træet er mærket med FSC-mærket, er man sikker på, at træet kommer fra skove, hvor der er taget hensyn til både plante – og dyrelivet og de mennesker, der bor i regnskoven.

Bæredygtighed

Man kan sige, at træet er bæredygtigt. Bæredygtighed betyder, at man skal sørge for, at der også er mulighed for at dække vores børn og børnebørn og oldebørns behov i fremtiden. Det duer altså ikke at bruge alle ressourcerne nu, så der ikke er noget tilbage til vores efterkommere. Derfor skal vi også passe på regnskovene, ligesom vi skal passe på havene og grundvandet.