Uddød snegl vender tilbage til naturen

Engang stortrivedes den polynesisk træsnegl på øen Moorea i Fransk Polynesien, men det satte mennesket en stopper for, da den glubske ulvesnegl blev indført. Den skulle kontrollere den afrikanske kæmpesnegl, der var blevet indført år tilbage med henblik på at kunne sælges som en delikatesse.

Ulvesneglen ville dog hellere spise træsneglen, og i løbet af et årti havde den udryddet samtlige arter af træsnegle på Moorea. Heldigvis var der stadig nogle få individer tilbage i fangenskab, og takket være et intensivt avlsprogram ser fremtiden nu lysere ud for den polynesisk træsnegl.

Randers Regnskov har været en del af dette avlsprogram siden 2009, og det går nu så godt med opdrættet af træsneglene, at vi netop har sendt hele 367 snegle af arten Partula mooreana til Durrells Wildlife Conservation Trust i London. Herfra skal de ud på en længere rejse til Moorea i håb om, at arten kan rodfæste sig og igen komme til at trives i sine naturlige omgivelser.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)