Junglens konge er flyttet ind

I den frodige, sydamerikanske regnskov lever en kat, der i størrelse kun overgås af tigeren og løven. Dens bid er så kraftigt, at den kan knuse kraniet på selv store pattedyr og bide gennem skjoldet på en landskildpadde og andre pansrede krybdyr uden problemer – og nu kan den opleves i Randers Regnskov.

Der stod en hel hær af forventningsfulde og spændte gæster og Regnskovsmedarbejdere, da lågen blev åbnet, og vores store, flotte jaguarhan Bobby og hans mage Negra tog de første spæde skridt i det nye anlæg.

Bobby og Negra kommer fra en sydeuropæisk zoologisk have, hvor de har levet en inaktiv tilværelse i et lille, indendørs og ikke tidssvarende anlæg. De er med deres hhv. 16 år og 18 år i deres livs efterår og skal nu nyde en bedre alderdom i Randers Regnskovs flotte, nye udendørs anlæg – som de for øvrigt har taget rigtig godt imod.

Efter ankomsten til Randers Regnskov satte dyrepasserne jaguarerne i skarp træning, så de kunne tabe sig, komme i form og få deres naturlige rovdyradfærd tilbage. I dag er de eneste tegn på jaguarernes fortid lidt ekstra maveskind efter slankekuren, Bobbys slidte tænder og det sår på halen, som Negra havde med sig til Randers. Det er under behandling af Regnskovens dyrlæge.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)